Menu
Forrige artikel

Museumsnumre 23: Ligkister

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 2379

 

Døden er i vore dage lidt af et tabu og gemmes bort som et sørgeligt faktum og et tab for familie og nærmeste. Men vi skal ikke så langt tilbage i vores historie før døden var nærværende og velkendt og blev mødt med deltagelse af fællesskabet først og fremmest gennem den kristne kirkes ceremonier, men også af lokalsamfundets forskellige organisationer. Der eksisterede en særlig kultur omkring behandlingen af de afdøde og stærke fælles værdier. ”Af jord er du kommet, til jord skal du blive og af jord skal du genopstå”, siger præsten, når der kastes jord på kisten. Et ritual der for den troende betyder farvel, men måske også et på gensyn hinsides. Det er afskedens øjeblik for de pårørende. Nogle siger i dag farvel i kapellet, idet den afdøde i kisten sendes til nærmeste krematorium. Uanset hvad, er der tale om at den døde opbevares i en kasse, en ligkiste. Det er lovbefalet siden 2007.  

Har kisten en kulturhistorie og findes der ligkister indsamlet af danske museer? Man kan svare ja til begge spørgsmål og samtidig igennem museernes samlinger erfare noget om ritualer og syn på døden og de døde.

Ligkister er et fænomen som først blev almindelig fra 1500-årne. Før den tid blev mange døde svøbt i ligklæde, lagt på en båre og båret til graven. En gravplads syd for Nærum med 400 grave fra perioden 1000 – 1200 evt. rummede kun én grav, hvor der var rester af søm, formentlig fra en kiste. 

Kolding Museum har en sag fra en udgravning i 1900. Fotografier viser middelalderlige munkebegravelser fra byens Gråbrødre Kloster. Kistesiderne er tydeligvis bevaret, men muligvis var der ikke tale om kister, men om planker opsat i jordgravene.

Svendborg Museum udgravede i 1977 en middelalderlig franciskaner klosterkirkegård og blandt de ca. 250 gravlagte fandtes de fleste begravet uden kiste, men en del var lagt i kiste. En mellemform var de såkaldte tremmekister, hvor tremmer i bunden af graven holder to lodretstående sideplanker på plads. Tremmekisterne har også gavlstykker, men ingen kistelåg.

Ribe Museum har ved udgravninger fundet rester af ligkister fra senmiddelalder eller efterreformatorisk periode. Kisterne havde trapezagtig form med bred hovedende og smal fodende. Sideplankerne var sømmet på de to endestykker og bunden sømmet på denne ramme, mens kistelåget tilsyneladende var lagt på løst. Konklusionen af disse gravpladsundersøgelser synes at være, at ligkister vandt indpas i senmiddelalderen, og at tremmekister var en overgangsform.

Adskillige af de bevarede ligkister på museum er tilgået fra kirker i området. Ålborg Museum har fra Nibe kirke modtaget en barneligkiste. Det er en malet fyrrekiste med lysegrøn bund og derpå en mørkeblå marmorering. Kisten er fra 1663 og rummede engang Herman Ulfeldt, død fire år gammel. 

Odense Bys Museer har flere gamle kister. En af dem er fra Skt. Knuds kirke og denne kiste har et usædvanligt tagformet låg, et tegn på alder, idet formen peger mod gotikken. Kisten har indvendig blybeklædning. Museet gemmer også to kister fra Kerteminde kirke. De er dekorerede og fra omkring 1700. Den ene er sortmalet med hvide stafferinger, har fladt låg og kistedekorationer med engle og blomsterornamentik, mens den anden er bemalet med engle og barok bladdekor. Låget har kors, Christi monogram og dødningehoved samt årstallet 1710. Sort synes at være den dominerende kistefarve. Borgerskabet anlagde også sort sørgedragt og sørgeflor ved dødsfald.

