Menu
Forrige artikel

Livet i kollektiverne på Djursland

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 6645

Ny udstilling på Museum Østjylland i Grenaa: Det Flyvende Hjerte – Kollektiver på Djursland åbner lørdag den 21. april 2018 kl. 11 med en stor fest på Museum Østjylland, Søndergade 1 i Grenaa. Særudstillingen kan ses frem til søndag den 28. oktober 2018.

Visionerne og armbevægelserne var store, da en flok langhårede unge mennesker med afghanerpelse i 1970’erne rykkede ind i gamle husmandssteder på Jyllands næse. Her ville de realisere drømmen om det store fællesskab på landet.

Livet i kollektiverne på Djursland er omdrejningspunktet for Museum Østjyllands nye særudstilling Det Flyvende Hjerte – Kollektiver på Djursland. En farverig udstilling lavet i tæt samarbejde med tidligere kollektivister fra egnen og udstillet på museet i Grenaa.

Særudstillingen er en fascinerede historie om det levede hverdagsliv i nogle udvalgte kollektiver på Djursland, om produktion, bæredygtig levevis, børneliv og kulturmøder i 1970’erne og 80’erne. Helt i kollektivisternes ånd er udstillingen hovedsageligt bygget af genbrugsmaterialer.

”Med deres anderledes udseende, musiksmag og syn på verden satte de mange kollektivister deres præg på Djursland. De ønskede at skabe et andet samfund, der ikke var præget af tanken om forbrug, men hvor familien og ideen om selvforsyning var det bærende”, forklarer udstillingens tilrettelæggere Tina Bjerregaard og Lea G. Møller.

Et hjerte med vinger

Udstillingens titel Det Flyvende Hjerte stammer fra et symbol, som blev opfundet i kollektivet Granlunden. Symbolet (et hjerte med vinger) blev et vartegn, som kollektivisterne brugte, når de lavede musik, teater, demonstrationer, cirkus mv. Hjertet optræder også i kollektivernes fælles blad, Indkøbstidende.

Kollektivisternes arv på Djursland

Udstillingen Det Flyvende Hjerte – Kollektiver på Djursland fortæller bl.a. historien om et andet verdenssyn, om arbejdet med selvforsyning og bæredygtighed og om mødet mellem kollektivister og djurslændinge.

Der er et særligt fokus på historien om den arv, kollektivisterne efterlod sig, da kollektiverne opløstes, og de tidligere kollektivister flyttede i familier. Denne del af historien er iscenesat af en gruppe af de mange tidligere kollektivister, der endnu bor på Djursland.

”Faktisk har tidligere kollektivister bidraget i arbejdet med udstillingen hele vejen fra idé til udstillingsåbning. De har givet deres uundværlige og autentiske input til udstillingen, ” fortæller Tina Bjerregaard og Lea G. Møller.

Fejres med musik, gak og gøgl

Åbningsfesten står naturligvis også i kollektivets tegn, og der er underholdning for både store og små.

Gøgleren Tonny Trifolikom, som også har været en del af kollektivbevægelsen på Djursland, underholder i museumsgården, og scenen fyldes af musik fra djurslandskollektiverne. Har udstillingens gæster lyst til at bidrage til underholdningen, byder eftermiddagen på åben scene. Her kan alle modige fatte en guitar og give et nummer fra tiden.

For at skabe den helt rigtige stemning har en gruppe 70’er-entusiaster slået lejr i museumsgården med 70’erkøretøjer og hippiemusik.

Opvokset i kollektiv

Udstillingen åbnes af Karoline Bergkvist Søgaard, som foruden at være medlem af kultur- og fritidsudvalget i Norddjurs Kommune også er vokset op i kollektiv på Djursland. Derfor har hun et indgående kendskab til både området og livet som barn i kollektiverne.

Foto: Selvforsyning var en væsentlig del af kollektivisternes idealsamfund, og derfor dyrkede de markerne omkring deres husmandssteder og små landbrug. Ofte brugte de helt gammeldags redskaber, men en traktor var en uundværlig del af livet i et landkollektiv.

Historie-online.dk, den 18. april 2018

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Dansk opfindsomhed under Coronakrisen
I skyggen – De første kvindelige fotografer
Verdens ældste tandbørste