Fra sølvmønter til bitcoins
Moesgaard Museum har modtaget en stor bevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond til et forskningsprojekt som fokuserer på pengeøkonomien i den mørke middelalder. Projektet med titlen ’Dark Age Economics’ er ledet af arkæometallurg Thomas Edward Birch fra museets naturvidenskabelige afdeling. Planen er at undersøge sølvet i en række sølvmønter for at finde ud af, hvor sølvet stammer fra og dermed give forskerne en indikation af om pengeøkonomien er opstået hos en central magt eller er opstået blandt handlende på tværs af landegrænser.
Forskerne håber at blive klogere på det, der i den sene del af jernalderen i Sydskandinavien begyndte som et vægtbaseret betalingssystem, og udviklede sig til et symbol-baseret betalingssystem bestående af sølv-’sceattas’, der blev brugt som valuta ved handler på handelspladser. Den symbolske værdi kan sammenlignes med, hvordan Bitcoin fungerer i dag. Det decentraliserede økonomiske system, der blev etableret af de handlende, blev med tiden erstattet af en kongeligt kontrolleret udmøntning, som også fungerede udenfor handelspladserne. Men hvordan monetariseringen reelt skete er stadig ukendt. Nøglen til at forstå den monetære udvikling ligger i at undersøge, hvor sølvet er udvundet og videnskabeligt bekræfte sølvets oprindelse. Blev ’gammelt’ sølv fra brudssølvskatte genaktiveret og brugt som symbolsk valuta, eller blev nyt metal fra de europæiske miner efterspurgt til formålet i stedet?
Ved brug af banebrydende arkæologiske videnskabelige teknikker vil proveniensbestemmelse (oprindelsesbestemmelse) af sølv-'sceattas' belyse udviklingen af den forhistoriske økonomi, hvilket kan hjælpe til at forudsige fremtiden for nutidens decentraliserede digitale økonomier. Projektet bliver gennemført i samarbejde med Nationalmuseet, Aarhus Universitet og Sydvestjyske Museer.
Læs mere om projektet på Danmarks Fri Forskningsfonds hjemmeside
[Historie-online.dk, den 18. maj 2022]