Museumsnumre 27 – Punchebolle
Til fest og gilde hører eller hørte tidligere en punchebolle. Ideen bag et punchebollegilde er, at man drikker i fælles lag af en stor skål, hvori en punch, en alkoholisk drik findes. Det er en noget anden tilgang end vore dages vin- og ølkultur, hvor der studeres mærker og årgange og bryghuse, og hver har sine favoritter og ofte tilbydes alkoholfrie eller biodynamiske parallelprodukter. ”In vino veritas” hed det blandt latinkyndige, mens andre sagde af fulde folk og børn, skal man høre sandheden, atter andre mente derimod, at drukkenskab var vejen til helvede. Uanset meninger er der imidlertid ingen tvivl om at punchegildet trækker på en tradition, som går tilbage til antikken, til dyrkelsen af ”Bacchus” som tit blev fulgt af ”Amor”, og uanset tid og sted er lystighed og glæde over livet en uudryddelig menneskelig tilbøjelighed.
Punchen er for længst drukket, men i de danske museers samling findes de puncheboller, som har været benyttet til fortidens festivitas. Og hvis nogen i dag tror, at man ikke holdt fest i gamle dage, så må de tro om. Lad os kigge på punchegilderne.
De havde deres storhedstid i 1700-tallet. På landet drak man brændevin, og Holbergs sjællandske bonde Jeppe var en ven af brændevinen. Men i de fine og lærde kredse drak man vin og gik på vinstue. Også kaffehusene udskænkede vin og brændevin. Imidlertid blev punch en ny konkurrent til øl, brændevin og vin. Hvorfra kom punchen? Jo den kom fra Ostindien, hvor den blev fremstillet af arrak, vand, te, sukker og krydderier og citron. Batavia arrak er en spiritus fremstillet af ris, sukkerrør ekstrakt, palmesaft og forskellige urter og rødder, som sættes til gæring og destilleres til 60% sprit. Drikken blev brugt om bord i de hollandske kompagniskibe, som sejlede fra Batavia til Amsterdam, og den hjalp med at holde besætningen fri for beri-beri og i godt humør. Drikken gik i land i Holland og spredte sig derfra til det meste af Europa. Potus nauticus var det latinske navn med reference til, at det var en sømandsdrik. I England brugte man rom i stedet for arrak, da man fra Vestindien fik billig rom, og i Tyskland brugte man ”Weinbrand”.
Punchen blev den store europæiske blandingsdrik og blev drukket varm eller kold. I Danmark begyndte man i samfundets top ved selskabelighed at drikke punch af smukke fajancebowler eller boller, som man sagde på dansk. Der er bevaret adskillige såkaldte bispeboller, formet som en bispehue, på de danske museer.
Biskopbowle, en punchebolle i fajance lavet af Store Kongensgade Fajancefabrik i København omkring 1735, Frederiksborg Museum. Disse tidlige luksusprodukter viser, at i aristokratiet var punch allerede en yndet drik i begyndelsen af 1700-tallet
Mod slutningen af århundredet kom nye rammer for selskabelighed. Efter engelsk mønster blev oprettet klubber. Håndværkere samledes i laugene, som havde laugshuse, hvor øllet flød, mens klubberne blev samlingssted for studenter, skribenter, professorer, sagførere, forretningsmænd, fabrikanter, officerer, skibsførere, kort sagt den ny tids borgere, rationalismens og oplysningstidens mænd. Og i klubberne drøftede de handel og søfart, videnskab, litteratur, kunst og meget andet. De samledes også om punchebollen, og indholdet af denne fik ofte tungen på gled og ophævede standsskel og frygten for politispioner. Klubberne startede i vinhusene, hvor ejeren blev overtalt til at stille et lokale til rådighed for klubbens medlemmer, og ideen var, at i klubben kunne honnette mænd samtale uden at blive forstyrret eller overhørt af uvedkommende, og desuden more sig sammen under festlige former. For at blive medlem af en klub skulle man ”proponeres” af et af medlemmerne.
Punchegilde i en københavnsk klub. Oliemaleri fra ca. 1785. Punchen er sat på flaske og nydes af glas. Nationalmuseet
Klubberne blev så populære i København, at kongens statsminister Ove Høegh-Guldberg pudsede politiet på klubberne. Politiet skulle føre tilsyn med klubberne og sørge for at alt foregik i bedste orden og på sømmelig vis. Det var dog ikke så meget drikkeriet man frygtede, som de nye politiske tanker, der bredte sig med Frankrig som udgangspunkt. Nogle klubber som Harmonien var rent selskabelige og kendt for at arrangere storslåede baller og koncerter, mens andre som Dreyers Klub fra 1775 var et mødested for tidens intellektuelle og litterater, folk som Knud Lyhne Rahbæk, Chr. Pram, Johann Clemens Tode, Jens Baggesen, Adam Oehlenschläger m.fl. I klubben kunne man læse de sidste nyheder i aviser og i tidsskrifter og naturligvis drøfte tidens store og små emner, mens man dampede på sin kridtpibe.
Ved klubbens punchegilder samledes man om punchebollen, drak indholdet og sang viser til ære for fædrelandet, kvinden og Bacchus. De parykklædte herrer i knæbukser og silkeveste kunne blive ganske påvirkede af den stærke punch. Jens Baggesen skrev en strofe: Hver af os er Bollen huld, alle bollen hylde, jeg er fuld og du er fuld, vi er alle fulde.
Det var ikke alene i Danmark at punchegilde var populært. I Sverige under Gustav d. 3. var indtagelse af punch en vigtig del af selskabslivet. Vi har bevaret Carl Bellmans herlige viser, hvis indhold netop er koncentreret om glæden ved rusen, livet og kvinden, alt sammen noget man ifølge urmageren Fredman alias Bellman skal nyde, inden døden ankommer, måske tidligere end forventet.
