Menu
Forrige artikel

Den store fædrelandskrig II

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 5344

 

Den ellers så sejrsvante tyske hær gik i stå uden for Moskva i december 1941. Vinterkulden var næsten den værste fjende. Soldaterne havde ikke fået udleveret vintertøj, motorerne kunne ikke starte, og olien frøs i geværerne. Maskinpistolerne og maskingeværerne modstod heller ikke frosten. Hertil kom, at russerne igen og igen kunne hente forstærkninger – endeløse rækker stødte til, hvorimod die Wehrmacht højst fik op til halvdelen af de faldne erstattet. Nederlaget truede nu for alvor.

  Russiske soldater stablede deres egne faldne oven på hinanden som beskyttelse mod tyske kugler.

Den tyske krigsmaskine var virkelig gået i stå – og det russiske modangreb den 5. december ramte virkelig hårdt. I deres raseri begik tyskerne endnu flere krigsforbrydelser. Der findes en beretning fra Smolensk dateret den 13. december 1941. Her fortæller et vidne om sine oplevelser. ”Fascisterne drak og grinte over ligene af deres ofre, der var smidt i en stor bunke, som de hældte benzin over og satte ild til. Tilfangetagne russere blev låst inde i en 4 etagers bygning, som tyskerne herefter stak ild i. Når russerne kastede sig ud gennem vinduerne, skød de til måls efter dem.”

Disse og talrige lignende situationer var med til at opbygge det glødende had til tyskerne, som kendetegnede Den røde Hærs soldater. Hævnen kom i slutningen af 1944 og frem til sommeren 1945, da det tyske sammenbrud var totalt.

Ved udgangen af 1941 kunne man kigge tilbage på flere tyske nederlag. Tyskerne tabte i 1940 luftslaget om England, og planer om at invadere landet blev skrinlagt. Det var ikke lykkedes at erobre Leningrad – og nu måtte man stoppe uden for Moskva. Og efter japanernes angreb på Pearl Harbor var USA nu gået ind i krigen med fuld styrke.

Selv om tabene var forfærdelige – man regner med, at USSR mistede omkring 150.000 soldater. Der var trods alt lys i det middelalderlige mørke.

Krigen på film

Slaget om Moskva blev gennemfilmet af russerne. Det hele blev klippet sammen til dokumentarfilmen: ”Moscow strikes back”. Ved Oscaruddelingen i 1942 fik filmen en Oscar for den bedste udenlandske dokumentarfilm. Den ligger på nettet med engelsk tale – både i en oprindelig kopi og i en digitaliseret udgave (uden ændringer) med speak af Edward G Robinson. Den digitaliserede er i 4 dele. Første del kan ses her:

https://www.youtube.com/watch?v=u52sOb_hFuE

  Russerne angriber på ski klædt i camouflage. Klip fra filmen

For det kommunistiske system var massepåvirkningen af befolkningen gennem film en vigtig brik. Det stoppede ikke, da Sovjetunionen brød sammen. Det nuværende Rusland bliver ofte præsenteret for film om Den store fædrelandskrig. En optælling nævner 107 spillefilm. Tallet skal dog justeres, da flere af filmene består af op til 3 film hver af en spillefilms længde.

Den store fædrelandskrig er nærmest en form for ikon i den russiske bevidsthed. En af årsagerne hertil er måske, at stort set enhver familie i det daværende Sovjetunionen på en eller anden måde blev ramt af krigens ondskab med dræbte eller lemlæstede familiemedlemmer. Hertil kommer den store sejrsparade, der finder sted hvert år på Den røde Plads i Moskva. Den indledende march finder sted til musikken fra en af fædrelandskrigens mest elskede melodier:

https://www.youtube.com/watch?v=8Y4_2Qa0QQs

Læg mærke til at publikum rejser sig til sangen.

Netop i 75-året for afslutningen på 2. verdenskrig i Europa blev alle sejl sat for at markere begivenheden. Et andet klip viser dette:

https://www.youtube.com/watch?v=mCE6-vzRbJw

Man kan så tænke over, hvor meget og hvordan man andre steder i Europa markerede krigens afslutning. Det er storladent, hvad russerne præsterer. Men man mindes også sovjettidens masseoptog og andre landes totaliscenesættelse af propagandatiltag – og ikke altid med en lige god smag i munden.

Som nævnt har såvel Sovjetunionen som det nuværende Rusland produceret mængder af film om krigen. Dem vil jeg komme nærmere ind på næste gang. Her skal sluttes med den store film om kampen om Moskva. Den falder i 2 dele, men det er kun 2. del, der omhandler det egentlige slag. Den er en del af de film, der udsendes med engelske undertekster.

https://www.youtube.com/watch?v=wBYy8n-DK8M

God fornøjelse!

Erik Ingemann Sørensen

Se første del af artiklen om Den Store Fædrelandskrig her

[Historie-online.dk, den 9. februar 2022]

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Holger Drachmann
Brandes og Nietzsche
Den store fædrelandskrig