Menu
Forrige artikel

Museumsnumre 86 - Vandpumper

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 560

 

Vi betragter det som en selvfølge at åbne for vandhanen og få dejligt frisk vand som kan drikkes og bruges i husholdningen. Men sådan var det ikke førhen, og sådan bliver det måske heller ikke fremover. Vores drikkevand, som hentes fra boringer i undergrunden, er truet af forurening. Mange boringer må lukkes. Længe har vandværkerne advaret mod følgerne af de sprøjtegifte, som bruges i landbruget. Nu er giftene nået ned i de vandførende lag i undergrunden.

Langt værre ser situationen ud på verdensplan. Der er ikke tilstrækkelig rent drikkevand, og der mangler vand til husholdninger, landbrug og industri. Mange steder er kampen om vand allerede i gang, og vandforbrug og klimaforandringer har tørlagt store floder.

For to- trehundrede år siden var problemstillingen ikke mangel på vand. Problemet var at skaffe vandet frem til forbrugerne. I antikken var romerne dygtige byplanlæggere og ingeniører, som sørgede for, at byerne blev velforsynede med ferskvand. Det skulle bruges til erhvervsliv, huse og badeanstalter – ja og toiletter. Man hentede vandet fra højereliggende steder og førte det i vandledninger frem til byerne, hvor det strømmede ud af vandposte anbragt rundt omkring i byen. Om nødvendigt byggede man akvædukter hen over dale og slugter. Da Romerriget blev invaderet af barbarer, blev byernes vandforsyning ødelagt.

 Vandledning i fyrretræ fundet ved Store Strandstræde ved Nyhavn og antagelig fra omkring 1750. Vandledningen lå i to meters dybde. Jagt- og Skovbrugsmuseet

I Danmark var vandforsyningen til byerne længe et problem. Først fra renæssancen kunne man etablere vandforsyning med overfladevand. På landet var gården den økonomiske enhed, og på gården skaffede man vand ved at bygge en eller flere brønde. Med en spand og en vinde kunne man få vandet op fra brønden, hælde det over i andre spande, hvorfra det blev bragt til vandingstrug, bryggers og køkken. Brøndsystemet fungerede langt op i 1900-tallet, indtil man også på landet fik kommunalt vand i rørledninger. Brønde var tidligere stensatte eller murede konstruktioner bygget af specialister, brøndgravere. Senere gik man over til at benytte brøndringe af cement, som sættes oven på hinanden. At brønde så længe kunne løse vandforsyningen skyldes det faktum, at vi i Danmark geologisk er privilegerede ved at have rigeligt lettilgængeligt grundvand.  

Plakat fra Frilandsmuseet fra 1946 udført af Sikker Hansen, der har gengivet en af de gamle landsbyvandpumper i træ, Den Gamle By

I byerne hentede man overfladevand fra nærliggende søer eller åer. Vandet blev ført til byens brønde i rør, som var udborede træstammer med blyrørsforbindelser.  Store vandpumper, såkaldte stempelpumper, sørgede for, at man kunne få vandet op. Denne pumpetype var en opfindelse fra 1500-tallet. I København kom vandet fra Søerne uden for byens volde, og så langt borte som fra Emdrup Sø hentede man vand til springvandene. Det hændte, at der var smådyr og plantedele i pumpevandet. Værst var det dog, når vandledningen var utæt og blev forurenet af vand fra møddinger og latriner. Det kunne resultere i dysenteri, og lægerne understregede gang på gang nødvendigheden af at forbedre vandforsyningen i byerne. Efter koleraepidemien i 1853 skete der endelig noget. Hovedstaden fik vandværk og kloaksystem.

Der var altid liv omkring vandpumperne, hvor tjenestepiger, karle og lærlinge hentede al det vand, der skulle bruges i huset, gården eller værkstedet. Ved pumpen var der lejlighed til at udveksle nyheder eller sladder, mens man ventede på sin tur. Vandledningerne havde en lang levetid, men måtte alligevel tid efter anden fornys og repareres og så skete det at hele kvarterer i byen var uden vand, og man måtte finde den nærmeste vandpumpe. Det gav ekstra trængsel ved nogle pumper.

