Det strammer til på begge sider

I februar 1945 ændrede situationen sig markant. Danmark blev tvunget til at lade tyske flygtninge komme ind i landet, og en ny øverstbefalende for besættelsestropperne tog over efter von Hanneken. Gestapo fik fat på flere og flere af ledende danske modstandsfolk og var nu en reel trussel. Men sabotage og stikkerlikvideringer fyldte også op. Og håbet om, at krigen og besættelsen nærmede sig slutningen, voksede dag for dag.

Tyske flygtninge ankommet til Danmark på vej til deres opholdssted. Læg mærke til at det er kvinder, børn og gamle mænd. Unge helt ned til 14 år var blevet indkaldt til ”Volkssturm” for at kæmpe mod russerne – mange endda helt uden våben. Billedet er taget før befrielsen. Foto: FHM.

Den 4. februar 1945 gav Adolf Hitler ordre til, at de tyskere, der var på vild flugt fra Den røde Hær i Polen og det østlige Tyskland skulle evakueres til Danmark. Det blev understreget, at det naturligvis kun var midlertidigt. Det blev starten på omkring 250.000 flygtninges ankomst, hvor den sidste først rejste tilbage til Tyskland i 1949. En kolossal opgave at løfte, da Danmark den 5. maj fik hele ansvaret for flygtningene. Et ansvar værnemagten ellers havde haft.

Ny øverstkommanderende

De tyske tropper i Danmark fik 1. februar ny øverstkommanderende. General von Hanneken, der havde haft stillingen, blev kaldt hjem efter anklager om korruption. I stedet kom generaloberst Georg Lindemann, der havde deltaget i de svære kampe i Sovjetunionen. Han oplevede kort tid efter sin ankomst den danske modstandskamp, da hans tog på vej til Silkeborg blev afsporet efter en jernbanesabotage. I raseri over det skete gav han ordre til, at der skulle sættes ild til et ledvogterhus og en gård. Han mente, de havde haft noget med sabotagen at gøre.

Ledvogterhuset blev efter Lindemanns ordre brændt ned. Billedet er taget med rystet kamera. Foto FHM

Kampen skærpes

Gestapo intensiverede sin indsats for at få fat på så mange modstandsfolk som muligt. Man fik tildelt flere folk, der sammen med danske landssvigere – Hipofolk og stikkere – fik grebet flere og flere samtidigt med, at tyskerne efterhånden fik skabt et omfattende kartotek.

Den 27. februar slog Gestapo til og fik blandt andet fat på kaptajn Ahnfeldt-Mollerup sammen med en hel del andre. Der var faktisk tale om, at hele københavnerledelsen nu var anbragt i Shellhuset. Her var de blevet anbragt oppe under taget i interimistiske celler. Tyskerne ville på den måde forhindre englænderne i at bombe Shellhuset.

Fangerne blev hevet til forhør igen og igen og udsat for en modbydelig tortur. Ikke alle kunne i længden holde stand over for grusomhederne og røbede navne og adresser.

 Det så efterhånden sort ud for den modstandsbevægelse, der skulle indsættes, når befrielsen kom.

Det var derfor vigtigt at komme i forbindelse med englænderne for at få hjælp.

Stikkere kunne ikke føle sig sikre. Da de første tre dage i februar var gået, havde modstandsbevægelsen likvideret fire stikkere, hvoraf den ene var en kvinde – Vera Schrøder – der var meddeler for Gestapo.

Men det, modstandsbevægelsen frygtede allermest, var det, der foregik i denne bygning.

Shellhuset fotograferet fra en forbikørende sporvogn – derfor er billedet uskarpt. Foto: FHM

Nu tog sabotagerne også til – herunder næsten daglige sprængninger af skinnelegemer.

Det og meget mere følger i næste uge.

Erik Ingemann Sørensen

Se de øvrige artikler i anledning af 80-årets for Danmarks befrielse her

[Historie-online.dk, den 5. februar 2025]