Museumsnumre 76 - Billejern
Et billejern? Atter en genstand fra museernes skatkamre som de færreste i dag aner brugen af, men ikke desto mindre var billejern i brug i Danmark for nogle få generationer siden. Vi skal ind i mølleriets historie, for at få mere at vide om billejern. Sagen var den, at møllerne uanset om de blev drevet ved at udnytte vandkraft, vindkraft eller dampkraft havde kværne, der formalede alt det korn, som blev leveret til møllen. På landet foregik det ved, at gårdmanden eller hans karl kørte til mølle med hest og vogn, og her blev kornsækkene hejst op i vindmøllen eller båret op i vandmøllen til kværnloftet, hvor der stod et antal kværne. Den fineste af disse kværne blev kaldt franskkværn, og det var den, man brugte til at male hvede på. Kværnen bestod af to cirkulære kværnsten, en ligger og en løber, og derimellem blev kornet kværnet til mel. Kværnen var omsluttet af en kasse, så man ikke kom til skade under arbejdet, hvor løberen roterede. Den sad fast i en jernaksel og kunne via et drev kobles ind eller ud af stjernehjulet, et stort vandretliggende træhjul med trætænder. Stjernehjulet sad på en velle, en lodret aksel og fik sin kraft enten fra vingerne på vindmøllen eller fra vandhjulet på vandmøllen. Det var en mekanik, som i tidlig middelalder var indført til Danmark, antagelig af de munkeordener, som kom til landet, ja muligvis allerede i vikingetiden ved kontakt med keltiske munke.
To kværne på kværnloftet i Skævlund Vandmølle, kend din landsby, Hedensted.
Før denne type kværn brugte man skubbekværn eller en grubbekværn til formaling af diverse kornsorter. Der er gjort mange fund af stenalderens skubbekværne og grubbekværne. I jernalderen dukkede drejekværne op. Det var håndkværne, effektive nok til at formale korn til en husholdning. Korn blev formalet for at dække behovet til bagning af brød og til grød, to livsvigtige fødevarer. I vikingetiden kom kværnsten, glimmerskifersten, til Danmark som importvare fra Hyllestad i Norge. I middelalderen var det især Skånske sandsten og vulkansk basaltsten fra Rhinlandet som indførtes. De fineste kværnsten kom fra Frankrig og var kvartssten med flint.
Håndkværnene blev afskaffet og de større møller drevet af vand- eller vindkraft overtog formaling af brødkorn og grut. Det var en udvikling, som kongemagten støttede. Fæstebønderne måtte søge til den mølle, jordejeren henviste til. De kværnsten, man benyttede i møllerne, havde en diameter på 100 -160 cm og var forsynet med et mønster hugget ud i stenen. Det var de skarpe kanter i dette mønster, som skar kornet i stykker under rotationen. De forskellige stentyper havde forskellige mønstre. Man brugte en skabelon til at tegne det mønster, stenen skulle hugges efter, eller som man sagde skulle billes efter. Kværnstenene måtte aldrig køre uden korn, så blev stenene ødelagt, og man risikerede at gnister eller overophedede lejer satte ild i møllen, som var fuld af letantændeligt træ. En mekanisme kunne løfte løberen fri af liggeren, så der ikke var friktion, når der ikke var korn i kværnen.
Billehammer med fast hoved af den gamle type, Vejle Museum
Billehammer med udskiftelige spidser, Aalborg historiske Museum
Og hermed er vi kommet til billejernet. Det var det værktøj, som blev brugt i møllerne til at hugge rillerne i kværnstenene. Man sagde, at kværnstenene skulle billes efter formaling af 500 -1000 tønder korn alt efter stenens beskaffenhed. Nogle møllere og deres svende gav sig selv i kast med at bille, når stenene var slidt ned og rillerne skulle hugges op. Ofte hentede man dog en specialist til opgaven, en mand som levede af at bille kværnsten. Først skulle kværnstenene blotlægges, dvs ved hjælp af kiler og en kran blev løberen løftet op, vendt i luften og lagt ud på kværnloftet. Så kunne man komme til at bille de to kværnsten. Det tog en dag eller to og tusindvis af slag med billehammer. Disse hamre havde forskellig form, almindeligvis var hovedet med to ens mejselagtige ægge, men nogle jern var spidse. De blev brugt til hugning af rhinske kværnsten. De ældste billejern havde fast hoved af en langstrakt form, som en napoleonshat, mens franske billejern sad kilet fast i et hul i hammerens skaft, og man skiftede så jernet. Nye billehamre havde klemmer, så man kunne skifte jernspidserne i stedet for at skifte hammer. Til billearbejdet brugtes også billebriller, for små splinter af sten og stål fløj under hugningen fra stenen. De var varme og brændte, når de ramte huden. Folk som havde bilning som profession havde tit ar på deres underarme efter disse stenafslag. Når arbejdet var færdigt, kom sten og kværnkasse på plads, og man kunne igen formale kornet.
Kværnsten billes, Christiansmøllen, dk
Bornholms Museum og Langelands Museum har hver en lille samling af billehamre, men ellers er det småt med bevarede billehamre. Kun her og der findes en eller to i museumssamlingerne. Nationalmuseet havde i en årrække et møllelaboratorium i Brede og gennem dets virke blev megen viden og adskillige møllebygninger og møllegenstande bevaret. Takket være Nationalmuseet er der også lavet en film om, hvordan man biller en kværn.
Til møllerier fremstilles stadig kværnsten i Danmark. Det er såkaldte kunststen. Firmaet hedder Engsko og ligger i Randers.
Et større antal af vore gamle vand- og vindmøller er bevaret og står som iøjnefaldende monumenter i landskabet. Nogle af disse møller vedligeholdes og drives af dygtige foreninger eller ejere og fungerer stadig. I enkelte tilfælde producerer møllen mel som finder god afsætning, idet stenmalet mel siges at være bedre og mere smagfuldt en de industrialiserede melprodukter, der sælges i supermarkeder. Men prøv selv at købe noget møllemel og bag et brød. Det er en god beskæftigelse for børn og voksne på en ferie eller i en weekend at besøge en mølle, at følge kornets vej i møllen og selv bage et brød af melet. Møllernes dag er medio juni, hvor de fleste møller holder åbent for besøgende.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her
[Historie-online.dk, den 16. april 2024]
