Inge Adriansen døde den 27. oktober 2017
Fredag 27. oktober 2017 døde Inge Adriansen efter lang tids kamp med den kræftsygdom, hun har lidt af gennem adskillige år, men nægtede at lade sig kue af. Det blev afslutningen på et liv, som har sat sig helt usædvanlig store spor på mange områder.
Inge Adriansen var uddannet lærer, men blev i 1969 ansat på Museet på Sønderborg Slot, som blev udgangspunktet for hendes virke i 45 år. Den slags jubilæer er ikke moderne mere, men ingen, som kender bare lidt til Inge, vil beskylde hende for stilstand. Hun har i sjælden grad været med til at vise nye veje.
Få museumsinspektører ved danske provinsmuseer – om nogen - har præsteret en forskning, der i bredde og dybde kan måle sig med Inges. Hun har skrevet et stort antal bøger og artikler og publiceret alle steder fra helt lokale skrifter til internationale tidsskrifter. Hendes vægtigste bøger og de fleste internationale artikler handler om national identitet, nationale symboler og erindringssteder, men hun fik største folkelige gennemslag med sine bøger, artikler og opskriftsamlinger om sønderjyske madkultur, ikke mindst som den historiker, der har taget det sønderjyske kaffebord op til seriøs behandling, men også holdt det ved lige ved at udgive bøger med opskrifter. Ud over det har hun skrevet om så meget andet: om krig og kærlighed, hertuger og teglværker.
Der er dog én fællesnævner for det hele. Stort set alt hvad hun har skrevet, har på én eller anden måde udgangspunkt i det Sønderjylland, hun ikke var født i, men hvor hun havde hele sit faglige virke og formåede at blive én af landsdelens vigtigste kulturpersonligheder. Inge så den rigdom, der er i landsdelens særlige historier og traditioner og dens rod ikke mindst i mødet mellem dansk og tysk. Det formåede hun at se på med et blik, der forenede dyb kærlighed med kritisk sans.
Inges møde med egnens dansk-tyske fortid var præget af en sikker forankring i det danske og stor åbenhed over for det tyske. Museet på Sønderborg Slot var skabt af det nationalt neutrale Historisk Samfund for Als og Sundeved og holdt sig traditionelt på afstand af Historisk Samfund for Sønderjylland, som er født som en dansk-national forening. Trods det, fremstod museet på mange måder meget dansk.
Inge var i høj grad med til at løse op for begge dele. Hun var et mangeårigt og værdsat medlem af styrelsen for Historisk Samfund for Sønderjylland, men tog initiativ til, at foreningen udgav to billedbøger om den kontroversielle periode 1918-20, som blev lavet sammen med tyske kolleger. Samarbejdet med tyske kolleger fik dog sit fineste udtryk i fælles udstillinger for Sønderborg Slot og tyske museer om Istedløven, de slesvigske hertuger og mennesker i krig 1864. I dag er det en selvfølge, at vi kan samarbejde med tyske kolleger også om de emner, som tidligere skabte den nationale strid. Inge har bidraget til at skabe den selvfølge.
Samtidig er de tre nævnte udstillinger eksempler på hendes store indsats også på dette område. Hun har bidraget til eller stået bag utallige udstillinger, som favner så vidt som hendes virke i øvrigt. Med udstillingen ”Sønderjyllandsbilleder” har hun været med til at arbejde med at se helt aktuelt på de store spørgsmål om identitet og symboler, hun generelt arbejdede med, og i nogle af sine sidste år var hun med til at skabe nye basisudstillinger om centrale emner i Sønderjyllands historie som Første Verdenskrig og Genforeningen. Ikke mindst må hendes store indsats for at redde Cathrinesminde Teglværk og at udvikle det til det museum, det er i dag, dog nævnes. Her så hun den rigdom, stedet repræsenterer, som lokal identitet og nationalt industriminde.
Arbejdet med Cathrinesminde var båret af et tæt samarbejde med lokalbefolkningen, og her ser vi endnu en side af Inges store engagement og evner. Hun har holdt utallige foredrag, siddet i mange bestyrelser og i det hele taget været engageret på mange måder. For det arbejde blev hun kendt, respekteret og afholdt. Det hænger sammen med, at Inge oven i sin faglige indsats havde en sjælden evne til at være nærværende, hvor hun var, og gøre næsten ethvert møde til noget særligt. Det var lidt som i den bibelske fortælling om bespisningen af de 5.000. Man oplevede, at hun blev ved med at dele ud af ikke bare sin viden og sit engagement, men af sig selv, men jo mere hun delte, jo mere var der.
Inges engagement fortsatte til det sidste. Knap fjorten dage før sin død nåede hun at være med til at præsentere bogen ”Als og Sundeved. Mad, mennesker og måltider”, som hun havde lavet sammen med fotografen Torben Ulrik Nissen. To bøger mere, som hun har skrevet eller bidraget markant til, er på vej til udgivelse. Endnu et par måneder før hun døde, sagde hun til mig: ”det giver stadig dyb mening at stå op og arbejde med disse ting hver dag”, skønt hun udmærket var klar over, hvor syg hun var.
Det er så forbi nu, skønt vi stadig har bøgerne, opskrifterne og nogle af udstillingerne. Men kolleger, journalister og den sønderjyske offentlighed er for altid afskåret fra at bruge én af de mest almindelige arbejdsmetoder fra adskillige årtier. Metoden hed ”spørg Inge”.
Carsten Porskrog Rasmussen
Overinspektør, Museum Sønderjylland.
Historie-online.dk, den 5. november 2017
