Copenhagen Pride på Københavns Museum
Podcast, lydudstilling, boglancering, byvandring og et sted at hænge ud – vælg selv formatet for, hvordan du vil opleve queer-historie.
13.-21. august 2022
København er kendt som en mangfoldig og åben by. Faktisk vurderer rejseguiden Lonely Planet, at København er den mest queer-venlige by i hele verden. Men for de mennesker, hvis kærlighed ikke fulgte de traditionelle kønsroller, som samfundet definerede, har livet ændret sig dramatisk i løbet af de seneste 1000 år. I forbindelse med Copenhagen Pride 2022, 13.-21. august, bidrager Københavns Museum med en række aktiviteter, hvor du kan komme ind på museet, rundt i byen eller høre queerhistorier, der hvor du er. Her er en podcast med 1000 års queerhistorie i København, lancering af bogen ”en Hanpiges bekendelser” og vi har genindført lydsporet om queerhistorie i museets udstilling, som blev et hit under sidste års Copenhagen 2021. Sidst, men ikke mindst, kan du komme med på en byvandring, der tager dig med steder i byen, der har været vigtige i queer-historien.
Byvandring: På sporet af queer, queens og quinder med skæg gennem historien
På dansk: lørdag 6/8, 13/8 og 20/8 kl. 13
På engelsk: søndag 7/8, 14/8 og 21/8 kl. 13
Deltag i Københavns Museums historiske queer-byvandring og hør om, hvor i hovedstaden og i samfundet seksualitet ”uden for normen” har udfoldet sig. Det bliver en tur tilbage i tiden med besøg i det idylliske anlæg Ørstedsparken, som i flere hundrede år har givet ly for seksuel aktivitet blandt mænd. Vi går også gennem indre by omkring Studiestræde og Larsbjørnsstræde, som på forskellige måder har været præget af queer liv og Sankt Nikolaj Kirke, hvor det lykkedes to kvinder blev gift i begyndelsen af 1700-tallet.
Mødested: Regnbuepladsen ved siden af Rådhuset.
Boglancering: Dengang da jeg var pige – en hanpiges erindringer
Lørdag 13/8 kl. 16
En forbløffende beretning om livet som mandlig homoseksuel i Københavns arbejderklasse i 1910erne og 1920erne. Hør den utrolige historie om en stak håndskrevne løsark, som viste sig at give et helt unikt indblik i en så godt som ukendt del af hovedstadens historie. Mød den bramfri Alvilda, kom til hanpigebal i drag og hemmeligt homobryllup og få en bajer hos Mutter Røv i Gothersgade. Ved boglanceringen kan bogen "Dengang da jeg var pige - en hanpiges erindringer" af Knud Petersen, Forlaget Ti Vilde Heste, købes til særpris.
Københavns Museum. Stormgade 18. 1555 København V
Torsdagsbar med pridetema
11/8 kl. 16-19
Kom til torsdagsbar med 90’er-musik i gårdhaven, øl og særlig 90’er-drink i forbindelse med årets Copenhagen Pride. Besøg også andre torsdagsbarer i Kulturkvarteret.
Mød bare op – tilmelding ikke nødvendig.
Københavns Museums gårdhave. Stormgade 18. 1555 København V
Lydsporet “Queer i København gennem 1000 år” i den permanente udstilling
Fra 1/8 -31/8, hver dag kl. 9-18, torsdag kl. 9-21
I august kan du lytte til 1000 års queerhistorie i København på Københavns Museum. På ti steder i den permanente udstilling om hovedstaden kan du ved hjælp af din mobiltelefon høre historier om mennesker, der på en eller anden måde afveg fra de gældende normer fra vikingetiden til i dag. Historier om retten til kærlighed og om de omstændigheder, der har påvirket udtryk for kærlighed gennem tiderne. Hør fx om mænd, der mødes på volden, eller om de to kvinder, der i begyndelsen af 1700-tallet lykkedes at blive gift med hinanden i Sankt Nikolaj Kirke. Blot husk at medbringe din mobiltelefon, så du kan scanne QR-koderne i udstillingerne; så får du adgang til disse små glimt fra queer-historien.
Sprog: dansk og engelsk
Københavns Museum. Stormgade 18. 1555 København V
Se hjemmesiden www.copenhagen.dk
[Historie-online.dk, den 27. juli 2022]