Museumsnumre 66 - Damesko

Der er noget med kvinder og sko. Skoene er vigtige for dem, i øvrigt ligesom tøjet. Det slår sjældent fejl at husets frue har flere sko end manden, og man oplever det i skobutikkerne, hvor udbuddet af sko til kvinder er langt større end til mænd. Hurra for forskellene kønnene imellem, men i visse tilfælde er det med sko dog blevet en besættelse. Sådan var det for Imelda Marcos, den filippinske diktators frue. Hun havde efter sigende 1.000 par sko.

Skoens historie går tilbage til oldtiden, men for at undgå at fortabe sig i den sag, så lad os se, hvad de danske museers samlinger kan fortælle os om damesko fra de sidste par hundrede år. Vi holder os til det almindelige fodtøj og undgår specialsko, sandaler, støvler og sportssko. Det er værd at notere sig, at de fleste bevarede damesko på museerne er såkaldte pæne sko, altså ikke hverdagssko, som blev slidt op. Desuden bør man vide, at det ikke var alle beskåret at have et par sko. De fleste kvinder brugte til daglig langt op i tiden træsko. Sko var dyre, og det berettes, hvordan kvinder gik til byen barfodede og først tog skoene på, når de var kommet ind i byen.

Kunde prøver sko i Magasin du Nord 1961, Magasin du Nord Museum

At fremstille et par sko var engang håndarbejde. Skomager var et fag med læretid, og man havde skomagerlaug i flere danske byer. Københavns skomagerlaug var stort. Det bestod i 1789 af 327 mestre, 360 svende og 196 lærlinge.

”Skomager bliv ved din læst”, sagde man, og sko blev fremstillet over en læst, en fodformet træklods i forskellige størrelser. Indtil 1860 benyttede skomagere samme læst, men derefter arbejdede de med forskellige læster til højre og venstre fod. Det gav bedre pasform. Skoen består af forskellige dele, en sål med hæl, bindsål, hælkappe og skaftet med overlæder og snørestykke med pløs. Man sømmede, bankede og syede skoen sammen og brugte særligt skomagerværktøj. Naturmaterialerne var læder, skind, stof, træ, kork mm. Det meste damefodtøj blev lavet af hestelæder, men ville man have et par fine damesko, blev de udført i gedeskind eller kalveskind. Ved damefodtøjet anvendte man al sin kunst på at lave lette, fine bunde og solide hæle.

Man skelner mellem hjemmesko og udesko, sommersko og vintersko. Desuden kan skoene være af forskellig type. Mode bestemmer tåformen, der går fra spids til smal og bred, fra snævre sko til fodformede. Mode bestemmer også hælens højde. Der er flade sko, sko med halvhøje hæle og højhælede sko.

Skomagerlaugene blev ophævet, og efter loven om næringsfrihed 1857 finder vi skomagere både i byen og på landet. Håndværket nåede kulminationen omkring 1900, hvorefter fabriksfodtøjet overtog størstedelen af markedet. Med industrialiseringen kom lædersymaskiner, pløkmaskiner, pudsemaskiner m.m. i brug. Skotøjsfabrikker dukkede op. Først i Frankrig, England, Tyskland og Østrig. Og fra disse lande importerede Danmark mange sko. Fabriksskoene var i starten af dårlig kvalitet, så mange valgte stadig håndskomagerens sko. I 1870-erne fik Danmark også skoindustri. Københavns skotøjsfabrik åbnede i 1874, men måtte lukke i 1880. Da var flere konkurrerende fabrikker opstået. I 1897 var der 27 fabrikker med 1200 medarbejdere. Den danske skotøjsindustri kunne efterhånden hævde sig overfor den udenlandske. I 30-erne oplevede skoindustrien tilbagegang, men en toldforhøjelse medførte at de udenlandske sko blev dyre, og det blev den indenlandske skoindustris redning. Produktionen kom dog atter under pres under anden verdenskrig pga manglende tilførsel af materialer, og stigende priser medførte en maksimalskoordning, som skulle sikre at der kom tilstrækkeligt med sko, som kunne betales på markedet. Efter krigen blev situationen normaliseret, og i 1950 nåede man et rekordtal i skoproduktionen, men herefter faldt den gradvist,og efterhånden overgik det meste af markedet til importerede fabrikssko. Den sidste danske skofabrik lukkede omkring 1970. Skoproduktionen blev flyttet til lande med billig arbejdskraft, bl.a. Portugal og Kina. Blandt de store danske mærker, som stadig sælges er Angulus grundlagt 1904 og Ecco fra 1963. Adskillige andre mærker designes i Danmark, Roccamore, Sargossa, Pavement, Copenhagen m.fl.

Lad os følge moden. Stil og status har altid spillet en rolle især for damesko. De var ikke altid lige komfortable at gå i, men det gjaldt om at følge tidens smag. I perioder var der skomode, som gav ømme og sammenpressede fødder.

I 1800-tallets begyndelse var velhavende kvinders skoideal en lille flad udringet sko med stofoverdel, gerne silke, og med ditto ankelbånd. Sko og kjole skulle helst passe sammen i farve.

