Museum på Rejsen 4: Weimar
Når vi danskere sætter kursen sydpå, går det ofte hurtigt gennem Tyskland ad motorveje eller pr. jernbane, eller man sidder i 10 km. højde i et fly. Det er Middelhavets lande, som er målet for mange. Men det kan anbefales kørende at gøre stop undervejs eller stige af toget og nyde nogle af de mange kulturelle oplevelser vores store nabo i syd har at byde på. Kig i UNESCOs verdensarvsliste og find en by at gøre ophold i. Eller giv Tyskland en uge og rejs ad en af de mange ”Ferienstrassen”. Der er nok at vælge imellem: ”Romantische Strasse”, ”Märchenstrasse”, ”Fachwerkstrasse”, ”Bürgenstrasse” med flere. På disse ruter kommer man fri af motorvejsræset, oplever smukke tyske landskaber og føres til områdets seværdige byer og landsbyer.
Et af de steder, hvor alene navnet opmuntrer den historiske opmærksomhed, er byen Weimar. Den ligger i Thüringen sydvest for storbyen Leipzig. I Weimar løber en mængde historiske spor sammen og den historiske bykerne er velbevaret. Byen har over 20 museer, et nationalteater, universitet og musikakademi. Det var i Weimar at Tysklands første demokratiske republik blev til i februar 1919 efter kejserrigets undergang i 1. verdenskrig. 100 året for begivenheden er netop blevet markeret. Som bekendt gik det ikke godt for Weimarrepublikken. De militaristiske og revanchistiske kræfter var for stærke og efter rigsdagsbranden i februar 1933 satte rigspræsident von Hindenburg, generalfeldmarskal under 1. verdenskrig, forfatningen ud af kraft, og den nye rigskansler Adolf Hitler kunne derefter som ”Führer und Reichskanzler” diktatorisk styre landet.
Weimar Altstadt har en behagelig atmosfære. Ført og fremmest fordi der ikke er gennemgående biltrafik. Der er plads til mennesker og folkeliv på gader, stræder og pladser, og byen virker grøn takket være mange træer. Man kan gå rundt til seværdighederne. I fodgængergaderne oplever man sommerdage musikstuderende, der spiller klassisk musik, på cafeerne stikker unge hoveder sammen, mens pensionister fra de offentlige bænke hilser på forbipasserende og kigger på de iskagespisende turister. Tyske og udenlandske turister har opdaget byens kvaliteter, så man skal sørge for i god tid at bestille en overnatning.
Weimar er kendt som byen, der husede den tyske guldalders store digtere: Goethe, Schiller og Herder. Skal man tage hul på denne tid, er et besøg i museet ”Goethe Haus” velvalgt. Goethe er stadig det største navn i Tysklands kulturhistorie. Manden er desuden verdenskendt, som vor egen H.C. Andersen. ”Hier wohnte Goethe … ”, læser man på tavler opsat på diverse bygninger rundt omkring i Tyskland. Faktisk findes der et andet ”Goethe Haus”, nemlig hans barndomshjem i Frankfurt am Main. Huset er museum, men en rekonstruktion, genopbygget efter at være helt ødelagt af allierede bomber i 1944. Det ligger i en gade med moderne bygninger, har en ny tilbygning og virker som en fremmed fugl i selskab med finansmetropolens dominerende glas- og betonkonstruktioner. Indendørs får man i museet historien om Goethes barndom og ungdom og kan på tredje sal se hans ”Dichterzimmer”. Johann Wolfgang von Goethe blev født i en velhavende familie i 1749. Han forlod Frankfurt 1765 for at studere jura i Leipzig, men vendte tilbage efter kærlighedssorger og sygdom. Han genoptog og afsluttede sine studier i Strasbourg, hvorefter han virkede i Frankfurt som advokat, men hans hu stod til digtning. Han fik sit litterære gennembrud med romanen ”Die Leiden des jungen Werthers” i 1774, en bog der stadig vækker stærke følelser. Året efter forlod han Frankfurt.
