Museumsnumre 42 - Duelpistoler
Moesgård Museum har en fin trækasse med et par duelpistoler. De to pistoler kommer fra Odder Museums samling og er såkaldte perskussionspistoler, som er fremstillet af Mortimer i London omkring 1850 og kom til museet fra en samler, der også skænkede en række våben fra Australien og Afrika. Det er en sjældenhed at finde duelpistoler på provinsmuseerne, mens enkelte specialmuseer, nemlig Jagt- og Skovbrugsmuseet samt Tøjhusmuseet (Krigsmuseet) i deres samlinger har flere sæt af duelpistoler.
Duelpistoler fra Odder Museum, Moesgård Museum
Det danske ord for duel er tvekamp, og den beskrives i Njals Saga og i sagnet om Uffe hin Spage. Tvekampen fortsatte i middelalderen, hvor den blev brugt i personlige opgør mellem adelige og den foregik med sværd. Duellen kom til os fra Spanien og Frankrig, og vi kender den i Danmark fra renæssancen, hvor Thyge Brahe mistede en del af sin næse i en duel på kårde med Manderup Parsberg. Den fornærmede part udfordrer i duellen fornærmeren til kamp, hvilket foregår efter bestemte regler og med sekundanter. Duellanter skal kæmpe med ens våben. Fægteskoler lærte de unge adelsmænd at forsvare sig. Alligevel gik liv tabt.
Kongemagten var ikke tilhænger af adelsmændenes duelleringer. Og da enevælden blev en realitet bestemte Christian d. V. i Danske Lov 1683, at duellanter kunne miste deres bestalling, gods og liv alt efter omstændighederne. Alligevel fortsatte duellering og blev endda i løbet af 1700-tallet udbredt til kredse i borgerskabet som advokater, købmænd, skuespillere og journalister. I 1800-tallet gik man over til at bruge pistoler ved dueller, og det er fra denne tid at de bevarede kasser med perkussionspistoler stammer.
Duelpistolerne er altid ens og meget veludførte og kostbare skydevåben fremstillet af bøssemagere eller af fabrikker, der specialiserede sig i våben. Til pistolerne hører også kugletang, krudthorn, rensestok og pistoner, alt anbragt i kassen med pistolerne. I 1700-tallet fremstillede den københavnske bøssemager Valentin Marr adskillige sæt duelpistoler, og i Tøjhusets samling findes eksemplarer af hans flintlåspistoler. I 2005 købte Gl. Estrup et par af hans duelpistoler på auktion. Duelpistoler er kostbare og sjældne antikviteter. Det hænger sammen med, at de var pragtvåben og at kun få sæt blev fremstillet, da skikken med at duellere alene var udbredt i aristokratiske og militære kredse og i øvrigt sjældent blev praktiseret.
Et par duelpistoler fremstillet omkring 1840 af den københavnske bøssemager Carl Heinrich Delcomyn, foto fra auktion, lauritz.dk
Konflikter af personlig art findes til alle tider i alle lag af samfundet og den slags konflikter søgte man at ordne ved at indføre særlige regler. Om bord i engelske sejlskibe blev konflikter mellem besætningsmedlemmer reguleret ved, at man arrangerede en nævekamp. De to kombattanter mødte hinanden på skibets dæk omgivet af besætningsmedlemmer, og når den ene blev slået ud, så var den sag klaret. Sejrherre og taber skulle give hinanden hånden som bevis på, at fjendtligheden var afsluttet, og man kunne og skulle derefter passe sit arbejde om bord.
I England eksisterede særlige regler for dueller mellem ”gentlemen”, og det gik anderledes og mere blodigt til end til søs. I aristokratiet og i hæren fandtes et stærkt æresbegreb. Beskyldte nogen en officer for fejhed eller uærlighed var det almindeligt, at man skulle forvare sin ære ved at udfordre vedkommende til duel. De to duellanter mødtes hver med en eller to sekundanter og ofte deltog en læge. Når der duelleredes på pistoler stillede de to sig med ryggen mod hinanden i en afstand af 20-30 skridt, hvorefter de på givet signal vendte sig og afgav et skud mod modstanderen. Blev man såret var duellen afgjort og blev ingen ramt var sagen også slut. Imidlertid var der med officerer tale om professionelle, som nok vidste at bruge deres våben og kunne ramme, så det endte ofte med lemlæstelse eller dødelig udgang for en af duellanterne. Set fra samfundets og fra militæret side var det en meget uheldig form for afgørelse af stridigheder. En dygtig officer kostede uddannelse og penge. Derfor valgte mange lande at forbyde dueller. Men alligevel fandt duellerne sted i det skjulte.
