Menu
Forrige artikel

Efterårsferie på danske museer

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 1819

 

 

Vild efterårsferie på Det Grønne Museum

Det bliver vildt i bogstaveligste forstand, når Det Grønne Museum på Gl. Estrup på Djursland rykker efterårsferiens aktiviteter og fortællinger ind i buejægernes og vildtets verden.

Efterårsferien på Det Grønne Museum byder på det bedste fra både naturens og historiens verden, når museet byder på viden og aktiviteter med udspring i jægernes univers. Gæsterne kan prøve alt fra buejagten til vildtgryden, mens de bliver klogere på de vilde jagthistorier om buen i en eksklusiv udstilling - kun i efterårsferien.

Prøv den udfordrende buebane, hvor der både er forskellige mål og buer til alle niveauer. Og selvfølgelig en hjælpende hånd

Plads til aktiviteter ude og inde

Museet har samlet en aktivitetspakke, som bugner af udfordring og viden, og som udnytter hele museets store område, så der er sikret masser af plads og trygge oplevelser til hele familien både ude og inde. På buebanen kan man spænde buen og skyde efter de udfordrende mål. På den digitale jagttur stifter man bekendtskab med de forskellige jagtformer og hører de fantastiske fortællinger fra jagtens lange historie, tilrettelagt og fortalt så der er nyt for både den erfarne jæger og børnene. Pileværkstedet er indrettet, så
man trygt kan sætte sit særpræg på sin egen pil – et håndværk som jægerne kalder cresting. Alt sammen en del af den samlede aktivitetspakke - for alle aldre.

www.detgroennemuseum.dk/efteraarsferie

 

Vendsyssel Historiske Museum

Metaldetektor, rationeringsmærker og rundvisning i ”Vendsyssel Besat” på Vendsyssel Historiske Museum i efterårsferien

I uge 42 er der efterårsferie, og her er der oplevelser for både børn og voksne – alt samme i meget sikre og covid19-venlige omgivelser.

Mandag kl. 15 kan du komme med på rundt på rundvisning i museets nye store udstilling ”Vendsyssel Besat”, og høre om tilblivelsen samt nogle af de mange gode historier der tilknytter sig besættelsestiden. Udstillingen kan opleves på egen hånd alle hverdage samt søndag i museets åbningstid.

Onsdag og torsdag fra 12.30 til 15.30 kan børn med hang til skattejagt komme ud og gå med metaldetektor i museumshaven, under kyndig vejledning af en detektorføre. Det koster 25 kr, og der er fundgaranti!

Alle ugens dage kan børn købe rationeringsmærker i museumsbutikken, som kan veksles til bolsjer i den gamle købmandsbutik, ligesom under besættelsen.

Den gamle købmandsbutik er åben mandag til fredag og søndag fra 11 til 15, så der er rig mulighed for at komme ind og snuse, og måske få en god spegepølse eller andet med hjem.

Se hjemmeside

 

Museet for Forsyning og Bæredygtighed

I efterårsferien har familien den perfekte undskyldning for at tage turen til naturskønne Dorf Møllegård.
Her kan I få et kig ind tiden i begyndelsen af 1900-tallet eller gå på opdagelse i naturen. I kan prøve kræfter med at lave mad, på museets gamle ringkomfur eller fremstille reb til lassoer.

Som noget helt unikt, vil der være mulighed for at fiske i møllesøen. Så husk din fiskestang, og det varme tøj. Vi hjælper med madding og krydser fingre for en stor fangst. Skulle du have mere lyst til varmen i stuehuset, er der kreative sysler i form af strikning og hækling, og der er hjemmelavede æbleskiver på menuen. Nede i møllegårdens kælder kan du være med til at moste møllegårdens æbler, eller dine egne, hvis du medbringer disse.

