Kolding Stadsarkiv Uddannelsestjeneste
Kulturudvalget har sikret uddannelsestjenesten på Kolding Stadsarkiv fra januar 2019. Det sker med en bevilling på 57.000 kr. i 2019 og 457.000 kr. fra 2020 og fremefter. Hermed er muligheden skabt for, at arkivet kan bidrage positivt og fungere som en kulturel løftestang ind i børne- og uddannelsesområdet
Med bevillingen er der for alvor bygget bro mellem kultur- og skoleverdenen. Baggrunden herfor er, at Kolding Stadsarkiv siden den seneste folkeskolereform har formået at omsætte den åbne skole i praksis, så eleverne i Kolding får mulighed for at opleve historien som en aktiv og konkret del af deres hverdag og liv. Hermed får eleverne også en dybere forståelse af, hvordan de selv er en del af Kolding kommunes historie.
Siden 2015, hvor uddannelsestjenesten blev etableret, har arkivet oplevet en stigende efterspørgsel på deres skræddersyede undervisningsforløb, der alle er udviklet i et tæt samarbejde med skolelærere i hele kommunen. Alle forløb er kendetegnede ved at koble flere fagligheder i et samlet forløb, hvor der arbejdes aktivt med flere forskellige læringsstile på én gang. Det har resulteret i en række pædagogiske dogmer på arkivet, hvor historiefaget bl.a. er flyttet fra primært at være et læsefag til også at udfolde sig som et mere sansende fag. Det er en nyskabende og anderledes måde at arbejde med historien på – både i skoleregi og i arkivverdenen.
Et af de forløb, der er særlig efterspurgt for tiden, er arkivets demokratiforløb: ”Demokratiet er mit – ordet er frit”, som er udviklet til Folkeskolens 8.-9. klasser. Forløbet giver eleverne mulighed for i autentiske rammer at afprøve og få indsigt i deres nærdemokrati, og hvordan de selv kan blive en aktiv del af det. Som en del af forløbet møder eleverne også en byrådspolitiker, som de præsenterer for et forslag, som de forinden har stemt om.
- Vi ønsker at inddrage eleverne i undervisningen på en måde, der både gør historien konkret og relevant, og som samtidig understøtter elevernes læring og deres demokratiske dannelse, understreger stadsarkivar Lene Wul.
På få år har uddannelsestjenesten på Kolding Stadsarkiv udviklet sig til at fyrtårn, hvor der er skabt national opmærksomhed omkring arkivets model for, hvordan der kan arbejdes innovativt og systematisk med den åbne skole, hele tiden med elevernes læring og motivation i centrum.
[Historie-online.dk, den 29. januar 2019]