Menu
Forrige artikel

Hofmusik på Kronborg

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 2102

 

Fra 2021 og tre år frem gennemfører Kronborg Slot og vokalensemblet Musica Ficta et storstilet samarbejde, som vil undersøge, dokumentere og formidle musikken ved det danske hof under Frederik 2. og Christian 4. Projektet vil blive den hidtil mest gennemgribende fremførelse og formidling af musikken fra denne glansperiode i dansk musikhistorie - og publikum er inviteret med fra første prøve!

Der blev skævet til de store europæiske fyrstendømmer, da man i renæssancen indrettede hofkulturen i Danmark. Det var med kunst og arkitektur, kongen udtrykte sin storhed, og her spillede musikken en væsentlig rolle.

Nu vil det danske vokalensemble Musica Ficta under ledelse af dirigent og komponist Bo Holten flytte ind på Kronborg de næste tre år og gå i dybden mellem alle de musikalske skatte, som den danske renæssance har at byde på. Samarbejdet udformes som en husensembleordning, hvor Musica Ficta i tre år vil være fast tilknyttet som ensemble in residence på Kronborg.

Musica Ficta på Kronborg. Foto: Per Morten Abrahamsen

Musica Ficta har i 23 år specialiseret sig i den tidlige europæiske vokalmusik og har altid arbejdet med at præsentere musikken i dens historisk præcise sammenhæng, så publikum kan få indsigt i den kontekst, musikken blev frembragt i. Kronborgs ambition er at skabe et levende museum, hvor publikum ikke kun oplyses om, men også oplever direkte, hvordan livet på slottet har været i dets storhedstid.

I løbet af projektet vil der blive gennemført sammenlagt 10 delprojekter med hver deres tematik, der nøje bliver kurateret med hjælp fra førende forskere på området. Alle delprojekter indeholder repertoire, som er komponeret eller blevet opført ved det danske hof mellem ca. 1580 og 1648.

Tematikkerne er bygget op omkring genrer som madrigaler, salmer, messer og motetter, omkring enkelte komponister som Mogens Pedersøn, John Dowland, Hans Nielsen og Heinrich Schütz samt tematikker som de flamske komponister på Kronborg og Kronborgmusikken under Frederik 2.

Hjørnestenen i samarbejdet er Musica Fictas daglige prøver, som vil være åbne for slottets gæster og bliver afholdt i de lokaler, som er passende for musikken. Musica Ficta vil så at sige blive en del af udstillingen og tilføre en unik auditiv dimension til gæsternes besøg. Som del heraf vil der dagligt være introduktioner både for skoleklasser og voksne besøgende, hvor Bo Holten og sangerne fortæller om musikken sammen. Musikken vil naturligvis også kunne opleves ved egentlige koncerter som afslutning på hvert delprojekt og vil også blive indspillet og udgivet.

Projektet omfatter også en undervisningsgren, hvor der vil blive gennemført undervisningsforløb med musikelever fra danske gymnasier. Der er desuden indgået aftale med Helsingør Folkeuniversitet, som med egne midler vil gennemføre parallelle kursusforløb svarende til de forskellige delprojekters tematikker.

Projektet er finansieret ved en samlet fondsdonation på 2,6 millioner kroner fra Det Obelske Familiefond, Louis-Hansens Fond og Augustinusfonden.

Dansesalen på Kronborg. Foto: Finn Christoffersen 

Læs mere om projektet på: : https://ficta.dk/blog/

[Historie-online.dk, den 5. januar 2021]
 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Udgravning af kvindegrav fra vikingetiden
Ingen julesul under 1. verdenskrig
Danske krigsfanger under Englandskrigen