Museum på Rejsen 3: Skåne
Skåne er ikke mange kilometer fra København og Sjælland, og selv for de af os, som bor længere borte, er denne svenske landsdel mange besøg værd. Den internationale masseturisme, der i disse år som en hammer rammer mange europæiske storbyer og resulterer i forvandling af hovedstrøg til floder af turister flankeret af discount kædebutikker og i lange køer foran alle større seværdigheder, den findes ikke i Skåne. Her er meget lokal charme og mange gamle bygningsværker at udforske lige fra kirker, som i Dalby, den ældste stenkirke i Norden, slotte som Glimmingehus og Knutstorp til fiskerlejer som Skanør og Falsterbo og skipperbyer som Rå, Brantevik og Simrishamn. Også på madområdet er Skåne en oplevelse. Ud over klassiske retter som” pyt i panna”, ”Janssons fristelser” og ”fisk- och räktorta” kan man f.eks. i Æbleriget nær Kivik nyde herlige frugttærter og syltetøj, og hvad drikkevarer angår besøge nogle af de skånske vingårde.
Ansigt fra 1100-tallet på døbefonten i Dalby kirke
Det er ikke altid de store anlæg og museer, som kan imponere. Sommetider – især på rejse – er små godbidder at foretrække frem for endeløse vandringer i rum proppet med genstande og informationer. Er man på rejse i det skånske, så gør et stop eller læg vejen over Tomelilla.
Byen er en lidt søvnig svensk stationsby af samme slags, som vi finder dem i Danmark. Tomelilla var jernbaneknudepunkt med forbindelse til Malmø, Ystad og Simrishamn. Jernbanen mistede gods og passagerer, og i den udvikling ophørte Tomelilla med at være knudepunkt. Banen til Malmø blev nedlagt. Også banestrækningen Ystad – Tomelilla – Simrishamn var nær blevet nedlagt, men blev reddet ved fælles kommunal indsats, og i dag kører ”Österlenbanan” med elektriske tog og har passagerfremgang.
På grund af togtrafikken, som skar byen over i to dele, blev der i 1920 bygget en fodgængertunnel, som forbandt torvet og stationsbydelen. Adgangen til tunnelen var via to solide murstenspavilloner, bygninger som var udtryk for den tids gode håndværk. Imidlertid udviklingen eller afviklingen gik sin gang, og tunnelen blev nedlagt. De to pavilloner blev overflødige og udsat for hærværk. Man planlagde at rive dem ned. Heldigvis var der en mand, en lokal arkitekt, som kunne se, at de var for gode til at blive revet ned. Han købte begge pavilloner af kommunen og med kendskab til, hvad Tomelilla savnede, åbnede han i den ene pavillon en bar, men hvad skulle den anden pavillon bruges til? Han henvendte sig til den skånske filmmand Hans Alfredson og foreslog at de sammen lavede et minihotel, men ”Hasse” sagde nej, men det kunne jo blive et filmmuseum, og det blev det.
”Hasse og Tage Museum” i Tomelilla set udefra. Det indvendige bør være en overraskelse, dvs. opleves.
”Verdens mindste filmmuseum og verdens største Hasse og Tage museum” åbnede i 2006. Det består af et 17 kvadratmeter stort rum, og da museet er proppet med informationer om revyer og film, så kan man kun lukke omkring 8 – 10 gæster ind ad gangen. Heldigvis er der en lille café ved siden af museet, og dér kan man så sidde og vente til, det bliver ens tur.
Det lille museum er en rejse i Hasse og Tages 50 års virke især som filmmagere. I et farvestrålende rum med glasmontrer, skabe og skuffer findes film for film genstande, billeder, plakater, souvenirs og ikke mindst 13 skærme med filmsekvenser fra de to kunstneres ganske imponerende kreativitet. Svensk humor står på programmet, men også alvor. Måske er der blandt læserne her folk, som spørger sig selv: Hvem var Hasse Alfredson og Tage Danielson? Når man nævner filmproduktioner som ”Æblekrigen” fra 1971 og ”Den enfoldige morder” fra 1982, så dæmrer det for de fleste. De to var originale filmmagere, revymagere og sangskrivere og udgav en lang række bøger. Datidsformen er desværre nødvendig, for begge er døde. Foruden at stedet for mange er et lærestykke om filmkunst og et kærligt gensyn/genhør med gamle film og viser, så er museet også et bevis på, at det selv på meget lidt plads kan lade sig gøre at udfolde såvel originalitet og humor som viden og indsigt, her repræsenteret ved to usædvanlige kunstnere. Tage Danielson udtrykte sin livserfaring med ordene: ”Utan tvivel är man inte klok!”
Billede af Hasse og Tage på museets facade
Måske kan vi med den anførte konstatering in mente, at småt også kan være godt, tage nye skridt til gavn for vore stationsbyer og bykerner? Sagen er, at butiksdøden er over os. Dels indrettes i byernes periferi flere og flere amerikansk inspirerede indkøbscentre – ”park and shop” – dels bliver mange varer i stigende grad købt på internettet og resultatet er tomme butikker i bycentrum. De gamle byer har heldigvis en høj bygnings- og miljøkvalitet, som nok skal tiltrække folk også i fremtiden, men der skal være noget mere at se, foruden cafeer, restauranter, genbrugsbutikker og frisørsaloner – nemlig kulturelle oplevelser. De kan udmærket indrettes også på få kvadratmeter som i Tomelilla, hvis man har en historie, der er værd at fortælle.
Ole Mortensøn
[Historie-online.dk, den 13. marts 2019]
