Menu
Forrige artikel

Esbjerg Museum genåbner

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 4996

Efter halvandet års lukning slår Esbjerg Museum dørene op til ny stor kombinereret udstilling og historiske værksted om besættelsestiden.

Væk er ravudstillingen og oldtidsudstillingen, og ind er kommet en ny stor udstilling og historisk værksted, der breder sig over to etager og udelukkende har fokus på besættelsestiden i Esbjerg.

- Det er helt særligt, at vi ikke kun har lavet en ny udstilling, men at det samtidig er et historisk værksted. Det er en ny måde at tænke museum på, siger Anne-Sofie Lundtofte, leder af Formidling ved Sydvestjyske Museer.
– Vi har lavet det hele i et meget tæt samarbejde med MYRTHUE, der står bag mange læringstilbud til både dagtilbud og skoler i Esbjerg Kommune.

Det betyder bl.a., at MYRTHUE nu råder over museets lokaler mandag til onsdag, mens der er almindeligt åbent for publikum torsdag-søndag.

Leder af MYRTHUE - Natur, Kultur & Læring, Dorte Vind fortæller:
- Vi har nu tre lærerige tilbud til skolerne. Til de yngste har vi Den gamle Skolestue, som er flyttet fra Ungdomsskolen i Østergade. Til 9. klasse har vi Holocaust UndervisningsCentret, der byder på en helt særlig og ny arbejdsform. Og så kommer det historiske værksted i besættelsesudstillingen, hvor eleverne involveres i historien. Det har været spændende at flytte MYRTHUEs gamle besættelsessamling fra Spangsbjergskolens kælder og kombinere vores viden om undervisning med museets historiske kompetencer.

Ankerperson på det hele har været Henrik Lundtofte, leder af Historisk Samling fra Besættelsestiden under Sydvestjyske Museer:

- Vi kalder udstillingen/det historiske værksted for ”BESAT – Esbjerg 1943”. Vi viser ikke kun den store historie, men tager udgangspunkt i en fiktiv familie og har bygget et hus og en baggård op. Her følger vi de dilemmaer og udfordringer, som de enkelte medlemmer står over for under besættelsen. Det er meget involverende og vil give både børn og voksne noget at tage stilling til.

Indvielsen af den nye udstilling og historisk værksted er samtidig færdiggørelsen af fase 1 i en større modernisering af Esbjerg Museum, fortæller direktør Flemming Just, Sydvestjyske Museer.
– Vi har haft lukket i halvandet år og ud over nedtagning og opbygning af udstillinger har vi benyttet lukningen til at få renoveret en del af bygningen med nye vinduer og gulve og få skabt et nyt stort særudstillingslokale og et nyt indgangsparti.
- Ud over at vi og MYRTHUE har lagt rigtig mange kræfter i ombygningen, har det hele kun kunnet lade sig gøre, fordi lokale fonde og Esbjerg Kommune har været meget positive over for forslagene, slutter Flemming Just.

Esbjerg Museums hjemmeside

Historie-online.dk, den 23. januar 2018

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Udstilling om Københavns Vestegn
BIG DOCK på M/S Museet for Søfart
Byvandring – tag med på tur i ”forstadsjunglen”