Menu
Forrige artikel

Den store dag - udstilling i Silkeborg

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 1090

 

Tag på en tur ned af Memory Lane til silkeborgensernes bryllupper fra 1960'erne til i dag på Museum Silkeborg Hovedgården. Se de smukke kjoler, få silkeborgensernes egne fortællinger og bliv klogere på traditionerne. Her er rådhusbryllupper, kirkebryllupper, havebryllupper og festlige muslimske bryllupper.

Gå på opdagelse i udstillingen og få silkeborgensernes egne personlige historier fra det første møde til den store dag, hvor brylluppet står. Kom bag om traditionerne med brudesløret, den hvide kjole og meget mere. Hør om eftergilder, venneløjer, hestesko og mange andre traditioner, som kan høre brylluppet til.
Udstillingen viser silkeborgensernes meget forskellige brudekjoler gennem de sidste 60 år.

Der er hvide kjoler med slæb, korte kjole, lange kjoler, røde kjoler og grønne kjoler. Der er Lillymodeller, det sidste nye fra TP-kjoler fra 2023, hjemmevævede og hjemmesyede kjoler og genbrug af ældre tiders kjoler. Der er blonder, flæser og silke.

Kjolerne og fortællingerne viser, hvordan tanken om det perfekte bryllup og den perfekte kjole varierer fra par til par fra det enkle til det storslåede, og hvordan moden har ændret sig gennem årene.

Du kan dele dit bryllupsfoto på Facebook på Min Store Dag i Silkeborg, så din historie bliver en del af udstillingen, og du kan komme med dit bud på, hvad der får ægteskabet til at holde, når du besøger museet. Børnene kan finde ud af mere om bryllupstraditionerne sammen med den søde drage, der mangler fire vigtige ting til brylluppet.

Få de sjove historier, se de flotte kjoler og tag på en rejse gennem 60 års bryllupshistorie.

Baggrunden for udstillingen er ca. 40 interviews og indlån af bryllupstøj fra silkeborgensere, som har delt deres historier og lånt deres bryllupstøj til museet.
Særudstillingen kan opleves på Museum Silkeborg Hovedgården fra søndag 7. maj frem til og med søndag 22. oktober.

[Historie-online.dk, den 3. maj 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Vikingernes by
Mysteriet om Stonehenge
Historier fra søen