Kjeld har mere end 800 kameraer i sin samling
Du har helt sikkert et kamera liggende derhjemme et sted. Men du bruger det måske meget sjældent. Vores mobiltelefoner har overtaget kameraets funktion, men for 56-årige Kjeld Jensen er det slet ikke det samme. Han samler på antikke, analoge kameraer, og det har han gjort i mange år. I hans hjem i Ringkøbing står samlingen sirligt udstillet på den ene reol efter den anden. Det skriver DBA Guide.
Samlingen rummer gamle kameraer, der er mere end 150 år gamle. Og der er ikke så få. Kjelds samling er oppe på mere end 800 kameraer, og han har ikke i sinde at stoppe med at anskaffe sig flere. Mens mange unge de seneste år har købt løs af analoge kameraer, som er blevet en stor trend, har Kjeld fra Ringkøbing været i gang med at samle siden før de unge, trendy danskere blev født.
Kjelds samling indeholder et utal af forskellige modeller og mærker indenfor fotoverdenen. Nogle gange har han også lidt svært ved at finde, det han leder efter i mængden. Foto - DBA Guide
Har du dette kamera derhjemme? Det kunne Kjeld godt bruge
Med så stor en samling af gamle kameraer skulle man tro, at flere af dem var blevet slidte og havde mistet deres værdi. Det er ikke tilfældet i Kjelds samling. De er passet godt på, og nogle af dem er yderst værdifulde. Disse kameraer kalder Kjeld for 'Kronjuvelerne' i samlingen.
Det er de såkaldte Nellerød-kameraer, der er fremstillet af den danske snedker Jens Poul Andersen i den sjællandske by Nellerød uden for Helsinge i Nordsjælland. Han lavede kameraerne i 1890'erne, og nogle af dem står altså hjemme ved Kjeld.
- Jeg har fire, men jeg kunne sagtens bruge flere, hvis det kom an på det, fortæller Kjeld med julelys i øjnene til DBA Guide.
Han har anskaffet sig et af de dyrebare kameraer på DBA, hvor der i skrivende stund ingen Nellerød-kameraer er til salg. Man skal altså holde godt øje, hvis man er interesseret i sådan et.
"Kronjuvelerne" i Kjelds samling
Kjeld vil aldrig af med sine Nellerød-kameraer, som er helt særlige. Det mest dyrebare kamera i samlingen er da også et af disse, der er lavet i Cuba mahogni.
- De er sjældne. Det her er unika. Der findes kun ét, der ser ud som det her, fordi det er kameraer, der blev lavet på bestilling, fortæller Kjeld til DBA Guide.
Han vurderer at kunne få 10.000-12.000 kr. for det, hvis han en dag vil sælge det.
For at få kvinder til at købe kameraer, lavede Kodak deres 'Petite'-kamera i starten af 1930'erne til kvinder. Sammen med kameraet kunne man købe en pudder og en læbestift. Foto - DBA Guide
Det synes Kjelds kone om samlingen
I Kjeld og konens forhold er der gennem årene opstået en form for byttehandel, der nok i større eller mindre grad findes i de fleste parforhold. Byttehandlen går ud på, at når de er ude at rejse sammen, skal Kjeld altid lige ind på det lokale teknik-museum.
- Hun bliver slæbt med rundt på de forskellige tekniske museer og fotomuseer. Det må hun finde sig i. Så må jeg tage med ind og se nogle skobutikker i stedet for, siger Kjeld med et smil på læben til DBA Guide.
Det er ikke fordi, Kjeld normalt blander tingene sammen. Hans store kærlighed til de analoge kameraer bliver ikke taget med ind i ægteskabet mere end højst nødvendigt. Det er kun på rejserne, det sker. De blander sig ikke i, hvad hinanden bruger penge på.
Disse kameraer er Kjeld altid på jagt efter
Kjelds samling indeholder hele 800 kameraer, men på trods af det er Kjeld altid på udkig efter flere spændende kameraer. Det er især Nellerød-kameraer, han altid håber på at finde, fordi de er så specielle og unikke. Kjeld er generelt interesseret i, hvor gamle kameraerne er. Han leder også helstefter kameraer, der er lavet før år 1930.
Selvom samlingen står flot på rad og række på reoler ned gennem loftsrummet, gemmer Kjeld på en kasse med kameraer, han er klar til at bytte til nogle kameraer, han endnu ikke ejer. Han er dog også bevidst om, hvorfor den kasse endnu ikke er taget i brug:
- Jeg er langt bedre til at købe, end jeg er til at sælge, fortæller Kjeld til DBA Guide.
Det er nok også derfor, han har så mange i samlingen. Fordi han langt hellere vil have kameraer ind i samlingen end ud.
[Historie-online.dk, den 1. december 2021]