Menu
Forrige artikel

Dansk pop og rock får nyt digitalt medie

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 2162

 

Som alle andre kulturinstitutioner er hele Danmarks museum for pop, rock og ungdomskultur, RAGNAROCK i Roskilde, i øjeblikket lukket for at forsinke spredningen af COVID-19. Men nu slår museet dørene op for nyt digitalt nyhedsbrev, som udkommer første gang på torsdag 19. marts.

En særudstilling om Gasolin’ trak fulde huse i 2019 for RAGNAROCK. Museet, der er af National Geographic er blevet udpeget som et ”must see” og en af verdens 15 mest engagerende museumsoplevelser, slog rekord med over 108.000 gæster. Men lige nu er der bomstille ved den ikoniske museumsbygning. Derfor håber RAGNAROCK på, at besøgende i stedet vil være i kontakt med museet gennem et nyt digitalt nyhedsbrev.

”For en institution, der lever og ånder for at åbne og formidle kulturarven, gør det absolut ondt at være lukket ned. Derfor er det med forventning og glæde, at vi nu kan lukke op for en ny type museumsoplevelse for alle med interesse for poppens og rockens historie”, siger museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard og henviser til et nyt initiativ fra museumsorganisationen ROMU.

Gratis kulturhistorie i indbakken

Torsdag den 19. marts udkommer første udgave af et nyt digitalt nyhedsbrev om dansk pop og rock. Nyhedsbrevet er gratis, det vil udkomme to gange hver måned, og alle kan fra i dag tilmelde sig. Det er inspektører, museumsformidlere og eksperter tilknyttet museet, som står for indholdet, der vil favne bredt.

Til første udgave bringer nyhedsbrevet en kommentar om, hvordan ny musik har været brugt i krisetider gennem historien. Læserne kan også prøve kræfter med deres paratviden i RAGNAROCKs pop- og rockquiz, og så bringer nyhedsbrevet fortællingen om en detalje fra udstillingen. Denne gang kan man læse, hvordan Peter A.G. er blevet formet af den danske sangskat, og hvorfor Bro bro brille er en af hans favoritter. Endelig bliver der sat spot på en ikonisk genstand fra samlingen: En båndoptager, der har foreviget utallige klassikere, fra Anne Linnet til Metallica.

”Det er og bliver en kerneopgave for museer at vise historiske genstande frem i et fysisk møde med publikum. Men vi tror også på, at vi kan løse en vigtig opgave gennem digital formidling. Vi får kulturhistorien ud gennem indbakken. Desuden vil det blive meget lettere for os med det nye medie hurtigt at fortælle om nye arrangementer og udstillinger til meget interesserede borgere, når vi åbner igen”, siger Morten Thomsen Højsgaard.

Fortsætter med nye tiltag

Museumsdirektøren glæder sig over medarbejdernes lyst og evne til at omstille sig til en ny situation.

”COVID-19 har ramt os, ligesom resten af samfundet, med stor kraft. Men selv om vi nu er hver for sig, kan jeg mærke et stort engagement fra alle i ROMU, og vi brænder fortsat for at fortælle historien om den kultur, om den musik, og om det samfund, som på godt og ondt har bragt os hertil. Så det fortsætter vi naturligvis med, så godt som det overhovedet kan lade sig gøre. Og det nye nyhedsbrev, som tager afsæt i dansk pop, rock og ungdomskultur, vil blot være et af flere nye, digitale tiltag”, siger Morten Thomsen Højsgaard.

Nyhedsbrevet om dansk rock, pop og ungdomskultur udgives af museumsorganisation ROMU, som er en statsanerkendt, selvejende institution, der dækker kulturarven fra de ældste tider til i dag i Roskilde, Frederikssund og Lejre Kommuner. ROMU beskæftiger omkring 60 årsværk og har ti besøgssteder, heriblandt RAGNAROCK, museet for pop, rock og ungdomskultur, som i 2019 havde over 108.000 besøgende gæster ind og ud af dørene.

Tilmelding til nyt nyhedsbrev om pop, rock og ungdomskultur, der udkommer to gange om måneden, sker gratis via http://museumragnarock.dk/en/nyhedsbrev/

[Historie-online.dk, den 18. marts 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Museumsnumre 30: Fyldepen
Museumsnumre 90 - Tændstikker
Historisk reception på Møntergården