Menu
Forrige artikel

Krisens konsekvenser

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 766

 

Et arkæologisk og biologisk-antropologisk forskningsprojekt om den senmiddelalderlige krises indflydelse på bysamfund i Skandinavien.

Hvordan reagerer mennesker og samfund når krisen rammer? Det er et spørgsmål som desværre er højaktuelt for vores tid, hvor kriser i form af klimaforandringer, pandemi, krig og ufred ikke længere er abstrakte størrelser, men præger vores hverdag. Forskere i sociologi, økonomi, miljø, medicin og politik beskæftiger sig med dette spørgsmål, for at vi som samfund kan blive bedre til at forstå og håndtere de kriser, der omgiver os. Men det er ikke kun studier af nutidens kriser, der rummer et svar – udforskning af fortidens kriser kan også gøre os klogere på krisernes konsekvenser.

Et nyt arkæologisk og biologisk-antropologisk forskningsprojekt på Museum Odense skal netop dykke ned i en periode i fortiden, som rummer en af de bedste paralleller til nutidens mangefacetterede krisesituation. I perioden 13-1500 udspillede den såkaldte senmiddelalderlige krise sig. Det var en af historiens største og mest samfundsforandrende kriser, der ligesom nutidens krisesituation, bundede i ændret klima, epidemier og ufred.

Vi vil undersøger konsekvenserne af den senmiddelalderlige krise for livet i middelalderens byer - for byerne som samfundsform og for det enkelte menneske – ved at se på forandringer i periodens begravelsespraksis, bebyggelsesmønstre og forbrug.

 

Helt konkret betyder det, at vi skal kigge på begravelserne fra Skt. Knuds og Skt. Albani kirkegårde samt udgravningerne fra Odenses middelalderlige bykerne. Hvad kan middelalderens odenseanere, deres huse og ting de omgav sig med, fortælle om krisens konsekvenser for levevilkår, sygdomme, forbrugsmønstre og religiøse overbevisninger?  Og hvordan kan dette gøre os klogere på nutidens kriser?

Alt dette undersøger vi i samarbejde med ADBOU – Antropologisk Afdeling, Retsmedicinsk Institut på Syddansk Universitet samt forskere fra Stockholms Universitet, Norges Teknisk-Naturvidenskabelige Universitet, Kiels Universitet og Nordjyske Museer.

Projektet er støttet som en del af Augustinus Fondens indsats for Forskning i Kultur, hvor fonden har prioriteret 90 mio. kr. i årene 2021-2023.

”Krisens konsekvenser” er den del af forskningsprogrammet Urbane Transformationer med fokus på tidlig bydannelse, urbanisering og bysamfundets forandring. ”Krisens konsekvenser” bygger bl.a. videre på projekterne ”Albani Kirke i det tidlige Odense”, ”Urbane Landskaber” og ”Købstadens strukturer og mennesker”.

Dødedansen, gengivelse fra 1852 v. Carl Julius Milde af Bernt Notkes maleri i Marienkirche i Lübeck, c. 1463.

[Historie-online.dk, den 1. november 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Erik Westerby-prisen
Trap Danmark København I og II
Historiens Aktører - Personregister