Danmarks Forsorgsmuseum i vinterferien
Den 12. februar åbner Danmarks Forsorgsmuseum for en ny sæson.
To rundvisninger for børn og voksne hver dag tirsdag – fredag i uge 7. Rundvisningerne starter kl. 11.00 og kl. 13.00 - og er gratis, når entréen er betalt
NY UDSTILLING
”Du hører mig nu, men ser du mig i morgen?” Åbner 12. februar (til 10.3.)
En udstilling med fortællinger fra Værestedet “Stenbruddet” i Svendborg fra mennesker, der befinder sig i en socialt udsat position. Udstillingen er del af et projekt igangsat af fem pædagogstuderende fra Svendborg. ”Der er nogle mennesker i samfundet, som er gemt under et usynligt tæppe, og vores samfundet har tendens til at blive opdelt i sociale klasser, men er disse klasser egentligt så forskellige?”
I vinterferien kan alle få et levende og medrivende skud socialhistorie på Danmarks Forsorgsmuseum. Museets gæster kan gå med en af museets formidlere på en rundvisning og høre historierne om livet bag de høje pigtrådsklædte mure - om bl.a. lusekassen, fuldebrummen og selvfølgelig om en række af de mennesker, der i tidens løb har boet på Fattiggården.
Man kan også prøve kræfter med Fattiggårdens mandearbejde som fx at væve måtter af kokossnor, og man kan smage på Fattiggårdens fedtemadder.
Fattiggården åbnede i 1872 og lukkede først i 1974. Frem til 1961 var en indlæggelse på Fattiggården lig med indespærring og tab af borgerlige rettigheder som stemmeret, valgret, retten til at indgå ægteskab og retten til at tage sig af sine egne børn. På Danmarks Forsorgsmuseum er der åbne døre ind til dele af samfundets historie, som ellers har været skjult bag høje pigtrådsbekransede mure. Her fortælles forsorgshistorie fra vugge til grav - fra børnehjem over fattiggårde til alderdomshjem. Museet fortæller både barske historier om svigt og rettighedstab, men også pudsige historier om skæve eksistenser og om håb og drømme om et bedre liv.