Museumsnumre 22: Galocher
Måske er der blandt læserne nogle, som kender H. C. Andersens eventyr: Lykkens galocher? Disse havde den egenskab, at enhver, som fik dem på, øjeblikkelig kom på det sted eller i den tid, hvor han helst ville være. Sådanne galocher kunne vi alle have brug for, men lykkens galocher afstedkom selvfølgelig en masse højst uheldige forviklinger. H.C. Andersen skrev eventyret i 1838 og galocher til sko var dengang en nymodens ting.
Oprindelig var galocher en form for ekstra fodtøj bestående af en høj træsål, som kunne bindes under skoen med remme. Ordet ”galoche” er fransk og betyder træsko og træskoens formål var at løfte skoen op over mudder og søle. Ofte staves ordet fejlagtigt galosche. En fordanskning af ordet hedder galoske.
Nogle eksemplarer af de gamle oprindelige franske galocher er bevaret på Ærø Museum, og Svendborg Museum har et par fra 1837. Det er en træsko med hæl og en læderoverdel, som kan snøres. En jernfjeder holder skoen fast på galochen. Også Dansk Landbrugsmuseum har sådan et par trægalocher angiveligt fra 1840.
Trægalocher fra Ærø Museum
Fra midten af 1800-tallet blev nye galocher eller overtrækssko fremstillet af gummi og de første af den slags kom fra England. De blev fremstillet på den måde, at man overtrak et stykke elastisk vævet lærred, tricot, med et lag kautsjuk, som blev farvet sort med kønrøg. Derpå udskar man efter skabeloner de forskellige dele til galochen og disse dele blev samlet på en jernform. Denne sendtes til vulkanisering, dvs. blev opvarmet i svovlbad, dernæst afkølet og sortlakeret, hvorpå galochen var færdig. Metoden med brug af vulkanisering blev opfundet af Charles Goodyear i USA.
Mændenes galocher var udringede og lige til at stikke skoen i, hvorimod kvindernes fik skaft, så også anklen blev beskyttet. Galocher var i 1800-tallets midte først og fremmest benyttet af velhavende og velklædte mænd i borgerskabet. De var nødvendige for at beskytte dyre håndsyede sko med tynde lædersåler, og galocher gjorde det mulig for mænd og kvinder at komme på visit i velpudsede og præsentable sko.
Der var gjort mere ud af kvindegalocher end herregalocher. Her er et par ekstra raffinerede kvindegalocher med skindbesætning, Kvindemuseet.
Galocher var et skattet stykke fodtøj. Det viser et brev som Alma Bloch gift med kunstmaler Carl Bloch i februar 1869 sendte til brygger Jacobsens kone, Laura Jacobsen.
Kjære Fru Jacobsen
Da min Mand sidst spiiste ude hos Dem, glemte han sine Galoscher. I dette Regnvejr trænger han til dem, og, da hans Tid er saa optaget, at han vanskeligt vilde finde Leilighed til selv at hente dem paa Carlsberg, beder jeg Dem sende Galoscherne
ind i Brolæggerstræde, vi ville da selv afhente dem der…
Deres hengivne
Alma Bloch
Der er ikke så mange gamle gummigalocher bevaret. De fleste blev slidt op og gummi har ikke en god holdbarhed, men Museum Nordsjælland har et par galocher fremstillet i Edinburgh. De er dateret til 1861.
Et par læderstøvler med galocher, Museum Færgegården
Fotografi fra omkring 1900 af medlemmer af en sangforening på skovtur. Herrerne er iført galocher. Kbh. Billeder.
Galochen blev efterhånden hver mands eje. H. C. Andersens eventyr kunne stadig inspirere og miniaturegalocher blev brugt som gave til brudepar. Den Gamle By og Nordsjællands Museum har sådanne miniaturegalocher.
Og H. C. Andersens eventyr om galocherne blev også frit fortolket af scenekunstnere. Den 8. juli 1907 var der på Frederiksberg Morskabsteater i København premiere på ”Lykkens Galocher”. Den unge danske filmbranche med Nordisk Film benyttede 1921 eventyret til en stumfilm. Instruktør og manuskriptforfatter var Gunnar Sommerfeldt.
Plakat for teaterstykket ”Lykkens Galocher” 1907, Revymuseet
Galochen fik efterhånden konkurrence fra gummistøvlerne. I 1911 forhandledes gummistøvler og galocher fra Skt. Petersborg ifølge en priskurant fra firmaet Axel Lund i København. Fabrikker i England og USA var længe storleverandører af gummifodtøj, men i 1891 blev en stor fabrik startet i Skåne, Helsingborg Gummifabriks Aktiebolag. De fremstillede galocher og gummistøvler. I 1896 producerede fabrikken 1 million galocher, og mange blev købt i Danmark. Fabrikken skiftede i 1934 navn til Tretorn og året efter åbnede i Helsingør en Tretornfabrik, som blev byens næststørste virksomhed. Gummifabrikken lå tæt på stranden og den nye lystbådehavn, hvilket gav lugt og forureningsgener og helsingoranere talte om ”gummistranden”.
Plakat for Tretorns gummifodtøj, Helsingborg
En anden dansk fabrik var Codan gummifabrik i Køge. Den blev etableret i 1908 og producerede i starten cykeldæk og -slanger, men i 1925 skiftede fabrikken navn til Dansk Galoche og Gummifabrik. Den blev en af Køges store og vigtige fabrikker og producerede en serie gummistøvler og galocher med navnet Guld-segl. Rågummiet til fabrikationen kom fra ØK’s store gummiplantager på Malaccahalvøen.
Codans Guld-segl støvler 1955, Køge
Hvornår tog gummistøvlerne over? Det skete langsomt og efter krigen, og især i løbet af 1950-erne blev galocher noget ganske altmodisch, noget som en gammel bedstefar brugte. Siden da har gummistøvler været sagen og er nærmest uundværlige i det danske klima. De er fremstillet i mange forskellige udgaver, kortskaftede, langskaftede, kulørte og klassiske sorte eller grønne. Den danske fabrikation af gummistøvler er desværre ophørt. Codan lukkede omkring 1970. De udenlandske produkter er billigere, men det kniber med kvaliteten.
En ny udvikling synes på vej med hensyn til gummifodtøj. Galocherne er på vej tilbage, er atter blevet moderne efter i to generationer at være dømt ude. Efterhånden som stilfulde og dyre sko er blevet sagen både for kvinder og mænd, så er galocher atter kommet i brug for at beskytte de pæne sko mod regn, salt og snavs. Og et par smarte sko beskyttet af galocher evt. i pangfarver er en elegant løsning i stedet for gummistøvler. Man tager galocherne af og kan træde ind i folks fine stuer uden at medbringe hjemmesko.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her
[Historie-online.dk, den 17. januar 2023]
