Menu
Forrige artikel

Jernbanekilder.dk

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 4880

Jernbanekilder.dk - En ny verden med tusindvis af billeder, film og tegninger hos Danmarks Jernbanemuseum 

Få adgang til tusindvis af fotos, tegninger, kort og gamle jernbanefilm på Danmarks Jernbanemuseums nye portal: jernbanekilder.dk. Dyk ned i fortiden via din tablet, telefon eller computer og bliv klogere på jernbanekulturarven. Find ud af, hvordan stationen så ud i gamle dage, kør en tur med damptoget eller nyd de mange fine billeder, der går helt tilbage til jernbanens barndom.

Danmarks Jernbanemuseum har en stor og fremragende samling af billeder, postkort og tryk med relation til den danske jernbanehistorie. Denne samling har siden 2016 været tilgængelig digitalt for alle. Med jernbanekilder.dk er der netop tilføjet tusindvis af tegninger af rullende materiel, tekniske tegninger med detaljer af lokomotiver og vogne, arkitekturtegninger og malerier. De første 75 dokumentarfilm kan også ses via jernbanekilder.dk. I næste fase bliver museets samling af jernbanerelateret kunst og plakater tilgængelige on-line. Jernbanekilder.dk bliver hjørnestenen i den digitale formidling af museets samling af fotografier, film, kunst, tegninger, kort og sporplaner, arkivalier, småtryk og meget andet til belysning af de danske jernbaners historie.

Det er kun en begrænset del af Danmarks Jernbanemuseums samlinger, som kan fremfindes on-line. Alene fotosamlingen indeholder skønsmæssigt 200.000 billeder, og af disse er 8.000 fotos i øjeblikket scannet og digitaliseret. De 75 dokumentarfilm, der nu kan ses, er kun en beskeden del af ”guldet” i samlingerne. Ved etablering af jernbanekilder.dk har der været stor fokus på brugerfladen og søgefunktionerne. Det skal være let at søge i dokumentationsbasen. Den nye dokumentationsbase er tilrettelagt i et tæt samarbejde med leverandøren af Cumulus-programmet, Attention Solutions ApS i København. Attention Solutions benyttes i dag af bl.a. Nationalmuseet og Det Kongelige Bibliotek.

Tegning af en tankvogn til transport af svovlsyre, 1901

Billedet på forsiden er et motiv fra København, 1908, udført af Wilhelm Wils. Billedet viser Nordbanegården (tv.) og Holtebanestationen (th.) set fra Vester Farimagsgade.

Historie-online.dk, den 11. juni 2018

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Krigens kaos
Rasmus Malling-Hansen - Historiens Aktører nr. 43
TV-tips, uge 42, 2024