Menu
Forrige artikel

Danmark After Dark

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 915

 

Udstillingen “Danmark After Dark” tager gæsten tilbage til 1980’erne, hvor en rockstjernedrøm blev til bandet D-A-D. Udstillingen åbner 3. marts 2024.

I en kælder i fattigfirserne spirede en rockstjernedrøm. Den blev til D-A-D – et af Danmarks største rockbands. I en ny udstilling “Danmark After Dark” følger gæsten en drøm, som tager form i 1980’erne i en tid, hvor den kolde krig stadig var varm, og ungdomsarbejdsløsheden på sit højeste. Fremtiden så sort ud. Men det mørke årti gav brændstof til ny musik, nye forbrugsmønstre og nye drømme, og da muren faldt i Berlin i 1989, åbnede verden sig på ny.  

Den tid kan gæsten besøge med D-A-D som prisme og i ørerne. En tourbus tager den besøgende gennem tiden fra 1980 til i dag. Undervejs kommer gæsten forbi scener i historien - en ungdomslejlighed, en lufthavn, et øvelokale, et studie, og til sidst giver vi publikum suset på scenen sammen med D-A-D en sommeraften i 2023. 

I udstillingen ser gæsten spor efter begivenheder, som ændrede verdens gang og vores hverdag. Der er lykkerusen i de sorgløse 90ere, traumet efter 11. september og chokket efter finanskrisen. Begivenheder, som fik os til at stoppe op, ændre kurs eller lukke os om os selv. 

D-A-D passer godt til den historie, vi vil fortælle i udstillingen. Vi ser på, hvordan reklamebranchen, musikken, USA og populærkulturen formede en hel generation og vores kulturgods. Bandet er på en måde værter i en tidsrejse, hvor vi tager gæsten tilbage til sin egen ungdom og følger gæsten langt ind i voksenlivet. Der er musik, tidens elektronik, flimmer og mode at gå på opdagelse I", fortæller museumsinspektør Ulla Hahn Ranmar, der er instruktør på udstillingen. 

I udstillingen ser gæsten bandets instrumenter, kostumer og personlige genstande side om side med andre ting fra danmarkshistorien. Det er tidstypiske telefoner, musikafspillere og forbrugsgoder, som formede bandet og generation X; alle dem der blev født i årene 1965-1979.  

Gæsten kommer tilbage til vores ungdom. Vi kørte på skateboard, øvede og gik til punkkoncerter.  Selvom det var 1980’erne, der var lidt triste, var vi heldige. Vi voksede op i halvakademiske middelklassehjem, hvor der var lidt højt til loftet. Man behøvede ikke at få et kæmpe snit i gymnasiet og læse jura med det samme, og man behøvede heller ikke at gå ud og tjene eller stå i lære som snedker eller brolægger. Vi fik lov til at lege, og det var først, da vi selv drejede op for gashåndtaget, at der kom ambitioner og retning på. D-A-D er født ud af tilfældigheder og spas og løjer. Vi er opdraget af Anders And og Poul Nesgaard, udtaler bandet.

Udstillingen “Danmark After Dark” åbner på rockbandet D-A-Ds 40-års fødselsdag 3. marts 2024 og kan besøges i museets almindelige åbningstid frem til 1. september 2024. 

AFTER DARK – oplev ’Danmark After Dark’ fra kl. 18-21 på udvalgte dage
Oplev også udstillingen efter lukketid. Vi skruer lidt højere op for musikken og for hyggen, fadølsanlægget er åbnet, og du må sågar, helt særligt for netop denne aften, medbringe din øl i udstillingen. 
After Dark er et særligt fyraftenstilbud, der finder sted på udvalgte aftener i tidsrummet kl. 18-21 med begrænset antal pladser.  

[Historie-online.dk, den 24. januar 2024]
 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Østersøens gåder – ekko fra dybet
Ikerasak
Fyrkat åbner særlig påskeudstilling