Menu
Forrige artikel

Museum på Rejsen 21: Landeszeughaus Graz, Østrig

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 6848

 

Alle museer rummer unikke genstande eller samlinger, men der er samlinger som er helt ud over det sædvanlige, fordi de er autentiske, altså ikke bragt sammen over lang tid og resultat af en særlig indsamlingspolitik. Et sådant museum er "Landeszeughaus” i byen Graz i det østrigske Steiermark.

Graz er en køn by, velordnet, ren og med smukke huse og pladser i Altstadt. Har man nogensinde mulighed for at komme dertil i september, skal man sørge for at ankomme, når AUFSTEIERN festival fejres. Det er Østrigs største folkekulturfest. Man skal i god tid sørge for overnatning, for byen er fyldt med mennesker. Omkring 100.000 besøger festivalen. Mange af deltagerne kommer i de smukke traditionelle dragter.

 Østrigske spillemænd ved festivalen AUFSTEIERN

Byen er fyldt med tribuner, hvor der er meget forskellig at se og høre, ikke mindst musik og dans. Hertil kommer et utal af spisesteder og boder med alle mulige lækkerier og kvalitetsprodukter. Især øl og vin af god kvalitet står i høj kurs, og hele byen er præget af glad og gemytlig stemning. Man kan gå fra tribune til tribune og blive godt underholdt: foredrag, korsang, folkedans, diverse folkemusik, og  f.eks. opleve det originale ”Schuh-platter”, hvor de optrædende danser til musikken og slår på skosålerne og råber. Der er også jagthornsblæsere, harmonikamusik og optrædende som knalder med piske i takt til musik. Det meste er traditionelt, men indimellem er der også ny musik, f.eks. oplevede vi en sekstet som hed ”Gestern und Heut”.

En hattebod på festivalen med kvalitetshatte.

Det mest interessante er nok at studere folkelivet. Omkring halvdelen af publikum er klædt på med traditionelt tøj, og de ser godt ud. Tøjet sidder og er af god kvalitet. Kvinderne med kulørte kjoler og smukke hvide bluser, som fremhæver busten, mændene i knækorte læderbukser og med hvide skjorter, derover vest eller jakke, og mange bærer en hat. Rigtig nydeligt og helt anderledes end vore dages folkedragt: slidte cowboybukser, en  formløse t-shirt med påtrykt reklame og en billig kasket. Det er også interessant at iagttage menneskers udtryk og gebærder, at se de mange smilende ansigter, se en stolt far med sin lille søn, unge forelskede, gamle som holder om hinanden, se to ældre mænd, gamle venner, mødes, hilse på hinanden med begge hænder på hinandens skuldre, klappe hinanden hjerteligt på skuldrene og se deres ansigter lyse af gensynsglæde. 

 Indgangen til Landeszeughaus

Javel fest og glæde i Graz, men der har været andre tider, tider med krig og ødelæggelser. Østrig var i 1500- og 1600-tallet involveret i en langvarig krig med det osmanniske rige, som ekspanderede på Balkan. Område efter område måtte give op i kampen og måtte anerkende den tyrkiske sultans overhøjhed og betale skat til erobrerne. Ikke alene det. Sultanen krævede at kristne forældre skulle aflevere drengebørn til ham, og disse børn blev opdraget til muslimske elitesoldater, som blev indsat til at nedkæmpe de oprør, som lejlighedsvis brød ud i de erobrede kristne områder. Efterhånden blev dele af Balkan muslimsk, mens andre dele hårdnakket holdt fast i den ortodokse kristne tro. I 1683 mobiliserede sultanen sin enorme hær, omkring 200.000 mand, og gik mod Wien. Nu skulle Mellemeuropa erobres. På et hængende hår lykkedes det at afværge katastrofen. Wien holdt stand og blev undsat af en tysk rigshær og polsk rytteri.  

 Rustninger i Landeszeughaus

Det var den langvarige trussel – tyrkerfaren – som fik østrigerne til at indstille sig på hurtig mobilisering og dette er baggrunden for det tøjhus, som blev indrettet i Graz og som ved skæbnens lune er blevet stående og står intakt med sit indhold af våben og udrustning, klar til kamp mod tyrkerne.

Bygningen stod færdig i 1647 med en barok facade. Den har fire etager fyldt med våben og udrustning, tilsammen over 30.000 genstande. ”Landeszeughaus” er verdens største rustkammer med størstedelen af genstandene i original tilstand. Stedet er et Mekka for våbensamlere og militærhistorikere, men besøges også af mange turister, som forståeligt nok hurtigt bliver trætte af at se de lange rækker af ophængte våben. Ved flere lejligheder var samlingen truet af opløsning, da den efterhånden ikke længere tjente noget militært formål. Men allerede i 1800-årene indså man værdien af denne samling. Under anden verdenskrig blev tøjhuset tømt for sine våben. Disse blev opbevaret i hemmelighed på nogle slotte i Steiermark. Efter krigen kunne hele samlingen føres tilbage til tøjhuset, der genåbnede som museum i 1946.

  Hellebarder på magasin i Landeszughaus

Mængden af våben er overvældende, øjnene tror næsten ikke hvad man ser på de fire etager, hvor det kniber med dagslys og hvor gulvene kirker og det er koldt om vinteren. Det, man ser, er militært udstyr fra 1500- og 1600-årene til  begyndelsen af 1700-tallet. Skydevåben, geværer og pistoler med luntelåse, hjullåse og flintlåse, stagevåben som hellebarder, partisaner og fodfolkets piker, blanke våben som tohåndssværd, panserstikkere, rapierer, kortsværd, sabler og kårder, hele og halve rustninger, kyradser, skjolde, hjelme af typen stormhat, krebsehjelm og morion. Nogle stykker feltartilleri er også i samlingen, hvortil kommer et antal tyrkiske våben, krigsbytte fra tiden. Officersvåben og pragtstykker forekommer også. Heriblandt er et hesteharnisk fra 1510 og en pragtrustning fra Innsbruck udført omkring 1550.

 Hesteharnisk fra 1510 på Landeszeughaus

I kælderen findes en udstilling, tilføjet i 1990-erne, som forklarer publikum, hvordan bevæbningen af soldater i 1600-tallet var.

Bevaringen af denne fantastiske samling stiller store krav til vedligeholdelse og konservering. Fugt og rust er jernets fjende, derfor må der jævnligt smøres med olie. ”Hvordan kan vi ved historiske begivenheder udvikle en erkendelse, som også er relevant for mennesker i dag? Og hvilke svar er mulige, når vi indstillet på nutiden, ved at en ikke uvæsentlig del af vores publikum er børn?” Sådan spørger museumsledelsen bekymret, og man kan til børnene sikkert føje kvinder. Men måske skal man ikke være så bange for manglende forståelse. Historien er og har altid været en fortælling, der udfordrer, som kræver noget af den enkelte og med hensyn til børnene, så er riddere, sværd og skjolde vist altid på mode. Det unikke kan ikke være en selvfølgelighed, dvs. noget alle umiddelbart kan forstå eller more sig over.

 

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien "Museum på Rejsen" her

[Historie-online.dk, den 7. oktober 2019]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Museum på Rejsen 4: Weimar
Museum på Rejsen 7: King Shivaji Museum
Museum på Rejsen 22: Danevirke Museum