Herregårdenes Dag
Når Herregårdenes Dag afholdes for femte gang bliver der mulighed for at besøge hele 44 spændende slotte og herregårde landet over.
Imponerende bygninger og smukke parker summer af liv den 20. august, når en lang række slotte og herregårde åbner for publikum med et væld af forskellige aktiviteter og arrangementer i anledning af den nationale Herregårdenes Dag.
”Man kan blandt andet komme med på eksklusive omvisninger og spændende havevandringer. Nogle steder kan man opleve levendegørelse, markeder, foredrag og spændende mad. Mulighederne er mange, og der er arrangementer over hele landet. Nogle arrangementer er gratis og andre kræver entré”, fortæller museumsinspektør Marie Kirstine Elkjær fra Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum, der koordinerer Herregårdenes Dag.
Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum står bag begivenheden Herregårdenes Dag, som afholdes for femte gang i år. Det hele koordineres af Marie Kirstine Elkjær. Foto: Gammel Estrup Danmarks
Herregårdsmuseum
Oplysningskampagne for herregårde
Herregårdenes Dag er iværksat af Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum, og tanken bag begivenheden er at sætte fokus på de danske slotte og herregårde, som er en væsentlig, men ofte overset, del af den danske kulturarv.
”Herregårdenes Dag er en oplysningskampagne for de danske herregårde og den historie og kulturarv, de repræsenterer. I Danmark findes omkring 730 herregårde, og det danske landskab er formet af herregårdene, der gennem århundreder har været den væsentligste drivkraft på landet. De store gamle hovedbygninger ligger stadig i landskabet som vidnesbyrd om godsernes enorme betydning – blandt andet som nogle af de største arbejdspladser i landområderne helt ind til midten af 1900-tallet. Med Herregårdenes Dag vil vi gerne invitere folk indenfor, så de får øjnene op for de mange smukke, storslåede herregårdsanlæg, der ligger overalt i landet”, siger Marie Kirstine Elkjær
Herregårdenes Dag har siden 2019 været afholdt hvert år den tredje søndag i august. Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum er tovholder på begivenheden, der bliver til i samarbejde mellem de deltagende slotte og herregårde. Programmet for Herregårdenes Dag kan findes på
www.herregaardenesdag.dk.
Slotte og herregårde, der deltager ved Herregårdenes Dag 2023
Nordjylland
Gammel Vraa
Havnø Gods
Herregården Hessel
Kokkedal Slot
Odden Herregård
Store Restrup
Voergaard Slot
Midtjylland
Gammel Estrup
Herningsholm
Løvenholm Gods
Moesgaard
Middelalderborgen Østergaard
Nørre Vosborg
Rosenholm Slot
Sophiendal Gods
Sostrup Slot
Spøttrup Borg
Syd- og Sønderjylland
Brundlund Slot
Gram Slot
Fyn og øer
Brahetrolleborg
Broløkke Herregård
Dallund Slot
Erholm Gods
Harridslevgaard Slot
Hvedholm Slot
Sanderumgaard Gods
Sjælland
Charlottenlund Slot
Egholm Slot
Gavnø Slot
Gisselfeldt Kloster
Gjorslev Gods
Jægerspris Slot
Thorvaldsen på Nysa
Roskilde Kloster
Rungstedlund
Rønnebæksholm
Sauntehus
Selsø Slot
Tersløsegaard
Lolland-Falster-Møn
Frederiksdal Gods
Krenkerup
Kærstrup Gods
Liselund Lystslot
Pederstrup
[Historie-online.dk, den 26. juli 2023]