 Kiste fra 1710, Odense Bys Museer

I 1800-årene blev kisterne forsynet med forhøjede profilerede låg og de blev ikke længere dekoreret, men stod ensfarvede, oftest sorte. Bornholms Museum har modtaget hele fem kister fra et snedkeri i Åkirkeby. Tre er fremstillet af giverens bedstefar i 1880-erne, de to sortmalede, en anden brunmalet, mens to andre yngre er hvidmalede fra 1900-årene. Hvid blev den foretrukne kistefarve i det 20. århundrede.

 Kiste fra Åkirkeby, Bornholms Museum

Der var forskel på folk i døden. Jens Vejmand fik som Jeppe Åkjær skriver et usselt trækors på sin grav, og man kan gå ud fra, at han også blev lagt i en simpel umalet fyrretræskiste. Midtjyllands Museum har en optegnelse om en 101-årig, som blev begravet i en flettet kurv. Der var ikke råd til en trækiste. De velbeslåede fik derimod kostbare egekister med beklædning og kisteudsmykninger, hvis de da ikke tilhørte adlen og det højeste borgerskab. Så kunne der blive tale om begravelse i stensarkofager og muligvis fik de plads i slægtens gravkrypt i den lokale kirke.

På landet havde man i tiden før industrialiseringen ofte kisten klar på gården. Et dødsfald blev bekendtgjort bl.a. ved klokkeringning fra kirken. Den afdøde blev lagt i storstuen på et bord eller en aftaget dør på et leje af strå, jævnfør udtrykket at lide strådøden. Efter nogle dage, hvor der blev våget, blev liget lagt i kiste og naboer aflagde besøg og tog afsked. Herefter blev låget skruet på og kisten blev transporteret til kirken. Det kunne ske ved, at kisten blev båret af fire karle, eller kisten blev kørt på en kransesmykket vogn. På vejen var udlagt gran. Ved kirken tog præsten imod, og der blev holdt en prædiken og sunget salmer, og kisten blev derefter båret til graven, sænket ned i hullet, og jord kom på. Bagefter holdtes et gravgilde i den afdødes hjem, stort hvis det var en gårdmand, beskedent, hvis det var en husmand eller håndværker.

 Anna Ancher har malet dette billede 1891 i Skagen. Kisten er sort og pyntet med kranse og følget er mødt frem i den lavloftede stue. Det er jævne folk. Den afdøde kvinde levede af at sælge brød, Statens Museum for Kunst

Til kistebegravelse i købstæderne benyttede man almindeligvis en særlig ligvogn, en såkaldt rustvogn. Ofte var der nemlig lang vej fra kirken til assistenskirkegården. Var afstanden til kirkegården kort anvendtes en ligkistebåre. Sådan en har Tønder Museum. Den er formet som en stige med håndtag i enderne. Fra Kalvehave er et liglad fra 1840 bevaret i Vordingborg Museum. I byerne fandtes ligbærerlaug, tit organiseret efter folks profession, skippere, smede, skræddere osv. Det var en social indretning, som sikrede, at laugets medlemmer kom i jorden på ordentlig vis, og det gav respekt for afdøde og dennes efterladte familie.

Fremstilling af ligkister var håndværk, og det var i landsbyerne og i byerne de lokale snedkermestre, som sammentømrede ligkister efter bestilling. Sorø Museum har et gammelt skilt med påskriften: Snedkermester H.J. Hansen & Søn. Tlf. 155.
Møbel- og Ligkiste Fabrik samt Vinduer og Døre og alle slags Kehlede Lister. Esbjerg Museum har en ligkiste i egetræ med 10 spidse drejede træknopper. Kisten har været blikfang for et snedkeri i Kirkegade i Esbjerg og blev fundet på loftet, da snedkeriet ophørte. Tilsvarende har en bemalet barnekiste fra Roskilde været brugt til vinduesudsmykning i Jørgen C. Nielsens møbelforretning, som forhandlede både møbler og ligkister, der blev lavet på det tilhørende værksted. Kisterne blev ikke malet på værkstedet, men hos en malermester. På kistens ene side står: ”Største Lager af Ligkister i alle Størrelser saavel malede som sandstrøede til billigste Priser".

