Menu
Forrige artikel

Imponerende foredragsprogram i Andelslandsbyen

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 2235

 

Foredragsprogram i Forsamlingshuset i Andelslandsbyen Nyvang

27/1 kl. 14 FOREDRAGSHOLDERE: Anette Hoff, historiker og museumsinspektør ved Den Gamle By i Aarhus
Den Danske Kaffehistorie Annette Hoff, der er historiker og seniorforsker i Den Gamle By, er i gang med at udgive en ny bogserie med titlen Nydelsesmidlernes Danmarkshistorie. De to første bøger, Den Danske Kaffehistorie og Den Danske Tehistorie, udkom i efteråret 2015. Seriens tredje bind, om Den Danske Chokoladehistorie, er udkommet i efteråret 2016. Foredraget giver et levende indblik i danskernes dagligdag med kaffen fra 1660 og helt op til vor egen tid, og man får også et indblik i hvordan forholdet var mellem tedrikkere og kaffedrikkere. Et dybt greb i arkivernes og museernes samlinger har givet os helt ny viden om hvordan udviklingen er gået fra 1700-årenes luksus til nutidens hverdagsforbrug. Det bliver også klarlagt, hvorfor vi i dag er en nation af flest kaffedrikkere, skønt teen var størst i 1700-årene. Foredraget er ledsaget af mange af de nyoptagne billeder, der er i bøgerne.

10/2 kl. 14 FOREDRAGSHOLDER: Michael Ejstrup, historiker og forskningschef i sprog
Dansk sprog over sø og land Sproglig mangfoldighed trives i Danmark og vil uden tvivl også fremover være en del af vores hverdag. Skoler og medier har i flere hundrede år brugt københavnsk som rettesnor for rigtigt og forkert dansk; uden at skelne klart mellem skrift og tale. Vi har bestemt både smag og fine fornemmelser, når det gælder sprog. Tiden er inde til at øge fokus på forskellene snarere end på ensretning. Vestjysk, sønderjysk og sydsjællandsk er så godt som ukendt for andre end dem, der taler sprogene. Mange talere føler sig utilpasse ved at vælge deres modersmål, når det ikke er københavnsk. Den slags har stor betydning for vores tro på os selv og vores sprog. Tiden er inde til at glæde sig over vores sprudlende sproglige mangfoldighed.

24/2 kl. 14 FOREDRAGSHOLDER: Tina Olsen, tekstilformidler
Dragterne i Andelslandsbyen – Et blik på moden i 1940erne
Hvilket tøj gik almindelige mennesker i? Nyvang modtager rigtig mange donationer af tøj, men det er oftest pænt festtøj, da hverdagstøjet er slidt op og resterne genbrugt. Hvordan får vi et realistisk billede af hverdagens beklædning? Vi må se ud over de glittede fotografier af skuespillerinder og dykke ned i ukendte menneskers liv og hverdag. Med udgangspunkt i det daglige arbejde i tekstilen på Nyvang fortælles om hverdagens tøj og hvordan det genskabes. Vi kigger på de originale dragter og nogle af dem, der er syet til Nyvangs mange frivillige.

10/3 kl. 14 FOREDRAGSHOLDER: Line Jandoria Jørgensen, formidlingsinspektør i Andelslandsbyen Nyvang
Dividender, faner og højskolesangbøger – den nye tids bonde Religiøse vækkelser, landboreformer og økonomiske kriser rusker op i livet på landet i midten af 1800-tallet. Andelstiden tager sin begyndelse med helt nye muligheder – og helt nye udfordringer! Tag med på en rejse i tiden, hvor dividender, foreningsfaner og højskolesangbøger indtog sin plads i dansk kulturhistorie.

24/3 kl. 14 FOREDRAGSHOLDER: Landsbyorkesteret
Kom, lyt og syng med Landsbyorkestret spiller tidens toner fra 1930-1950’erne, som den lød i radioen, og som folk dansede til rundt om i hele landet. Kom og lyt til den herlige musik og syng med.

7/4 kl. 14 FOREDRAGSHOLDERE: Benjamin Lamberth, markedsføringschef i Andelslandsbyen Nyvang
Landet under havet Lammefjorden, Vesteuropas laveste punkt, har gennemgået en fantastisk forvandling fra havbund til verdenskendt landbrugsland. Fjorden rummer et væld af dramatiske fortællinger om nybyggerne på det mudrede havland, over kampen for at holde sammen på diget i storme, der truede med at oversvømme hele egnen, til fortællingerne om de små landsbyer, der med jernbanen blomstrede op og skabte en centralisering, der stadig pågår i dag. Vi skal omkring mystiske, bundløse huller, levende landeveje og så vidt vides verdens eneste flydende rundkørsel.

14/4 kl. 14 FOREDRAGSHOLDER: Carsten Egø Nielsen
Pigerne på Sprogø Christian Keller, overlæge ved de Keller’ske anstalter, oprettede i 1923 internatet på Sprogø for åndssvage, seksuelt løsagtige kvinder. Internatet eksisterede til 1961. Keller var også initiativtageren til Lov om Adgang til Sterilisation i 1929, Europas første racehygiejniske lov. Allerede i 1911 havde Keller fået oprettet et tilsvarende internat for mænd på Livø. Vi skal høre historien om kvindehjemmet på Sprogø og om nogle af skæbnerne, fx om en pige, hvor lægen i ansøgningen om at komme til Sprogø bl.a. skrev: “Forældrene har forsøgt at sende hende ud at tjene, men hun kan slet ikke udføre noget Arbejde på egen hånd…..De senere År har hun haft stærke erotiske Tilbøjeligheder, så Forældrene må passe på hende både Dag og Nat.” Men vi skal også høre om baggrunden for anstalten og om hverdagen for beboerne, samt om lukningen i 1961. Foredragsholderen er uddannet historiker fra Odense Universitet. Han har skrevet talrige lokalhistoriske artikler, og er forfatter til afsnittet om perioden 1914-2013 i Slagelse bys historie, der udkom december 2013. Endvidere udgav han i 2014 en bog om Slagelse under besættelsen.

Sprogø

Andelslandsbyens hjemmeside

[Historie-online.dk, den 23. januar 2019]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Museumsnumre 97 - Pølsehorn
Oplev smukke og sjældne smykker fra vikingetiden
Museumsnumre 88 - Herrehatte og - kasketter