Menu
Forrige artikel

Besættelsen dramatisk og farverigt

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 2845

I Andelslandsbyen Nyvang afholder man den 5.-6. maj det årlige ”Nyvang besættes”, der er et stort totalteater om besættelsesårene, hvor publikum inddrages i fortællingen. Arrangementet er det eneste af sin slags i Danmark, og er kendt for sin store skala af levendegørelse og modet til at formidle de dystre og kontroversielle dele af krigsårene. Således har arrangementet tidligere vist scener om interneringen af de danske kommunister, hvervning til Frikorps Danmark og skæbner ved befrielsen for danske kvinder, der havde tyske bekendtskaber.

I år er der, meget aktuelt, fokus på folkestrejken i 1944, der var en protest mod stramme spærretider og tyskernes henrettelse af modstandsfolk. Formålet er at formidle 2. Verdenskrig i en levende, moderne form, der appellerer til yngre generationer, så der skabes samtaler generationerne imellem, og publikum bliver nysgerrige på historien og søger viden på egen hånd. Tidligere har arrangementet modtaget kritik for den måde at formidle besættelsesårene på, men historiker og direktør for Andelslandsbyen, Keld Grinder-Hansen, mener godt at det kan forsvares: ”Historien om besættelsesårene er en vigtig fortælling at føre videre, og skal vi medvirke til at fremtidige generationer forstår vigtigheden af den, må vi formidle den i en kraftfuld og moderne form.”

Tyskerne kommer
Luftalarmen skærer gennem luften, tyske soldater i militærkøretøjer patruljerer i gaderne, trafikanter og publikum kontrolleres ved vejspærringer, og modstandsbevægelsen udfører dristige aktioner mod besættelsesmagten. Totalteatret om besættelsestiden vil skabe et levende, tempofyldt billede af både hverdagsliv og dramatiske begivenheder i Andelslandsbyen Nyvang. Et stort antal tilrejsende tyskere agerer værnemagt og holder ro og orden, mens de mange civile aktører forsøger at klare sig gennem den svære tid med mørklægning, rationering og stigende militarisering. Som gæst vil man blive hvirvlet ind i de mange små og store historier om krigen, og også de besøgende børn spiller en rolle, for de sættes til at bryde koder og arbejde for modstandsbevægelsen. ”Det er en unik mulighed for at opleve mange aspekter af besættelsestiden lyslevende. Vi slutter totalteatret med en rørende befrielse af landet, hvor kirkeklokkerne ringer, mørklægningsgardinerne brændes, og modstandsfolkene hyldes af folket”, fortæller marketingchef Benjamin Lamberth fra Andelslandsbyen Nyvang.

Blod og mudder
Selv om forholdene i Danmark under krigen var fredelige sammenlignet med de øvrige besatte landes, så kæmpede over 6.000 danskere på Østfronten mod russerne. Det er en historie, der kun sjældent er blevet fortalt i efterkrigstidens formidling af de svære år, og netop fordi den nuancerer besættelsen, der for ofte er blevet fremstillet forsimplet, er den vigtig at have med. Derfor er man i Andelslandsbyen ved at etablere et stort areal med skyttegrave, pigtrådsspærringer, minefelter, panserspærringer og hestevogne. Publikum kommer helt tæt på skyttegravens pløre, forbindingspladsens groteske feltoperationer og det tyske propagandamaskineri.

Den lille historie i den store

Scenerne i besættelsesspillet kommenteres af en historiker, der sætter begivenhederne i relation til nutiden og bidrager med sin egen vinkel på de nuancefyldte krigsår. Årets kommentator bliver Cecilie Nielsen, der vil fortælle besættelseshistorien med øjenvidneskildringer fra hverdagen. Tidligere har historikerne Dorthe Chakravarty, Kaare Johannessen og Mads Thernø været kommentatorer på arrangementet. ”Besættelsesårene er stadig højaktuelle, fordi vi kan spejle os i datidens mange dilemmaer og nuancer. Det er vigtigt, at vi også tør vise nuancer og det kontroversielle”, fortæller arrangør Benjamin Lamberth.

Publikum laver modstandsarbejde

Publikummet ved årets arrangement bliver hvirvlet ind i modstandsarbejdet og kan hjælpe ved at bryde koder, gå kurértjeneste, modtage beskeder fra London og andre aktiviteter, der viser noget af det arbejde, modstandsfolkene satte livet på spil for at udføre.

Program (med forbehold for ændringer)

Kl. 10.30 – Tyskerne kommer
Kl. 11.20 – Tysk soldat begraves
Kl. 12.10 – Smedjen stormes
Kl. 13.00 – Modstandsfolk henrettes
Kl. 13.50 – Folkestrejke
Kl. 14.40 – Østfrontsslag
Kl. 15.30 – Befrielsen

Se yderligere her

Historie-online.dk, den 1. maj 2018

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Danmarks Tekniske Kulturarv
Museumsnumre 84 - klokke
Jakob Christian Ellehammer - Historiens Aktører nr. 36