Sally Henriques har malet dette billede af folkelivet på Højbro Plads i København en sommerdag i 1844. Der ses to vandpumper. En kvinde er ved at pumpe vand op ved pumpen til venstre. Statens Museum for Kunst

Da danske jernstøberier blev startet i 1840-erne, var pumper i støbejern et af de produkter, som blev udviklet og solgt i stort tal. Vandpumperne i træ var udsat for råd, og de var utætte, mens støbejernspumperne var tætte og holdbare. Det gjaldt kun om at holde pumpens mekanisme i orden, så fungerede den altid. De forskellige jernstøberier havde hver deres vandpumper, men efterhånden udviklede der sig en standardtype, som man stadig kan se på gårdspladser ude på landet, hvor man af veneration for gamle dage har ladet pumpen stå. Støbejernspumpen bestod af et rør med en jernstang med en lukkemekanisme, det såkaldte hjerte med en læderlap, der aktiveredes, når stangen blev trukket op. Derved opstod der et undertryk som førte vandet op i pumpehuset og ud gennem den tud som pumpen var forsynet med. Pumpen blev aktiveret ved en pumpestang, der virkede med håndkraft. Der skulle nogle pumpeslag til, før pumpen begyndte at virke.

De gamle vandpumper er god industriel brugsdesign, og heldigvis er der som anført folk, som har bevaret dem i stedet for at køre dem til skrot. Også museerne har en god samling af støbejernspumper. De findes selvfølgelig i vore dejlige frilandsmuseer i autentiske opstillinger, men også på museernes magasiner og i udstillinger visse steder.

Bypumpe i støbejern fra Skælskør. Da byen fik vandværk i 1904 blev pumpen overflødig og ad omveje kom den til Sorø Museum

 

Omkring 1860 fik de fleste byer kommunale vandværker. Med motorpumper og senere elektriske pumper pumpede man vand op fra undergrunden og filtrerede det i bassiner. Vandet blev derfra pumpet op i en tank og derfra til et vandtårn, som sørgede for, at der kom det nødvendige tryk på vandet i ledningssystemet. Dette bestod af hovedledninger og sideledninger, der leverede vandet til de mange ejendomme og fabrikker. Vandet blev ført frem i nedgravede vandrør af jern, og hver ejendom havde en vandhane til hver husholdning. For husholdningen var indlagte vandrør og vandhaner et mægtigt fremskridt. Også på landet begyndte man at anlægge vandværker, eller man anskaffede til gården en hydrofor, en elektrisk vandpumpe, som førte vandet fra brønden til vandhaner inde i køkken og bryggers. En overgangsform til dette system var små håndvandpumper opstillet i køkken og bryggers med rørforbindelse til gårdens brønd.

 Principskitse for vandværk, Hejsager Vandværk

Vandforsyningen er i dag heldigvis stadig et kommunalt anliggende, og dygtige ingeniører og teknikere er ansvarlige for vores vand. Der udtages løbende prøver af vandet, hvis kvalitet stadig er i orden. Som udlandsrejsende ved man, hvad der sker, når vandforsyning overlades til spekulation og ligegyldighed. Vandet i hanerne er ikke til at drikke. Det indeholder skadelige stoffer. Resultatet er, at befolkningen må købe vand på plastikflasker i dyre domme, og at flaskerne, som der ikke altid er pant på, flyder overalt i bymiljøet og tit havner i floden og derfra kommer ud i havet. Det er en ond cirkel, som vi lykkeligvis ikke er havnet i her i Norden. Men passer vi ikke på det kommunale vand, så skal vi også købe vand på flasker.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her

[Historie-online.dk, den 6. august 2024]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Museumsnumre 2: Skibskister
Museumsnumre 63 - Lokomobil
Museumsnumre 7: Manglebræt