Liv og død i sen jernalder og vikingetid
Lejre Museum lancerer nyt og gratis digitalt nyhedsbrev om Danmarks forhistorie. Første udgave udkommer 5. februar 2021
De største kendte bygninger fra sen jernalder og vikingetid stod ved landsbyen Gl. Lejre. Mange arkæologiske fund fra området bekræfter, at her var magt koncentreret i datiden, ikke blot i et par årtier, men gennem mere end femhundrede år! Storladne sagn, der kendes internationalt, knytter sig til skjoldungerne med talrige referencer til Lejre.
Nu får alle med interesse for kongerigets fascinerende forhistorie omkring Lejre i den sene jernalder og vikingetid så en ekstra mulighed for at følge med i, hvad der kommer af ny viden og nye analyser fra området.
Museumsorganisationen ROMU, der driver Lejre Museum, opretter nemlig et nyt, digitalt nyhedsbrev med særligt fokus på den absolutte storhedstid for Lejre som et magtcenter i danernes rige.
Museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard ser flere gode grunde til at rette fokus mod Lejre:
“Betydningen af Lejre som forløber til det kongerige og de magtstrukturer, vi kender i dag, har længe været underbelyst. Men de senere års videnskabelige og arkæologiske undersøgelser har påvist, at her er virkelig noget at komme efter. Så det er i virkeligheden på høje tid at skabe en systematisk og vedholdende formidling, der er tilgængelig i hele landet via nettet, om et sted, der har været med til at gøre os til det, vi er i dag som nation”.
Det bliver museumsinspektør Isabella No’omi Fuglø, der hver måned med start fra 5. februar kommer til at redigere og udsende det nye digitale nyhedsbrev om kongelig magt i liv og død i sen jernalder og vikingetid i Lejre. Og hun glæder sig:
“Jeg vil så hamrende gerne skubbe gang i en vigtig snak. Vi har brug for at se nærmere på det univers af sagn, myter og konger, der knytter sig til Lejre som Danmarks tidligste kongesæde. Verdens øjne hviler på Lejre, hvilket vi sætter lys på i det kommende nyhedsbrev. Historien står ikke kun skrevet i sten. Den er meget mere dynamisk, og vi bliver hele tiden klogere. Nyhedsbrevet skal komme med løbende input til samtalen”, siger Isabella No’omi Fuglø. I foråret skabte Isabella No’omi Fuglø sammen med arkæolog Julie Nielsen og videomedarbejder Karina Bude en stribe oplysende videoindslag om Lejres storhedstid fra århundrederne før Jelling og før Harald Blåtand. Lejre Museum har som forsøg i 2020 i forskellige samarbejdsformater også søsat et digitalt skolemateriale, en podcast og en digital foredragsserie om egnens rige kulturarv. Og det er erfaringerne herfra, som nu underbygger og udbygges i det elektroniske nyhedsbrev.
“Vi kan se, at Lejre har en tiltrækningskraft, som rækker langt, langt uden for kommunegrænsen. Vi står med et nationalt klenodie. Og derfor inviterer vi nu mange flere med ind i den verden af nye opdagelser, der stadig venter forude, når det gælder om at forstå, hvad der skabte vikingernes magtbaser og livsrammer”, slutter museumsinspektør Isabella No’omi Fuglø.
[Historie-online.dk, den 3. februar 2021]