Carl og Karin Larsson - Historiens Aktører nr. 61
Viktorianismens borgerlige livsstil blev omkring 1900 taget op til revision og erstattet af nye ideer og nye holdninger. Kvinderne gjorde oprør mod den rolle, de var tiltænkt i systemet som hustruer og mødre og intet andet, og socialisterne ville ændre det politiske system, så også arbejdere havde noget at sige, ikke kun arbejdsgiverne. Men også når det gjaldt hjemmet som ramme om familielivet var opbrud på vej. Borgerskabets bolig, stuer med tunge mahognimøbler med plys, draperede gardiner, viftepalmer, kostbare tapeter, skilderier i forgyldte rammer, tykke gulvtæpper m.m. blev dømt ude og ind kom en mere enkel, funktionel og lys boligstil, en stil som blev til den skandinaviske indretningsstil, der slog igennem i mellemkrigstiden og efter anden verdenskrig udmøntede sig i smukke velfungerende møbler, der kunne købes også af lønmodtagere.
Ægteparret Carl og Karin Larsson var blandt Skandinaviens første livsstilsreformatorer. Carl Larsson var født i Gamla stan i Stockholm i 1853. Hjemmet var langtfra velhavende. Carl viste tidligt kunstneriske evner, og det fik ham ind på det svenske kunstakademi. For at tjene penge til livets ophold arbejdede han en årrække som illustrator af bøger og for bladet Kasper, et karikaturblad. Blandt hans bogopgaver var illustration af H.C. Andersens eventyr og Moes norske folkeeventyr. Men målet var at blive kunstmaler, og i 1877 drog han til byernes by, Paris, for at videreuddanne sig og finde inspiration. Han mødte tidens kunstnere, men levede i fattigdom, og hans malerier fik ikke succes. I 1882 flyttede han til byen Grez-sur- Loing, nær Fontainebleau. Stedet havde en kunstnerkoloni, og her begyndte han at male akvareller i sin helt egen stil og med inspiration i den landlige idyl, som omgav ham. Hans akvareller vakte interesse og vandt anerkendelse. I Grez mødte han kunstneren Karin Bergöö, der også var akademiuddannet i Stockholm. De blev forelskede og giftede sig i 1883. Hans akvareller fik nu Karin og deres børn som yndede figurer.
Carl og Karin vendte hjem til Sverige, hvor Carl blev leder af en kunstskole i Göteborg. Familien flyttede i 1891 til Stockholm, og Carl genoptog sit arbejde som bogillustrator og foretog store dekorationsarbejde i forskellige bygninger, bl.a. i Dramatiska Teatern. I 1888 skænkede Karins far, købmand Adolf Bergöö, familien et lille hus i Sundborn i Dalarne. Huset blev brugt til sommerbolig for familien, som nu talte tre børn. Karin opgav maleriet, men blev kreativ på anden måde.
I huset begyndte de sammen at realisere deres ideer om et anderledes og mere enkelt liv. Karin dekorerede og indrettede huset, hvilket betød bemalede vægge, hvidmalede møbler, synlige trægulve, farverige håndvævede vægtekstiler og mange vaser med blomster. Det var en vellykket blanding af svenske traditioner og den nye jugendstil. Karin tegnede også møbler til hjemmet og fremstillede børnenes tøj. Carl malede akvareller af hjemmet og familielivet i hverdag og fest og billederne blev reproduceret i en bog i 1899: "Et hem".
Karin Larsson i hjemmet, akvarel af Carl Larsson
I 1901 forlod familien Stockholm og tog permanent ophold i Lilla Hyttnäs, som huset hed. Hjemmet var fyldt med børn, otte blev det til, men også med kunst, som efter Karin og Carls mening var nødvendig for trivsel. De malede f.eks. portrætter af deres børn på dørene og skrev kærlighedens budskab på væggene: "Älska varandra barn, för kärlek är allt". Hjemmet og livet i hjemmet blev en manifestation af en ny enkel, rolig og familiefokuseret livsstil, som stod i skærende kontrast til bylivets hektiske og statusprægede stil. Deres budskab nåede gennem tidsskrifter frem og fandt efterhånden tilslutning i mange kredse i de skandinaviske lande.
Selvportræt af Carl Larsson
Når man i dag ser Carl Larsons akvareller, så virker de stadig vedkommende, poetiske og fyldt med skønhed. Han er en mester i gengivelse af stemninger og mennesker. Reproduktioner af hans billeder sælges verden rundt. Det er billeder fra det gode liv. Men også idyllen i Sundborn havde en bagside, som Carl Larsson skriver om i sine erindringer. Han befandt sig i en evig kamp for et anstændigt udkomme og kunstnerisk anerkendelse. Han udførte i 1915 et stort maleri til Nationalmuseet. Motivet var hedensk: Midsommerblot, og værket mødte så meget kritik, at det til sidst blev afvist. Han malede det alligevel færdigt. Først længe efter hans død fik det den plads, det var tiltænkt. Afvisningen af hans værk var en slem skuffelse, og da han desuden havde problemer med synet og ofte hovedpine var hans senere år ingen let gang på jorden.
Han døde i 1919 i Sundborn af en hjerneblødning, og Karin døde i 1928. Børnene valgte at beholde hjemmet, som på den måde blev bevaret, og i dag er stedet Sveriges mest besøgte kunstnerhjem og et nationalt klenodie.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien Historiens Aktører her
[Historie-online.dk, den 8. marts 2022]
