Menu
Forrige artikel

Bomholtprisen til Henrik Skov Kristensen

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 1812

 

Kulturministeriets forskningspris, Julius Bomholt-prisen, går i år til museumschef ved Frøslevslejrens Museum, dr. phil. Henrik Skov Kristensen. Han vinder prisen for sit videnskabelige arbejde om det tyske mindretal i Sønderjylland.

Kulturminisster Joy Mogensen udtaler:”Museumschef Henrik Skov Kristensen fortjener stor hæder for sin enestående forskning i de vanskelige sider af det tyske mindretals historie i Sønderjylland efter 1920. Og med sine mangeårige erfaringer med dybtgående undersøgelser af det tyske mindretal formår han at sætte fokus på emner som erindring, skyld og følelse af uretfærdighed. Henrik Skov Kristensen fortjener stor anerkendelse for at give os en ny og unik indsigt i grænselandets komplicerede historie – og det er derfor, han får denne hæder.” 

Det er Kulturministeriets Forskningsudvalg, der har indstillet Henrik Skov Kristensen til den fornemme pris. Udvalgsformanden, Johs. Nørregaard Frandsen, udtaler: "Henrik Skov Kristensen har gennem sine modige, dybtgående og originale studier i det tyske mindretal i Sønderjyllands erindringshistorie skabt enestående forskningsresultater, som kaster nyt lys over den såkaldte genforening og dens særlige historie. Henrik Skov Kristensen viser med sit projekt den uvurderlige forskning, der foregår på museerne i Danmark, hvor forskningens brændende platforme står midt i det materiale og den erindringshistorie, som giver ved til stædige og videbegærlige forskeres bål.” 

Om Julius Bomholt-Prisen

Kulturministeriets Forskningspris, Julius Bomholt-prisen, gives for nyskabende forskning af højeste kvalitet, som anerkendelse af en fremragende forskningsindsats. Prisen uddeles én gang om året. 

Prisen er indstiftet af Kulturministeriet og navngivet efter Danmarks første kulturminister, Julius Bomholt. Vinderne af Julius Bomholt-prisen modtager en medalje i bronze skabt af billedkunstner Morten Stræde. 

Henrik Skov Kristensen er dr. phil. og museumschef ved Frøslevslejrens Museum, som er en del af Nationalmuseet. Henrik Skov Kristensen modtager prisen for bogen, ”Gerningsmænd eller ofre? Erindringen i det tyske mindretal i Sønderjylland om nazismen, verdenskrigen og retsopgøret i komparativ belysning”, der udkom i 2019. Værket blev sammen med et tidligere værk fra 2011, ”Straffelejren - Fårhus, landssvigerne og retsopgøret”, antaget som disputats og forsvaret på Syddansk Universitet 22. marts 2019. Bogen er publiceret af Historisk Samfund for Sønderjylland. 

[Historie-online.dk, den 27. januar 2021]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Roskildevejen 250 år
1968. Plakater fra et oprør
Takket være hende