Mellem den akademiske verden og den militære var der i 1700- og 1800-tallet konflikt. Akademikerne betragtede de militære som indskrænkede og voldelige personer, mens de militære anså akademikere som nogle selvglade slapsvanse. Det kom nogle gange til større sammenstød, f.eks. i Det kongelige Theater stødte de to grupper sammen, og tumult og råb gjorde det svært for skuespillerne på scenen. Holberg har skrevet to komedier og karikeret hver af de to typer: Erasmus Montanus, studenten og Jacob von Thyboe, officeren. Så sent som i 1880-erne eksisterede der blandt officerer en tradition for at gribe til våben, at duellere, når man følte sig krænket af en modstander. Viggo Hørup, under forfatningskampen folketingsmand for Venstre, talte i 1886 til en større forsamling i cirkusbygningen og vendte sig mod militarismen og regeringen Estrup, som netop havde påbegyndt byggeriet af Københavns befæstning. Dele af talen og debatten opfattede officerer som ærekrænkende og flere udfordrede Hørup til duel. Fornuftigvis afslog han at stille op til den slags, som kunne have kostet ham livet.
Også i kærlighedsaffærer kunne en duel blive resultatet, når to bejlere ramlede sammen. Det blev tilfældet i en sørgelig affære i 1890, da den unge dragonløjtnant Fredy Castenskiold, forelskede sig i ryttersken baronesse von Rhaden, som optrådte i cirkus. Denne kun 20-årige skønhed var sikkert vant til at blive feteret, men den unge løjtnant bestormede hende. Imidlertid var hun gift med en lidt ældre mand, en russisk marinekaptajn og baron, som bad den unge fløs om at lade hans hustru i fred, men forgæves. Det resulterede i en duel på sabel i Næstved, hvor kaptajnen fik en flænge i panden. Da ægteparret forlod Danmark, opsagde løjtnanten sin officersbestalling og rejste til Ægypten efter ægteparret. Det endte med endnu en duel, denne gang i Frankrig og på pistoler, hvorved løjtnanten blev slået ihjel.
En anden spektakulær duel fandt sted i året 1900 mellem teaterkritikeren og folketingsmedlemmet Edvard Brandes og skuespilleren Robert Schyberg, der pga af en dårlig anmeldelse overfaldt Edvard Brandes på gaden og slog ham med sin stok. Brandes udfordrede derpå Schyberg til duel. Duellen på pistol fandt sted i al hemmelighed i Ermelunden i Dyrehaven. Der blev skudt på 20 skridts afstand og hver afgav to skud. Heldigvis skød begge duellanter forbi, til gengæld blev den ulovlige duel straffet med 14 dages fængsel til hver.
Berlingske Tidende bragte denne tegning af duellen i februar 1900 mellem Edvard Brandes og Robert Schyberg. Deltagerne og deres sekundanter er karikerede. Man ser at de bærer deres fineste tøj, knækflip og høje hatte. Der benyttes små revolvere. Bagved holder to drosker, lægen står parat og selv kronhjortene i Dyrehaven er nysgerrige.
I dag er duellering på pistoler lykkeligvis fortid. Personlige uoverensstemmelser løses på anden vis, om nødvendigt ad rettens vej. Skyde- og våbenglade kan få deres ønsker opfyldt i skytteforeninger, hvor der er oprettet særlige sortkrudtsforeninger, hvis medlemmer skyder med en mangfoldighed af forladevåben lige fra luntebøsser, flintlåsmusketter til perkussionsgeværer og duelpistoler. Det gælder her som for andre i skytteforeninger at ramme skiven og opnå de bedst mulige resultater, men udfordringen er ulige større for sortkrudtskytterne, fordi kugler skal støbes, ladninger vejes af og tændingsmekanismer ordnes.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her
[Historie-online.dk, den 27. juni 2023]
