Museum på Rejsen 47: Trier
Tysklands ældste by er Trier ved Moselfloden. Det siges, at Europas kultur hviler på den antikke græske kultur, men det forholder sig snarere sådan, at det var den antikke romerske kultur, der havde taget ikke så lidt af den græske kultur til sig, som kom til at udgøre grundlaget for den europæiske kulturbygning. I Trier ser man den dag i dag bygninger opført i romertiden. Byen blev grundlagt af kejser Augustus og kaldt Augusta Treverorum, og byen blev hovedstad i den provins, som romerne kaldte Gallia Belgica. Her ved det romerske riges grænse mod Germanien udfoldede romerne deres bykultur.
Vil man se genstande fra den romerske tid, og vil man sættes sig ind i livet i en romersk by, så skal man besøge "Rheinisches Landesmuseum", som er et arkæologisk museum for Rhinlandet. Museet blev grundlagt i 1877 og har Tysklands største samling af genstande fra romertiden, som her varede fra år 16 til omkring 450, da romerrigets grænseforsvar brød sammen, og barbarer brød ind i riget og plyndrede og ødelagde, hvad de kunne. De nåede helt til Rom. Den romerske fred var slut. Hvorfor gik dette rige under? Forklaringerne har været mange, lige fra indre opløsning og moralsk forfald, jvfr Oswald Spengler: "Der Untergang des Abendlandes”, hvor kulturens sidste fase er dekadence, til tryk udefra, især fra den islamiske ekspansion og fra de germanske stammer, som udvandrede fra deres hjemstavne. Andre har peget på, at også ”barbariseringen” af hæren spillede en rolle. De romerske byer stillede ikke længere soldater. De blev for billigere penge erstattet af lejesoldater, som kom udefra. En opløsning i hærens moral, ikke mindst i officerskorpset, var resultatet. Det gjaldt om at skaffe sig fordele og magt frem for at forsvare rigets grænser.
"Landesmuseum" er kronologisk opbygget, og det giver forståelse for udviklingen. Udstillingen begynder i kælderen, og man "stiger op" gennem århundrederne. Bemærkelsesværdigt for os danskere er der ingen flintredskaber i stenalderen. Andre stenarter er brugt til pilespidser, økser osv. Bemærkelsesværdigt er det også, at fund viser, at jernalderen, keltertider, var en blomstringstid. Rige keltere fik f.eks. etruskiske bronzekander med i graven. Kelterne dannede små bysamfund og det var kelterstammen treveri, som romerne her på stedet kæmpede imod under deres ekspansion i Gallien.
Udstillingen viser nogle egepæle, alle forsynet med en jernspids, som er blevet hentet op af jorden bl.a. fra "Romerbrücke", den træbro romerne slog over floden Mosel. Dendrokronologiske undersøgelser viser, at nogle af egepælene kan dateres til år 17. Andre pæle er dateret til år 71 og formodes at være brugt ved opførelsen af den bro, der blev bygget af sten, og hvis kerne endnu står og dagligt bruges af tusindvis af mennesker og biler.
Romerske pæle fra Trier, udstillet på "Landesmuseum". foto om
Augusta Treverorum havde en gravplads med mange grave, som også blev benyttet i den kristne tid. "Landesmuseum" har et udvalg af gravminder fra denne og andre gravpladser, lige fra små sten med en kort tekst til større monumenter med kunstnerisk udsmykning. Disse gravmonumenter viser gerne et frontrelief af mand og kone samt siderelieffer, f.eks. af hustruen, som får redt sit hår af en tjenestepige, og manden på vildsvinejagt i skoven. Man kan gå fra rum til rum og se genstande fra den romerske tid: værktøj, smykker, husgeråd og statuetter. Et rum er fyldt med store gulvmosaikker. Den romerske by havde store offentlige bygninger, f.eks. cirkus, amfiteater og badeanstalter, hvoraf rester endnu er bevaret, og byen var omgivet af en mur og havde fem porte. En af disse, Porta Nigra, den sorte port, er mirakuløst bevaret. Trier blev som romersk by i årene fra 259 til 279 hovedstad for hele Gallien.
Model af den romerske by Augusta Treverorum, "Landesmuseum", foto om.