I museets hyggelige cafe, kan du købe kaffe, kage og is, som du kan nyde enten i cafeen eller i stuerne i stuehuset.
Er der en skytte gemt i dig? Prøv kræfter med bueskydning. Vi vil stå klar med vejledning og hjælp.
Lørdag den 17. oktober afholder vi en minihestedag på museet. Kom og vær med.
Der lagt op til en hyggelig efterårsferie, på den gamle møllegård – hvor vi har taget alle forholdsregler og følger alle retningslinjer i forhold til COVID-19.
Tag familien med til dage fyldt med oplevelser og familiehygge.
Program
10. oktober: Bagning af æblefisk og mostning
11. oktober: Fiskedag, tegnedag og bagning af æbleskiver
12. oktober: Fiskedag, bagt æblekage, og hækling
13. oktober: Fiskedag, strikning, håndværk, gamle lege og bagning af æbleskiver
14. oktober: Dukketeater, bueskydning, håndværk og bagning af æbleskiver
15. oktober: Dukketeater, syning, efterårsfortællinger og bagning af æbleskiver
16. oktober: Gamle lege, bueskydning, mostning og bagning af æbleskiver
17. oktober: Ponytræk, bueskydning og bagning af æbleskiver
18. oktober: Tegnedag, brodering og mostning

Se hjemmeside

 

Greve Museum og Mosede Fort

Efterårsferie for heldige kartofler

Greve Museum og Mosede Fort serverer historie med bid i, når efterårsferien står i kartoflens tegn. I fire dage i efterårsferien er der kartoffel-aktiviteter for børnefamilier på begge museer. 

Kartoffelferien var hårdt arbejde

På Greve Museum kan du høre om, hvordan det var at være barn for 100 år siden, da efterårsferien blev kaldt for kartoffelferien. Dengang blev ferien ikke brugt på at dase, for børn var en del af arbejdsstyrken, og de skulle hjælpe til i travle perioder på gårdene. På Greve Museum kan du tage med på rundvisning i børnehøjde og opleve det stemningsfulde, gamle stuehus, hvor man kan høre om børns hverdag på landet. Efter rundvisningen åbner kartoffelværkstedet, hvor børnene kan lave kartoffeltryk.

 Kartoffelferie på Greve Museum, Bækgårdsvej 9, 2670 Greve:

Tirsdag d. 13/10 – fredag d. 16/10. Museet har åbent kl. 11.00 – 15.00.

Kartoffelværksted: Kl. 12-14.30.

Rundvisning i børnehøjde: Kl. 11.30 og kl. 12.30.

Der er begrænset antal pladser til rundvisningerne. Du kan booke plads på forhånd på grevemuseum.dk.

Krig og kartofler

På Mosede Fort er der kartofler på menuen, når husholdningslærerinden står klar med smagsprøver på sunde og nærende retter. Kom og lær om mad, smag og sundhed dengang og nu og få gode tips og ideer fra husholdningslærerinden, så du selv kan lave bæredygtig, lækker, historisk mad hjemme.

Du kan høre mere om kartoflens rolle i årene 1914-1918, når husholdningslærerinden guider rundt i udstillingen i kasematterne. Under 1. Verdenskrig var der mangel på mad i Danmark, priserne steg, og befolkningen hamstrede fødevarer. Derfor var det vigtigt, at kvinderne kunne tilberede et måltid, der både tog hensyn til den gode smag og pengepung. Krigen betød også nye madvaner, og kartoflen blev hurtigt populær, da den var både var sund og billig og kunne dyrkes overalt – også inde i byerne.

Heldigvis er der også mulighed for at dykke ned i madens historie, mens man nyder udsigten over Køge Bugt og får vind i håret. For de spilleglade er der nu et nyt tilbud på Mosede Fort, hvor man med mobiltelefonen i hånden kan udforske det spændende fortområde. Det er gratis at downloade appen ”Kampen om maden”, og så kan jagten på fortidens genkomster begynde. Ved hjælp af augmented reality bliver fortområdet forvandlet til et område, hvor mystiske genkomster nu skal indfanges med fortidskameraet.

Efterårsferie på Mosede Fort, Mosede Strandvej 87A, 2670 Greve:

Tirsdag d. 13/10 – fredag d. 16/10. Museet har åbent kl. 11.00 – 15.00.

Smagsprøver og øvrige aktiviteter: Kl. 11.30-14.30

Rundvisning for voksne: Kl. 12

Rundvisning i børnehøjde: Kl. 11.30 og kl. 12.30.

Der er begrænset antal pladser til rundvisningerne. Du kan booke plads på forhånd på mosedefort.dk.

[Historie-online.dk, den 6. oktober 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Godt håndværk
Kommunikation gennem tiden
1960’ernes Danmark