Menu
Forrige artikel

Erik Kjersgaard Prisen

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 1106

 

Den Gamle By gentager sidste års succes med den nye, historiske bogfestival ’Historien Lever’. Samtidig lanceres en særlig pris, der er opkaldt efter Den Gamle Bys tidligere direktør og historiker Erik Kjersgaard.

Den Gamle By forsætter med at udvide rammerne for, hvor meget man kan få ud af besøg i de populære, historiske miljøer. I weekenden 30. september og 1. oktober løber den historiske bogfestival af stablen, hvor man blandt kan høre om krigen i Europa, afvigernes ø, kongen af rock, statskup og havnearbejdere. 

Der er med andre ord noget for enhver smag, når Den Gamle By sætter fokus på nye historiske bogudgivelser i samarbejde med forfattere og forlag. 

Ny pris på 25.000 kr.

I forbindelse med ’Historien Lever’, indfører Den Gamle By en ny pris, Erik Kjersgaard prisen. Prisen uddeles til en eller flere personer eller institutioner, der har sat historie på dagsordenen og fremmet historieinteressen i Danmark. Det kan være aktuelt eller over en årrække.

Formålet med prisen er at fremme interessen for velfortalt historieformidling med faglig tyngde. Det være sig i bøger, radio, tv, podcasts, udstillinger, i foredrag eller på anden måde.

I Erik Kjersgaards ånd lægges der ved uddeling af prisen vægt på, at prismodtageren formår at nå ud til et stort og bredt publikum. Med æren følger 25.000 kr.

Opkaldt efter Erik Kjersgaard

Prisen er opkaldt efter historikeren Erik Kjersgaard (1931-95), der i en menneskealder formåede at sætte historien i spil og gøre den levende. Erik Kjersgaard havde sit virke ved Nationalmuseet, Danmarks Radio og som direktør i Den Gamle By.

Erik Kjersgaard Prisen uddeles af kredsen bag bogfestivalen Historien Lever. Formand for prisudvalget er Den Gamle Bys nuværende direktør Thomas Bloch Ravn.

Det er muligt at komme med begrundede forslag til prismodtagere frem til 18. august, som er Erik Kjersgaards fødselsdag. I midten af september offentliggøres de kandidater, som prisudvalget har nomineret, normalt tre, og uddeling af prisen foretages lørdag 30. september.

Erik Kjersgaards søn, tv-vært Clement Kjersgaard, modererer oplæg og debatter til Historien Lever.

Nomineringer modtages på dengamleby.dk/nominering

[Historie-online.dk, den 25. juli 2023]

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
HistorieLabs tidsskrift RADAR
Danmarks største privatsamling af Nimbus
Peter Freuchen - Historiens Aktører Nr. 46