Efter romerne kom forskellige germanske stammer: alemanner og svebere og siden frankere og fra øst angreb hunnerne. Også vikinger overfaldt og plyndrede byen i året 882. Det blev en lang tid med ødelæggelser og forfald, og befolkningstallet faldt fra omkring 80.000 til 5.000. Men på ruinerne af den romerske by voksede en middelalderlig by frem. Den kom i kirkens, i ærkebiskoppens magt. Besøger man museets lille café, så sidder man bogstavelig talt lige ved siden af den middelalderlige bymur.
Romersk gravminde af sandsten fra Neumagen, udformet som et fartøj med besætning og lastet med vinfade. Den begravede var antagelig vineksportør. foto om.
Trier ligger i et område, som siden romertiden har været præget af vindyrkning. Moselvinen, rhinskvinen, har i århundreder været en eftertragtet eksportvare især til andre områder af Tyskland og til Norden. Floden snor sig smukt igennem det bjergfulde område, og man kan hele året foretage udflugt med båd - ja endda sejle til nabobyer langs floden. Eller kan man? Vi kunne ikke, for grundet klimaændringernes abnorme regnmængder, var floden gået over sine bredder og ingen passagerfart lod sig gennemføre.
Domkirken hævdes at være Tysklands ældste kirkebygning og viser 500 års bygningshistorie. Den er sammenbygget med den gotiske "Liebfrauenkirche". Det er imponerende store kirkerum. Begge kirker er katolske. Udenfor ligger pladsen "Domfreihof" og tæt på "Hauptmarkt" med brønd og et kors, som lyser markedsfred over stedet. Husene omkring disse pladser er velbevarede. Men man bliver skuffet, hvis man tror, man i Trier finder en velbevaret middelalderby. Byen blev udsat for voldsomme luftbombardementer i 1943 og 1944, som ødelagde dele af middelalderbyen, og byplanlæggere og arkitekter ønskede her ligesom mange andre steder i Tyskland at skabe nye funktionelle byrum. Resultatet er hverken imponerende eller seværdigt. Den gamle bydel er med gadegennembrud indtaget af biler, præget af parkeringspladser og har gågader med indkøbscentre. Hertil kommer at byen på fire sider har brede alléer, hvor bilstrømmen kværner af sted. Cykler ser man næsten ingen af.
Porta Nigra set fra nord. foto om
Porta Nigra er i sandhed et imponerende bygningsværk, hvis højde og drøjde kommer lidt bag på en. Bygningen er opført omkring år 160 af store sten, som forekommer i bjergene omkring byen. Transporten af de mange sten og opførelsen må havde kostet ufattelige anstrengelser og megen tid. Der har været fem af den slags porte!
Hvorfor blev netop denne nordlige port bevaret, mens de andre forsvandt? Svaret gemmer sig i en fortælling fra den tidlige middelalder. I året 1035 døde eremitten Simeon, en græsk munk, i et rum, han havde indrettet i Porta Nigra. Han var tidligere rejsefælle, rådgiver og god ven af Triers ærkebiskop Poppo (ikke den Poppo vi kender fra Danmarkshistorien i legenden om jernbyrd). Ærkebiskop Poppo af Trier henvendte sig til paven, Benedict d. 9., og fik Simeon gjort til helgen og grundlagde St. Simeon stift. Oven på Porta Nigra blev opført en helgenkirke. Denne kirke reddede så at sige byporten. Men kirken kom i forfald og blev nedrevet, heldigvis på et tidspunkt, under klassicismen, hvor interessen for byens romerske fortid var voksende, og i 1800-tallet blev byporten fredet. I dag er byporten Triers vartegn og kendes af mange uden for Tyskland.
Model af kirken Skt. Simeon, opført som gravkirke oven på den hellige Simeons bolig, Porta Nigra. Napoleon befalede i 1804 nedrivningen af gravkirken. Landesmuseum, foto om
Der er mere at se i den 2000 år gamle by, f.eks. bymuseet i Skt. Simenon Stiftelsen med fire etager og kælder og Basilikaen, som i dag er evangelisk kirke. Basilikaen er opført under kejser Konstantin, men ikke meget af den gamle basilika står tilbage. Det meste er rekonstruktion. Dels blev basilikaens ene halvdel nedrevet i forbindelse med opbygningen af det biskoppelige palads, og dels blev den i 1800-årenes slutning rekonstruerede basilika ramt ved luftbombardementet i 1944.
