Gabriel Jensen - Historiens Aktører nr. 52
I samfundet holdes regnskab over kroner og ører, og man taler om virksomheder der går godt og samfund, som er rige, modsat de som ikke tjener så mange penge, og hvor produktionen er for lav. Men i den slags regnskaber savnes helt væsentlige samfundsbetragtninger, som ligger ud over kroner og ører. Hvordan har kunsten det? Hvordan ligger det med tryghed og sikkerhed? Hvordan er folkesundheden, og hvordan er befolkningens livskvalitet? Det er spørgsmål som ikke besvares i direktionslokalerne eller i finansministeriet, og værre: man anser dem endda ikke for relevante.
Den, der skriver dette, har gennem mange år observeret livet på en lille kommunal legeplads, især kommunens investering i en gynge som børn kan sidde i, og som kan bringes i bevægelse i alle retninger. Edderkoppegyngen kalder vi den, fordi børnene, selv de små, kan sidde trygt i et net af tovværk. Denne lille sag har skabt fryd og gammen for talrige børn og forældre. Og de folk, som i budgetterne forstår at medtage den slags, burde have stor ros og hæder. Det afkast den slags investeringer giver kan ikke opgøres i kroner, men intet er vel vigtigere end den opvoksende generations trivsel.
Det forstod en skolelærer ved navn Gabriel Jensen. Han blev født i Ågerup ved Holbæk i 1861. København var i årene omkring 1900 i voldsom vækst. Industrialiseringen skabte arbejde, og det medførte en tilflytning af folk fra forskellige egne. Mange var landarbejdere uden uddannelse, og de fik arbejde i fabrikker og værksteder. For at huse de mange nytilkomne blev der opført boligkarreer, og hverken byplanlægning eller sikring af god boligkvalitet stod højt på bystyrets dagsorden. Dårlige lønforhold, dårlige boliger og usund levevis skabte sociale problemer i byen. Det blev ikke mindst bemærket af lærerne på byens skoler. De var dagligt konfronteret med børn som ikke trivedes og havde svært ved indlæring, og en af de skoler var Skolen på Enghave Plads. Sofus Bagger, som var skolens leder, begyndte at gøre noget ekstra for børnene fra de fattige hjem. Skolen organiserede lege på Enghave Plads, tog børnene med på små udflugter og slog til lyd for at bedre børns vilkår. Disse initiativer fik støtte i lærerkredse og i arbejdernes forskellige organisationer på Vesterbro. Børnevennerne dannede i 1905 en forening Vesterbro Friluftsforening. Formålet var at få børnene væk fra gaden og give dem friluftsoplevelser med leg og sport i det grønne. Et problem var det, at skoleferien var lang, og forældrene havde kun kort ferie. Derfor gjaldt det om at give børnene nogle gode oplevelser i ferieperioden. Søndermarken blev brugt til udflugter, og som noget helt nyt foretog man i 1906 en todages udflugt til Arresøen.
I 1908 kom kommuneskolelærer Gabriel Jensen fra Enghavevejens Skole ind i ledelsen af Vesterbro Friluftsforening, og med ham havde man fundet et lokomotiv, som kunne trække mange vogne. Der blev arrangeret flere udflugter bl.a. til Jægerspris, Skodsborg og Charlottenlund Strand og snart kom Malmø, Roskilde med domkirken og Hillerød med Frederiksborg slot med på programmet.
Kommuneskolelærer Gabriel Jensen, foto grundtvigskolen
Efterhånden fik Friluftsforeningen støtte fra mange sider og hele foretagendet var i udvikling. I 1924 døde Gabriel Jensen, børnenes ven, som der står på hans gravsten. Sofus Bagge foreslog at kalde organisationen op efter den afdøde: Gabriel Jensens Ferieudflugter, og i mellemkrigstiden, under krigen og lige til vor egen tid har Gabriel Jensens Udflugter stået for glæde og oplevelser til skolebørn. Det er en aktivitet som ikke kan påskønnes nok. Undertegnede mindes med glæde dengang, vi fra skolen med flere sporvogne, højt humør og madpakke kørte på udflugt til Zoologisk have. Den dag i dag eksisterer organisationen Gabriel Jensens ferieudflugter og giver skolebørn i København gode oplevelser.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien ”Historiens Aktører” her
[Historie-online.dk, den 5. januar 2022]
