Bork Vikingemarked 11. og 12. august 2018
Den 11. og 12. august 2018 ringer kirkeklokken på Bork Vikingehavn ind til Vikingemarked. Gøglergruppen Ramashang vil med sange, musik og løjer sætte den helt rigtige stemning, de mange boder vil byde velkommen, mens hesteshows, en falkoner og vikingekrigere vil tage jer mere end 1000 år tilbage i tiden, tilbage til vikingetiden!
Vestjyllands vilde vikinger kæmper for familie og ære
Hvem har ret til at f å lov til at hænge sit banner i Langhuset på Bork Vikingehavn? Når de vilde vikinger tørner sammen på kamppladsen, er der noget at kæmpe for! For to slægter ønsker begge at hænge deres banner i Langhuset og dermed opnå den ære, det er at blive anerkendt som Bork Vikingehavns beskyttere i et helt år. Se flotte kampshows og oplev krigernes helt utrolige kampteknikker. I kan også glæde jer til vikinger til hest, når vikingerytteriet indtager kampladsen på deres islænderheste - som historisk set var vikingernes heste!
Fra falkoner til fire farverige musikanter
Med sang, dans, musik, kolbøtter og alt muligt andet indtog gøglergruppen Ramashang sidste år Bork Vikingemarked, og allerede samme weekend blev en ny aftale skrevet i bogen, derfor er det med stor glæde, at vi igen i år kan byde velkommen til de fire gøglere! Hvad der kommer til at ske aner vi ikke, men det bliver med garanti morsomt og underholdene! I kan også glæde jer til at opleve falkoneren, der sammen med sine imponerende rovfugle laver fire falkonershows i løbet af weekenden. I kan også besøge falkonernes telt bag kirken og nærstudere de fantastiske fugle.
Hvem ringer klokkerne for?
Danerne blev kristne i omkring år 965, og det var, efter eget udsagn, Harald Blåtand der gjorde det! Den nye tro betød blandt andet, at der skulle bygges kirker. På Bork Vikingehavn findes en indviet kirke, Skt. Erasmus Kirke, der stod færdig i år 2010 og ligesom de første kirker i Danmark er den lavet af træ. Men ingen kirke uden klokke og til dette års vikingemarked kan I opleve et optog i forbindelse med kirkens nye klokke! Kirkeklokker har en lang historie, og vi ved at der allerede i 800-tallet blev givet tilladelse til at ringe med
kirkeklokke i Hedeby.
Lørdag den 11. august vil bispen og hans hird ankomme med skib til vikingehavnen, og i procession vil de bære klokken op til klokkestablen! Søndag den 12. august vil klokken være udstillet i kirken, og man vil derfor have en unik chance for at opleve den tæt på, inden den bliver hængt op i klokkestablen og indviet den 13. oktober 2018.
Hoc vas ex ere Borgvig anno domini MMXVI St. E atque tuere
Den nye klokke på Bork Vikingehavn er en kopi af Danmarks ældste fungerende kirkeklokke, der stadig ringer i Smollerup Kirke. Den blev støbt i 1100-tallet og havde facon nærmest som en bikube. I dag er der kun en af disse bikubeformede klokker tilbage - nemlig klokken i Smollerup, en lille landsby vest for Viborg.
På denne står der: “Hoc vas ex ere benedic d(eus) atque tuere” oversat: “Dette fad af malm velsign og beskyt det, o Gud!” på Bork Vikngehavns nye klokke hedder det: “Hoc vas ex ere Borgvig anno domini MMXVI St. E atque tuere” altså: “Dette fad af malm (er skænket) Borgvig anno 2016. Beskyt det, St. Erasmus!”.
På Bork Vikingehavn er der dog både plads til de gamle guder, såvel som den nye, det betyder blandt andet, at man udover kirken også finder en fungerende offerplads dedikeret til asatroen. Her kan man besøge Thor, Odin, Freja og alle de andre, og man er mere end velkommen til at lægge et offer.
Oplev mere end 300 vikinger på vikingehavnen
I boderne, i teltene, på kamppladsen, i kirken, på offerpladsen - overalt vil der være vikinger, ja faktisk vil mere end 300 vikinger indtage Bork Vikingehavn. Hør deres historier mens I går på opdagelse i både huse, på havnen og i de mange boder, hvor I også kan opleve vikingernes smukke håndværk. Håndværket kan I også opleve overalt på havnen, fra de autentiske huse og vikingeskibe til de mange vikingers smukke dragter. Mange af de vikinger I møder i denne weekend bruger megen tid og energi på netop deres håndværk, om det er kampteknikker der bruges på kamppladsen, byggeteknikker eller de teknikker der bruges, når det autentiske vikingetøj skal plantefarves og sys.
Se Ringkøbing-Skjern Museums hjemmeside
Historie-online.dk, den 31. juli 2018