Triers berømte søn er Karl Marx, søn af en sagfører. Han blev født i byen i 1818 i et borgerhus, studerede filosofi, blev journalist og redaktør og måtte flygte først til Paris og siden til London, hvor han døde i 1883. Det prøjsiske og senere kejserlige Tyskland opfattede Karl Marx som en fjende og samfundsomstyrter, udviste ham og spioner fulgte hans færden. Hans tanker og skrifter kom trods myndighedernes censur til at få stor betydning for samfundsudviklingen især i årene efter hans død. Da SPD, det tyske socialdemokrati voksede sig stort og stærkt, ønskede partiet at sætte et minde for den mand, som de ideologisk stod på skuldrene af. En lokalhistoriker fandt frem til hans fødested, et gammelt borgerhus, som blev ført tilbage til den tilstand, som det formentlig havde haft i begyndelsen af 1800-tallet. Huset blev i 1928 åbnet for offentligheden, havde et lille museum og gav desuden plads til kontorer for SPD. Men i 1933 overtog nazisterne magten i Tyskland. SPD blev smidt ud af den bygning, de havde købt og betalt, og hagekorsflag besmykkede herefter facaden af huset, som blev brugt af en nazistisk avis. Da det tredje rige gik neden om og hjem i 1945 undlod nazisterne ikke at ødelægge bygningen og dens inventar, før de forlod stedet.
Huset som Karl Marx blev født i, en smuk bygning fra barokkens tid. foto om
SPD overtog atter huset, som efter adskillige års istandsættelse blev genåbnet i 1952. Karl Marx Museet er et lille overskueligt museum og et besøg værd, men huset rummer intet fra Karl Marx. Dels var han meget lille, da familien flyttede til en anden bopæl i Trier, og dels er huset blevet totalt ombygget. Endelig står man med den store udfordring: Hvordan laver man en udstilling af et livsværk, som består af tanker og skrifter? Det er lykkedes at erhverve den lænestol, som Marx døde i i London og et lommeur, som har tilhørt ham, men det giver intet indtryk af, hvilket menneske Karl Marx var. Det er måske netop det, man som besøgende gerne vil vide.
Lænestol, som blev brugt af Karl Marx, og hvori han angiveligt døde. foto om
Lidt er kommet med om hans familie og slægt, men der tegnes ikke et tydeligt billede. Man forstår, at hans netværk var stort og globalt. Sammen med andre arbejdede han utrætteligt på at udbrede sine universelle ideer. Han skrev omkring 20.000 breve og havde ca. 2000 brevvenner. Friederich Engels var hans trofaste ven og støtte i de mange vanskelige år. At skrive om nødvendigheden af oprør mod undertrykkelse giver ingen gode indtægter endsige tryghed. Tættest på Marx var hans hustru Jenny samt hans yngste datter Eleanor, der sammen med Friedrich Engels sørgede for at samle og udgive det, Karl Marx ikke nåede at blive færdig med, bl.a. bind 2 og 3 af "Das Kapital".
Også Marx's store politiske betydning længe efter hans død bliver omtalt og forklaret i udstillingen. Det er udmærket fremhævet, at marxismen ikke er en færdig pakke, men en økonomisk teori og samfundsanalyse, der er blevet udlagt og forstået på forskellige måder. Marx's ideer og teorier blev grundlaget for arbejderbevægelsen og indgår i fundamentet til det, man i dag kalder "det europæiske hus", akkurat som ideerne af andre store europæiske tænkere. Selv om mange af Marx's analyser og konklusioner i dag er forældede, er kritikken af kapitalismen som samfundsmodel ikke ophørt. Tværtimod synes manglerne f.eks. i forhold til grundlæggende menneskelige værdier samt miljø og natur at blive mere og mere åbenbare.
Huset har en gård og en fredelig lille solbeskinnet have, hvor man kan sætte sig på en bænk og måske indtage lidt medbragt mad og drikke. En stor buste af Marx står i haven. En statue i overstørrelse findes ved bymuseet Simeon, ikke langt fra Porta Nigra. Den er udført af en kinesisk kunstner og en gave fra verdens folkerigeste land, som på den måde viser sin respekt for Triers verdensberømte søn.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien "Museum på Rejsen" her
[Historie-online.dk, den 19. maj 2020]
