Bernhard Olsen - Historiens Aktører nr. 5

Han var født i 1836 i hjertet af København og døbt i Vor Frue kirke. Det var i enevældens København, hvor byen var en fæstning, og nøglerne til byens port hver aften blev afleveret i hovedvagten på Kongens Nytorv. Rasmus Ulrik Berhard Olsen var dåbsnavnet, men han blev livet igennem kaldt Bernhard Olsen. Han voksede op i Store Kannikestræde på Borchs Kollegium, hvor hans far var nyansat portner og havde fribolig. Da han var 6 år mistede han sin mor og 10 år gammel sin far, traumatisk i en lille drengs liv. Men det viste sig, at der var krummer i den lille dreng. Han kom i pleje, gik derefter på Efterslægtens Skole, videre på Teknisk Skole og blev i 1853 elev på Kunstakademiet. Mens han gik dér, arbejdede han som xylograf i et firma, der leverede billeder og tekster til Illustreret Tidende. På den måde kunne han tjene til livets ophold. I 1857 afsluttede han sin uddannelse på Kunstakademiet. Han var medlem af Kunstforeningen og var en glimrende tegner. Men kunne man leve af det?

Svaret var muligvis nej, for i 1861 meldte han sig til officersuddannelsen. Hæren manglede officerer, og situationen i Slesvig-Holsten så truende ud. I februar 1864 kom krigen, og som løjtnant gjorde han hele krigen med og brugte undervejs sine talenter. Han tegnede og skrev beretninger fra krigen til Illustreret Tidende.

 Bernhard Olsen som løjtnant i 1864. Foto Kgl. Bibliotek, billedsamling

Efter nederlaget var han en af mange, som forlod hæren. Han blev gift i 1865 med skibsrederdatter Laura Glad og søgte nu arbejde og en mission i tilværelsen.

Nederlaget fik ham og flere af hans generation til at engagere sig i den nationale sag. ”Kan Danmark overhovedet overleve”? spurgte mange sig selv. En række mennesker, som selv havde deltaget i krigen, fandt et svar på spørgsmålet i den tekst som H.P. Holst i 1872 skrev på en medalje ved den store industri- og kunstudstilling i København:

For hvert et tab igen erstatning findes;

Hvad udad tabtes, det må indad vindes!

Ordene er fejlagtigt blevet tillagt Enrico Dalgas, men selv om han ikke personligt udtrykte sig sådan, så var denne indstilling drivkraften i hans indsats for hedens tilplantning.  Dalgas var med i 1864. Det var Bernhard Olsen også og flere med ham, f.eks. dragonløjtnant Fredrik Bayer, der sammen med sin hustru Matilde, grundlagde Dansk Kvindesamfund og kæmpede for fredssagen og for, at Danmark skulle erklære sig neutralt, for at slippe ud af Tysklands militære slagskygge. 

Kunsten var en del af denne nationale sag, og det var folkekulturen også. Danmark skulle løftes op! Den unge mand blev ansat som artistisk direktør i Tivoli, og han iværksatte bygningen af pantomimeteatret og ændrede beplantningen. På samme tid arbejdede han som kostumier på en række privatteatre og Det kgl. Teater. Bevarede tegninger fra hans hånd viser hans kunstneriske greb om kostumierarbejdet.  

Illustrationer til kostumer tv. narren, th. to dværge udført af Bernhard Olsen fra Kgl. Teater, nu i Rigsarkivet.

I 1878 traf han svenskeren Hazelius på verdensudstillingen i Paris. Hazelius viste panoramaer af den museumssamling, han havde bygget op i Stockholm. Bernhard Olsen blev straks grebet af dette. Sådan en museumssamling måtte Danmark også have. Og året efter mødte han arkæologen Worsaa og foreslog en folkemindeudstilling på den næste kunstindustrielle udstilling. Udstillingen kom til at rumme figurer i gamle dragter og interiører af bondestuer. Det blev en stor succes.

I 1885 åbnede Panoptikon på Vesterbrogade bl.a. på Bernhard Olsens initiativ, og her blev folkemuseumsidéen foldet ud. Det selvejende Dansk Folkemuseum fik i 1886 statsstøtte og blev i 1920 3. afdeling på Nationalmuseet, der var startet i 1892 som museum for oldsager. Men Bernhard Olsen ville mere. Der var alt for lidt udstillingsplads i Panoptikonbygningen. Han mente, at stuer fra fortiden ikke var nok. Man skulle tage hele huse og udstille dem, og man skulle medtage huse fra det gamle danske rige, dvs. Skåne, Halland og Blekinge og Hertugdømmerne. I 1899 erhvervede han arealer ved Mølleåen ved Sorgenfri Slot og begyndte at opføre gamle bygninger. Det blev efterhånden til det Frilandsmuseum, vi i dag kan besøge og 1: 1 opleve den materielle kultur, som vore forfædre levede og færdedes i. En fantastisk mulighed for at fornemme fortiden, som langt overgår skærmbilleder.

 Bernhard Olsen, fotograferet foran den gamle indgang til Frilandsmuseet. Foto wikipedia.

Det nationale var for Bernhard Olsen vigtigt, men militære løsninger troede han ikke på: "Ungdommen skal belæres om alt det, der engang har hørt til Danmark, fæstne mindet om det tabte og bane vejen for den åndelige samling af det spredte, der er den eneste form for generobring, som jeg kan øjne". 

Bernhard Olsen fik også tid til at skrive om husene på Frilandsmuseet og om danske sølvstempler udgav han en bog. Han døde i 1922. Den interesse, han plantede for folkelivet, skød nye skud i Brede og i Prinsens Palæ i København. Nationalmuseets etnologiske undersøgelser, NEU, søsatte fra 1940 en lang række indsamlinger om folkekultur, og Københavns Universitet oprettede i 1957 faget Materiel Folkekultur med adresse i en bygning i Brede, hvor også Nationalmuseet rykkede ind i Brede Værks gamle industribygninger og dér skabte en række fremragende særudstillinger, ”Bredudstillingerne”.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien "Historiens Aktører" her

[Historie-online.dk, den 8. december 2020]