Maleren Vilhelm Marstrand var en stor beundrer af Bellman og føjede et nyt epistel til Fredmans 82 epistler. Det var denne tegning af Bellmans himmel, hvor der rigtig er gang i punchen. Punchebollen er udskiftet med et badekar og Bellman føres af eroter og svævende muser hen til Bacchus
Klubberne havde deres egne puncheboller og der var tale om fine porcelænsskåle eller fajancer ofte med bemaling og inskription. Nogle af de københavnske klubbers puncheboller er endt på Nationalmuseet, f.eks. en bolle fra Kongens Klub, skænket af direktør for Ostindisk Kompagni A.C. Haaber og søkaptajn Rieglersen, der førte et af kompagniets skibe og bestilte og hjembragte punchebollen fra Kina.
De fineste puncheboller i slutningen af 1700-tallet var fremstillet af tyndt porcelæn og blev importeret fra Kina. Andre fine puncheboller var fra Den kgl. Porcelænsfabrik. Indenrigske fajanceboller kom fra Kastrup og Kellinghusen. Til punchebollerne hørte en puncheske, ofte af sølv og man drak af puncheglas, der ofte var ciselerede.
Hvad var der i punchebollen? Nationalmuseet har en gammel opskrift på en stærk kold punch. Den lyder: 1 Flaske Madeira, 1 ditto Rhinskvin, 1 ditto ung Vin, 1 ditto Arrak eller Rom, 2 Flasker kogt, koldt Vand, Saft af 2 Citroner og så meget stødt Sukker, at Punchen bliver sød. Det gør Punchen behagelig at komme 1 Flaske Champagnevin deri.
Denne punchebolle fra Den kgl. Porcelænsfabrik findes på Nationalmuseet og viser Slaget på Rheden 1801. Punchebollen blev skænket i 1 eksemplar til alle de søofficerer, som havde deltaget i slaget. Giver var generalguvernøren for de Vestindiske Øer, Roepstorf.
Klubbernes glansperiode var forbi i begyndelsen af 1800-årene dels pga af statens og kirkens modvilje mod klubberne, dels som følge af Englandskrigen og statsbankerotten i 1813. I litterære kredse blev det populært at samles privat, og det var kvinder som Friederike Brun og Kamma Rahbæk, der gav plads til litterære sammenkomster. Meget klubliv fortsatte dog, men billard og kortspil stod øverst på listen over aktiviteter.
Også punchegilder fortsatte og blev efterhånden et selskabeligt samlingspunkt i meget af landets folkeliv. Punchebollen nåede ud i alle sociale lag. Gilleleje Museum har en punchebolle fra det lokale fiskermiljø.
Også fiskere samledes om punchebollen som her på Michael Anchers maleri fra Skagen. Stemningen synes høj, og når man nu ikke kunne komme på havet på grund af vejret, hvorfor så ikke forlyste sig om punchebollen
På landet blev der drukket punch. Fra Brahetrolleborg på Sydfyn berettes der for 1890-erne, at Skt. Hans dag var en stor festdag, hvor alle havde fri. Man samledes på en af de 16 gårde i byen, og så blev der spillet kort eller kegler. Der blev drukket øl og brændevin, og om aftenen mødtes ungdommen til punchegilde, og der blev danset i den pyntede lo eller lade til tonerne fra en enlig violin.
Foreningslivet holdt punchegilder, f.eks. 1891 takkede formanden for Farum Arbejderforening politibetjent Fr. Hansen inden hjemkørsel for det gode arrangement, som punchegildet i Asminderød havde været. Punchegilder blev ofte afholdt på kroer og gæstgiverier. I 1897 fik Fanø et nyt ting-og arresthus, men der var ingen indsatte,og arrestforvareren spejdede længe efter fængselskandidater. Til sidst fandt han én, nemlig en matros fra et Fanøskib. Han var ulovlig rømt fra skibet i Afrika og blev med stort følge højtideligt indsat i arresten. Efter udstået straf blev han nærmest båret ud og hen til Fanø Krogård, hvor der var arrangeret et stort punchegilde til ære for ham. Der var stadig brug for puncheboller og nye leverandører viste sig.
Keramisk punchebolle fra Søholm i Rønne, Bornholms Museum
Punchebolle i glas i serien Viol 1928 fra Holmegård Glasværk, Næstved Museum
Helt op til midten af 1900-tallet fastholdt punch sin status som drik ved større selskabelige sammenkomster. Ikke mindst i akademiske kredse, i foreningslivet og ganske særligt i studentermiljøet. I Sønderjysk Forening for Næstved og Omegn holdt man i 1942 flere foredrag, som altid blev afsluttet med et punchegilde. Men efter krigen forsvandt punchegilderne.
Puncheflaske fra Kastrup Glasværk mærket Äkta Caloric Punch, Næstved Museum
I Sverige, hvor punch nærmest havde karakter af nationaldrik, begyndte det nystiftede firma Cederlund i 1845 at sælge færdigblandet punch på flaske.
Nu kunne denne drik serveres nemt og enkelt i kølig tilstand på restauranterne. I 1862 præsenterede opfinderen John Ericsson en varmluftsmaskine, som han kaldte Caloric og den vakte meget opmærksomhed. Cederlund var hurtigt ude med en Caloric Punch, som fandt god afsætning også i udlandet. Den kan man købe den dag i dag hos større vinhandlere. Prøv den og bliv en af punchens venner.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien "Museumsnumre" her
[Historie-online.dk, den 28. februar 2023]
