Menu
Forrige artikel

En dimension mere på Sporvejsmuseet

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 6218

Buskørslen har i årtier været et af de vigtigste elementer i den kollektive bytrafik. Det kan de besøgende på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm få et nærmere indblik i, efter at det midtsjællandske museum har indviet sin nye busudstillingshal på 2.600 kvadratmeter. I hallen udstilles omkring 30 museumsvogne. Både hestetrukne omnibusser fra de sidste årtier i 1800-tallet, deres efterfølgere, som er benzindrevne, de senere dieseldrevne busser og endelig eksempler på busser, der drives med elektricitet - dels fra luftledninger, dels batterier. Den ældste hestetrukne omnibus i udstillingen er fra 1897. Den yngste museumsbus er batteridrevet og årgang 2009!

Med åbningen af den nye busudstillingshal har Sporvejsmuseet fået en dimension mere, og der er langt bedre mulighed for at fortælle om bussernes bidrag til den kollektive bytrafik, siger museets leder, Mikael Lund.

Sporvejsmuseet overtog den offentligt ejede samling af museumssporvogne og -busser i 2003, da HT Museet i Rødovre lukkede permanent. Museet har dermed hovedansvaret for løbende at bevare et repræsentativt udsnit af vognparken for eftertiden. I busudstillingshallen kan de besøgende se både fuldt istandsatte museumsbusser og busser, der venter på at blive sat i stand efter et langt arbejdsliv og - for nogles vedkommende - en længere årrække i en garage, en ladebygning eller under åben himmel.

Hovedstammen i Sporvejsmuseets vognpark er fortsat danske og udenlandske sporvogne, som restaureres med henblik på at komme i trafik på museets to sporvejslinjer med sporvidderne 1.435 mm og 1.000 mm. Vognsamlingen anses for at være i top-5 på verdensplan.

Sporvejsmuseet ligger ved Jystrup mellem Roskilde og Ringsted. Museet er i sommerferieperioden 20. juni - 13. august åbent alle dage 10-17 undtagen mandage, hvor museet er lukket. Der kan i læses mere på Sporvejsmuseets hjemmeside www.sporvejsmuseet.dk

 

 historie-online.dk, den 23. juli 2017 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Nostalgi for de digitale generationer
Vandreinstallationen Stemmeboksen
1700-talsfestival på Gammel Estrup