Vil man tættere på fænomenet Goethe, skal man til Weimar. Her boede og virkede han fra 1775 til sin død i 1832 og producerede digte, romaner, dramaer, essays og videnskabelige artikler. Den kun 17-år gamle hertug af Sachsen-Weimar, Carl August, traf Goethe og inviterede ham til Weimar, hvor han gav ham arbejde som embedsmand og stillede en bolig til rådighed, fra 1782 et hus, som Goethe senere købte. Huset ligger ved en lille plads med en vandkunst, omgivet af andre gamle byhuse og det står nogenlunde som i hans tid, dvs. med hans eget indbo. Det skyldes, at han ved sin død var en berømt person og man derfor ville bevare mindet om ham. Det er overraskende at opleve et så autentisk klassicistisk hjem. Goethe havde andre talenter end de digteriske og filosofiske. Han var arkitekturinteresseret og fungerede som sin egen indretningsarkitekt. Han studerede også farver og udgav en farvelære, hvori han angav at farverne havde betydning for det menneskelige gemyt. Goethe var på jagt efter skønheden og fandt den i antikken. Han rejste aldrig op til det kolde Norden – næh antikkens byer, især Rom var hans foretrukne rejsemål. Han opholdt sig i Rom 1786-1788 og tog ved lære af byens kunst- og arkitekturskatte.
Goethes hus i Weimar på Frauenplan, set fra den lille vandkunst på pladsen
Beboelsens oprindelige indretning gør indtryk ved sine mange referencer til antikkens kunst. Goethe var også samler og fik bl.a. anskaffet gipsafstøbninger af antikke skulpturer. Farverne er stærke og vekslende, men der er lys og rum i stuerne, skønt de ikke er store, og der er gulvplads modsat den senere biedermeiers møblering, for ikke at tale om klunketidens klaustrofobiske stuer med tunge gardiner, overpolstrede møbler og snurrepiberier.
Rum i Goethes hus med afstøbninger fra antikken. Læg mærke til lyset og de stærke farver.
Goethe fyldte helst sit hjem med mennesker, og det fornemmes, hvordan de bevarede rum mod gaden har været brugt til hans store selskabelighed. Året rundt indbød han venner og gæster, kunstnere og godtfolk til sit hjem. De kom ikke for at æde og drikke, men for at konversere og udveksle meninger. Hans eget arbejdsrum er derimod en hule med skrivebord og bogreoler. Det tilstødende lille sengekammer, hvor han døde af et hjertestop, viser den berømte digter som en beskeden og nøjsom mand. Inventaret: en simpel fyrretræsseng og en ditto lænestol.
Hos Goethe kom hans gode ven, digteren Schiller, som også bosatte sig i Weimar i et hus ikke langt fra Goethes, i dag Schillerstrasse 12. Goethe udvirkede, at Herder, hans digteriske forbillede med familie flyttede til Weimar og ligesom han selv fik Herder en indflydelsesrig stilling i statsadministrationen og bidrog bl.a. til at reformere universitetet. En have hører til huset. Den står i dag tilbageført til sit udseende i 1820. Goethe var også botanisk interesseret, anstillede forsøg og skrev en afhandling om planternes metamorphose.
Når man har bevæget sig rundt i den gamle bygning kan man fortsætte i Goethe – Nationalmuseum, en moderne udstilling i to etager med en gennemgang af Goethes liv, virke og hans samtid, formidlet via billeder, genstande og tekster. Alt det som af gode grunde ikke kan vises i Goethes egne stuer. Der er mange overraskende oplysninger at hente om personen Goethe – f.eks. at han stemte for en dødsdom til en kvinde, som i fortvivlelse havde ombragt sit eget barn, at han i 1782 blev adlet, og at han på befaling 1779 skrev stykket ”Iphegenia” om oplysningstidens dilemma: fyrstens magt og retfærdighed for borgerne. I 1791 blev han leder af hofteatret. En anden stor opgave for Goethe som embedsmand var at forestå vejbyggeri i hertugdømmet.
Oliemaleri i Goethe – Nationalmuseum, som viser den unge Goethe.
Det ta’r tid, at komme det hele igennem. Særdeles velinformeret og måske lidt træt kan man forlade museet, spise frokost og derpå med ny energi afgøre, om man skal flanere eller fortsætte i en kulturel ”tour de force” - besøge Schillers Haus, Franz Liszt-Haus, eller se rokokosalen i hertuginde Anna Amalie Bibliothek eller se hendes enkesæde Wittumspalais. Der er nok at vælge imellem. Også i det 20. århundrede var Weimar centrum for kunst og kultur. Bauhaus var i det 20. århundrede Tysklands vigtigste skole for arkitektur, kunst og design og havde sit ophav i byen. Et nyt ”Bauhaus Museum Weimar” åbnes ved hundredåret for bevægelsens start d. 6. april i år - endnu en grund til at valfarte til Weimar.
Ole Mortensøn
[Historie-online.dk, den 2. april 2019]
