Menu
Forrige artikel

Drømmen om Afrika

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 6948

Ny særudstilling på Søfartsmuseet i Aabenraa

Drømmen om Afrika – Sønderjyderne og de tyske kolonier i Afrika

Engang havde Det Tyske Rige fire kolonier i Afrika. De blev etableret i 1884/85, men allerede inden da havde der længe været stor interesse for Afrika og oprettelsen af tyske kolonier på kontinentet. På grund af rigskansler Otto von Bismarcks uvilje mod kolonier var det dog blevet ved drømmen, mens tyskerne fortsat var henvist til handelsvirksomhed og ekspeditioner.

Endelig indvilligede Bismarck i at gøre en række områder i Afrika, som private tyske aktører havde sat sig i besiddelse af, til tyske protektorater. Inden længe var områderne de facto tyske kolonier, og for mange tyskere betød det en øget national prestige, da det nyetablerede Tyske Rige nu trådte ind i kolonimagternes rækker. I de næste godt og vel 30 år kom de afrikanske kolonier til at spille en betydelig rolle i tysk selvforståelse, som fik konsekvenser på en række politiske og kulturelle områder. I løbet af 1. Verdenskrig tabte Tyskland dog alle sine kolonier, hvilket var et smerteligt tab, som mange tyskere først rigtig erkendte efter 2. Verdenskrig.

I den tid, hvor der var tyske kolonier i Afrika, var Sønderjylland en del af Det Tyske Rige, og derfor kom kolonialisme også til at berøre sønderjyderne. En del rejste ud til kolonierne som købmænd, soldater, embedsmænd, landmænd, missionærer, teknikere mv. De sønderjyder, der blev hjemme, stiftede dog også bekendtskab med kolonierne i aviserne, i skolerne og på museumsudstillinger. Enkelte erhvervede plantager i Afrika til forsyning af den hjemlige forarbejdningsindustri.

Den tyske kolonialisme i Afrika havde således betydning for mange sønderjyder, men på grund af Sønderjyllands tilbagevenden til Danmark og 2. Verdenskrigs altoverskyggende position i det 20. århundredes historiebevidsthed er denne historie næsten gået i glemmebogen. Det er derfor ambitionen med udstillingen at fortælle historien om sønderjyderne og kolonierne i Afrika, her ca. 100 år efter at tyskerne mistede kolonierne til sejrherrerne efter 1. Verdenskrig.

I Tyskland er historien om kolonierne enten blevet fortalt som en glorværdig heltefortælling om de tapre kolonister, der bragte civilisationen til det mørke Afrika, eller som en fordømmende tragedie om folkemord og udnyttelse af afrikanerne i kolonierne. Udstillingen ”Drømmen om Afrika” tager ikke moralsk stilling, men er udtryk for bestræbelser på nøgternt at fremlægge historien i dens væsentligste facetter uden glorificering eller fordømmelse af aktørerne.

Email: mije@museum-sonderjylland.dk Tlf.: 73 12 14 84

Historie-online.dk, den 29. marts 2017 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Vikinger i krig
Roskilde i skyggen af krig
Genopdag din historie på Horsens Museum