Et par sko fra herregården Benzon (Sostrup) ved Grenå, dateret til 1800-1810, Den gl. By

Omkring 1850 havde dameskoene halvhøje hæle og var enten snøresko eller remmesko. I øvrigt var støvler populære både til damer og mænd. Ved at indsætte et elastisk stykke stof vævet af gummi og bomuld i skoens sider, kunne man få skoen til at slutte tæt om foden. Den slags nye sko kaldtes fjedersko. Man begyndte også at lakere skoene. Efterhånden blev skoene mere langskaftede, så de støttede anklen. Disse sko var oftest snøresko. Tåen blev gjort bredere og var på et tidspunkt helt firkantet. I 1890-erne blev tåen atter spids og hælen forholdsvis høj.

Et par fine sko fra Ørslev Kloster, har tilhørt en fru Halkett 1860, Viborg Museum

Et par sko fra Illum Kjøbenhavn købt til Randers, dateret 1875, Randers Museum

Slidte damesko fra 1890, Sydvestjyske Museer

Et par damesko med broderi, dateret 1910 og brugt til dansesko, Horsens Museum

Sko med pompadur hæl, dvs rokokoinspireret, og dateret til 1920, Den gl. By

Fabriksfremstillingen af sko medførte billigere sko og skobutikker blev almindelige i byerne. Et forhold der ændrede skomaterialet var benyttelse af læder garvet med krom. Et andet forhold, der fik betydning for skoene, var damernes kjolelængde. Indtil 1910 var kjolerne lange og skjulte skoen, men nu fik man ”fodfri” kjoler. Det betød at skoen fik større modebetydning. Den nye kvindetype efter verdenskrigen, da mange kvinder fik arbejde på virksomheder, var frigjort fra korsetter og lange kjoler, og hendes strømper og sko kunne ses. I 1920-erne kom de flade sko atter på mode. Det var gode dansesko og der blev danset Charleston i dem. De var lyse og med en rem over vristen eller udringede og lavhælede.

Holst Sko i Vejle 1979. Fotograf: Teknisk Forvaltning, Foto: Vejle Stadsarkiv

I 1930-erne blev moden lyse og åbne sommersko med hæl og rem. Til pænt brug havde man sko med halvhøje hæle, og man kunne også benytte sandalsko, der forekom med sølv- eller guldfarve. Damernes skomode var i øvrigt meget vekslende, men med vægt på det lette og elegante og væk fra det sorte og tunge. Snøresko med overlæder i brunt og i sort og hvidt sås. I 1940-erne dukkede de sorte sko op igen, bl.a. sort ruskind. Erstatningsmateriale kom frem, for eksempel brugtes rødspætteskind til overlæder. Efter krigen blev de første tøfler med kineserhæl og hælrem præsenteret.

 Et par sorte sko fra ca. 1940, Greve Museum

Et par sko med overlæder af rødspætteskind, Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg

Dansk Skomoderåd blev oprettet i 1952 med det formål at fremme design og produktion af fodtøj. Udviklingen var gået i stå i krigsårene. Nu skete der noget nyt. Meget højhælede spidse og udringede damesko blev lanceret med succes, og en særlig type kom frem, sko med stilethæle. Stiletskoen blev lanceret i begyndelsen af 1950-erne, og flere skodesignere tilskrives æren for skoen, bl.a. franskmanden Roger Vivier og italieneren Salvatore Ferragamo, som brugte stålhæle. Disse ekstremt høje hæle var unaturlige, gav kvinder problemer med balancen og ødelagde diverse trægulve. Men de højhælede sko fremhævede kvindens ben og gav en flot holdning. De var sexede, som man sagde i 1960.

 Spidse højhælede sko 1960, Greve Museum

Kritikken mod de højhælede var fra starten højlydt. Knud Pheiffer skrev i 1950:

Høje hæle, røde negle, læber ditto do

er faktorer, som kan få manden til at glo.

Efterhånden er det blevet ham en fiks ide,

sådan en kvinde … nej prøv at se

en lille pige i flade sko.

Hun har kuløren og den er go …

I 1960-erne kom ungdomsoprøret med kvindebevægelsen og de høje hæle blev kasseret. Nu gjaldt det om at få flade sko, som gav sunde fødder og var behagelige at gå i. Det blev til en bølge af fodformede sko til såvel kvinder som mænd til stor glæde for fødderne. Lidt ringeagtende kaldtes de af modens modstandere for andefødder. Firmaet Jaco, startet 1944, specialiserede sig i fodformede sko af god kvalitet.

Men i fattigfirserne med yuppie-kultur dukkede de høje hæle op igen. I 1990-erne kom de såkaldte plateausko, og plastik og andre syntetiske materialer fik større og større anvendelse i skofremstillingen. De flade sko vendte tilbage. Sportsprægede skotyper, ”sneakers”, oplevede en stor fremgang. De havde deres forgængere i lærredssko eller gummisko. Lette og komfortable sko er det, men elegante sammen med en selskabskjole? Nej vel.

Damesko er nu alle fabriksfremstillede og plastik dominerer som materiale. Ingen får sko repareret. Dyre mærkesko bliver smidt ud. De er ikke beregnet til at holde til det danske klima. Skohåndværket er næsten uddødt. De såkaldte hælebarer har indtaget rollen som skoreparatører. Skobranchen synes ikke at satse på genbrug. Men måske kommer der en ny udvikling mod sko, som kan holde og som kan repareres? I den tredje verden går mange barfodet rundt eller i et par klip-klappere.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her

[Historie-online.dk, den 6. februar 2024]