 Bemalet barnekiste, Roskilde Museum

Kisterne var udstyret med dekorationer. På de kostbare kister drejede det sig om støbte evt. forsølvede eller forgyldte kistezirater og plader med inskription. For eksempel har Nyborg Museum et par ligkisteplader med inskriptioner, nemlig for borgmester Peder Nielsen begravet i 1638 samt en ditto fra borgmesterindens kiste fra 1648. Mindre velhavende kunne benytte kistezirater i sølvbronzemalet papmaché og sådanne har Langelands Museum. 

Til kisterne hørte diverse nødvendigt kisteudstyr. Randers Museum har overtaget diverse effekter fra en bedemandsforretning. Det drejer sig om liglagen, hovedpude, ligdækken og ligskjorte.

Til ligkisterne knytter sig undertiden overtro. Midtjyllands Museum har en optegnelse fra 1940-erne. En klar sommeraften, da vi gik hjem fra Hansen i Lyng, hvor vi havde arbejdet, til Sdr. Felding, så Frands en ligskare. Der var en sort og en hvid hest for den første vogn og der stod en sort ligkiste. Tre uger efter skete det akkurat som hin aften. Ligskaren kom kørende med Frederik Elkjærs fader!

Fra omkring 1950 blev de allerfleste ligkister produceret på fabrikker, og i dag er alle ligkister fabriksproducerede. Fuglebjerg Kistefabrik ved Slagelse er en nu over 100 år gammel kistefabrik. Randers ligkistefabrik er lidt ældre grundlagt 1914. Svendborg og Omegns Museum har en hvidmalet standard kiste fra Fuglebjerg fra 1930-erne. Arbejdermuseet har en regning fra A/S Arbejdernes Ligkiste Magasin, Fælledvej 5, vedr. en begravelse i februar 1964. Den lyder på 867,15 kr. Timelønnen for en faglært arbejder var dengang 5,22 kr. Prisen svarede til over tre ugers arbejde.

Ligkiste i magasin på Svendborg og Omegns Museum. Kisten er fremstillet på Fuglebjerg Kistefabrik

Længe modsatte kirken sig ligbrænding. Det var spørgsmålet om genopstandelse, som gav problemer. Men i 1892 godkendte rigsdagen ligbrænding, forudsat man var medlem af en ligbrændingsforening. I dag bliver langt de fleste afdøde brændt. Det gælder næsten alle i de store byer.  Det har betydet en ændring af ligkisterne, en tilpasning til den nye situation. Nationalmuseet har en moderne ligkiste til krematoriebrug. Den er lavet af spånplade og formpresset masonit og sprøjtelakeret, hvid. Kisten har et buet låg. Den blev erhvervet til udstillingen ”Når døden gæster” i 1981, arrangeret i anledning af Dansk Ligbrændingsforenings 100-års jubilæum. Af miljømæssige årsager har man også arbejdet med ligkister i pap. Moderniseringen af ligkisterne er ikke kun sket i materialevalg. Hvor førhen fællesskabet trådte til og man fulgte de gængse begravelsesskikke, er individualismen nu sluppet løs ved begravelser, og det har bl.a. afstedkommet bemærkelsesværdige ligkister. En mand ønskede således at blive begravet i en kiste udformet som en Bugatti sportsvogn, og en anden ønskede sig en kiste som sin elskede Mercedes veteranbil. Den slags kister kan bestilles i Ghana. Fra de danske kistefabrikker leveres nu lilla, blå, gul, lyserøde og postrøde ligkister. Hvordan er det man siger i individualismens tidsalder: Hver sin lyst!

 En ligkiste udformet som en Mercedes, fremstillet i Ghana til en dansk kunde

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien "Museumsnumre" her

[Historie-online.dk, den 31. januasr 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Intro til ny artikelserie: MUSEUMSNUMRE
Museumsnumre 26: Personlige ure
Museumsnumre 18: Anskuelsestavler