Menu
Forrige artikel

En sommer i Mosbjerg som i gamle dage

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 1439

 

Der var engang, hvor skærme ikke fyldte så meget, som de gør i dag. Ja, de fyldte faktisk slet ikke noget, for de var ganske enkelt ikke opfundet, og det var også godt nok, for der ville ikke have været megen tid til at bruge dem. Dengang var dagligdagens gøremål i husholdningen nemlig meget mere tidskrævende, end de er i dag. Der var ingen vaskemaskine, der kunne vaske tøjet rent bare ved at trykke på et par knapper, heller ingen maskine, der klarede opvasken, ingen rindende vand fra en hane i køkkenet eller noget elektrisk komfur.

På Vendsyssel Historiske Museums afdeling i Mosbjerg kan du i skolernes sommerferie fra uge 26 til og med uge 31 opleve, hvordan husmandsfamilierne på landet levede i den første del af 1900-årene, hvor der var mange praktiske opgaver, der skulle løses, for at dagligdagen kunne hænge sammen. Der skulle f.eks. hugges brænde, tændes op i komfuret, luges i køkkenhaven, køerne skulle malkes med de bare næver, dyrene skulle fodres, der skulle muges ud, vandet skulle hentes ved pumpen, der skulle graves kartofler op til dagens varme måltid, der ofte blev serveret til frokost, og bages til eftermiddagskaffen. Måske var der også strømper, der skulle stoppes eller andet tøj, der skulle repareres og meget mere. Jo der var sandelig nok at få tiden til at gå med. Alt dette kan du opleve, når du besøger husmandsfamilierne, der her får et afbræk fra dagligdagen anno 2022 og skruer tiden over 100 år tilbage, hvor de oplever en helt anden form for samvær med familien end i dag. De glæder sig alle til at tage imod museets gæster, så kom endelig på besøg og få en hyggelig dag ved husmandsstedet i det smukke landskab, der omgiver museet på Landskab og Landbrugsmuseet i Mosbjerg.

I uge 26 står den første af sommerens husmandsfamilier klar til at hejse flaget og byde velkommen til årets første sommergæster. Her kan du se, hvordan de kærner smør til brug i husholdningen og meget mere. Hver uge kan man møde en ny husmandsfamilie i Mosbjerg.

Historie-online.dk, den 22. juni 2022]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Ladbytapetet udstilles i Kerteminde
Mød en rigtig drillenisse
Gamle Esbjerg-værksteder granskes