Fortidsmindedag 2018
Med Fortidsmindedagen søndag den 22. april 2018 ønsker Slots- og Kulturstyrelsen sammen med landets arkæologiske museer atter engang at sætte rammerne for en dag i fortidsmindernes tegn.
Danmarks fredede fortidsminder rummer med oldtidens gravhøje, mystiske kultanlæg, middelalderlige borgbanker og senere tiders broer og vejdæmninger et væld af spændende fortællinger, der kan opleves direkte på stederne … besøger man en jættestue, befinder man sig i præcis samme rum som oldtidens bønder, der for 5.500 år siden opførte de mægtige stenkamre. Står man ved den vandfyldte voldgrav foran en af vore middelalderlige borge, er det lige så vanskeligt at komme over, som det var for den tungt udrustede kriger for 700 år siden.
Søndagen vil være spækket med muligheder for nye oplevelser med vor gamle monumenter og give rig mulighed for at høre om landets mange spændende og seværdige fredede fortidsminder i land og by.
Over hele landet er der arrangementer på Fortidsmindedagen. Fx på rekonstruktionen af Ravningbroens nordlige brofæste, der giver et indtryk af bygningsværkets imponerende dimensioner. På den nationale Fortidsmindedag 22. april kan man besøge de berømte fredede fortidsminder Troldborg Ring og Ravningbroen, sammen med to af VejleMuseernes museumsinspektører. Foto: VejleMuseerne
Og Museum Lolland-Falster inviterer til ruinerne af det mere end 600 år gamle birgittinerkloster, der engang fyldte Maribo med munke og nonner.
Også Nordjyllands Historiske Museum er med:
Vikingerne på Lindholm Høje
Med sine mange stensætninger, der markerer omkring 700 brandgrave, er Lindholm Høje et af Danmarks smukkeste fortidsminder fra yngre jernalder og vikingetid. Selve gravpladsen har været benyttet af skiftende landsbyer nær derved fra omkring år 400 e. Kr. til cirka år 1000.
På fortidsmindedagen 22. april vil museumsdirektør ved Nordjyllands Historiske Museum, Lars Christian Nørbach, med udgangspunkt i Lindholm Høje, fortælle om vikingernes liv i Nordjylland. Fra Lindholm Høje er der vidt udsyn over Limfjorden og Aalborg, og man kan herfra se næsten helt til den store vikingeborg Aggersborg mod vest, der blev anlagt omkring år 980. En borg, der indgik som et vigtigt element i kong Harald Blåtands samling af Danmark og Norge i sidste halvdel af 900-tallet. Foruden denne væsentlige begivenhed, fortæller Lars Christian Nørbach om Harald Blåtands kristning af danerne. Denne periode af Danmarkshistorien var derfor præget af højspændte politisk konflikter, som også har haft betydning for de vikinger, der blev gravlagt på Lindholm Høje i det sidste århundrede, inden højen blev dækket af flyvesand og forladt.
Men der er mange flere arrangementer.
Få en samlet oversigt over arrangementerne på kultunaut.dk
Historie-online.dk, den 10. april 2018