Menu
Forrige artikel

Holmegaard Julemarked

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 367

 

Holmegaard Julemarked har vokseværk. I år præsenteres hele 120 stande - mere end en fordobling af sidste års 55 stande. Denne udvidelse gør, at Holmegaard Julemarked nu kan bryste sig af at være Danmarks næststørste julemarked målt på antal stande.

"Med årets udvidelse er Holmegaard Julemarked nu Danmarks næststørste julemarked, kun overgået af Gavnø. Det er noget, vi er meget stolte af," udtaler Kristoffer Rosner Rydahl, kommunikations- og marketingchef for Museum Sydøstdanmark, og fortsætter: "Men ambitionen er klar: Næste år håber vi at kunne præsentere Danmarks største julemarked."

Årets julemarked, som finder sted den 16.-17. november på Holmegaard Værk, byder på over 120 talentfulde designere og kunsthåndværkere, der sælger alt fra grafik til glas, keramik, smykker, mode, interiør, specialiteter og meget mere.

 

"Holmegaard Julemarked er et sandt designmekka fyldt med unikke julegaveidéer. Hvis du leder efter den perfekte, personlige julegave, er det her, du skal slå vejen forbi," fortæller Kristoffer Rosner Rydahl.

Julemarkedets standholdere er nøje udvalgt af museets egen komité, som har fravalgt mange ansøgere for at sikre markedets høje kvalitet og tilbyde et varieret udvalg af stande.

Meget mere end et julemarked

Ud over de mange stande kan besøgende i år også få en ekstra dosis julestemning. Man kan prøve kræfter med at puste sin egen julekugle, skabe sine egne unikke julegaver i glas og keramik i museets kreative værksteder, tage på julevandring eller hestevognstur i den idylliske glasby, gå på julejagt eller besøge museets imponerende udstillinger.

Normalt koster det 159 kr. at besøge Holmegaard Værk, men i anledning af julemarkedet kan du få adgang til hele oplevelsen for blot 40 kr. Børn har som altid gratis adgang ifølge med en betalende voksen.

Sted: Holmegaard-salen, Hebsgaard Hallen og Hytte 68
Dato og tidspunkt: 16. - 17. november, 10.00 - 16.00 begge dage
Pris: 0 - 40 kr. (inkluderer entré til museet)

[Historie-online.dk, den 23. oktober 2024]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Dannebrog - Kongeskib i 90 år
1700-talsfestival på Gammel Estrup
Byvandringer i Aalborg