Menu
Forrige artikel

Museumsnumre 88 - Herrehatte og - kasketter

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 679

 

”Jeg sætter min hat som jeg vil” … sang Daimi i en sang med tekst af Klaus Rifbjerg og musik af Bent Fabricius Bjerre. Og hatten har altid været andet og mere end et praktisk stykke beklædning. Hatten viste manden og professionen, og man hilste med hatten eller stod med hatten i hånden som tegn på sin underdanighed, når personer af rang passerede.  

Udgangspunktet er dog, at hovedet skal beskyttes mod regn og kulde eller sol og varme. Den dag i dag sørger omsorgsfulde mødre og børnehavepædagoger for at give børnene en hue på udendørs, når det er koldt eller meget varmt med stærk sol.

Hatte har ikke et langt liv. De ældes hurtigt, glemmes i toget eller blæser af hovedet og ender i havnen. Derfor er museernes samlinger af hatte ikke stor i forhold til, hvor udbredt brugen af hatte har været. Engang kunne man nærmest ikke vise sig på gaden uden at være iført en hat eller kasket. Men lad os dykke ned i museumsmagasiner og udstillinger og på den måde tegne et billede af herrernes hatte. De er her udvalgt for at begrænse det store emne hatte og undgå alt for mange fjer og fugle. Damehattenes antal er nemlig langt, langt større end herrehattenes.

De allerfleste herrehatte som findes på museerne er fra 1900-tallet. Der er ingen middelalderlige hatte bevaret og selv den trekantede hat som dominerede i 1700-tallet er kun bevaret i ganske få eksemplarer. Fra malerier ved vi, at mænd i renæssancen som finere hovedbeklædning brugte en rund flad stofhue uden skygge, en baret eller bonnet. Også præster brugte bonnet. Men her er tale om en hue og ikke en hat. Forskellen mellem de to hovedbeklædninger er, at hatten i modsætning til huen er stiv i formen og fremstillet af skind, læder, filt eller strå. Der er også grund til at skelne mellem militære hatte og civile hatte og de sidstnævnte er dem, vi her skal se på.

Portræt af Christian 2, som viser kongen iført bonnet med guldtrådsbroderi

Fortidens fine hatte blev benyttet af konger, fyrster, adel og højere borgerskab. I Nederlandene blev en sort let konisk høj hat med bred skygge brugt af rådsherrer, købmænd og andre ”regenter” i republikken. Denne hat ses bl.a. på Rembrandts malerier. Den trekantede hat kom frem i slutningen af 1600-tallet og er i sin enkelhed en rundpuldet hat med bred skygge, hvor skyggen er foldet op tre steder. Hatten kom fra Frankrig, hvor betegnelsen er ”tricorne”, dvs. trehjørner, og den blev dekoreret med kokarder og fjer, så den gav et farverigt og elegant indtryk.

Trekantet hat med kokarde, uden proveniens, Københavns Museum

Efter den trekantede hat kom den franske ”bicorne”, dvs. hatten med to spidser, og denne type gjorde Napoleon berømt. Den blev dominerende hovedbeklædning for officerer og øvrighedspersoner i mange lande. ”Bicornen” har overlevet til vore dage som del af gallabeklædningen for statens embedsmænd, dvs. amtmænd, dommere, højere officerer. Det er en hat som angiver status og ingen praktisk hovedbeklædning. Populært kaldes den en ”sovsekande”. Den sættes ikke på tværs på hovedet men på langs.

At være hattemager var en profession, et håndværk i byerne. Hattemagerne havde deres eget laug, og man blev lærling hos en mester. Hattemagere rangerede ikke højt på den sociale skala, hvad vi kan notere med det gamle ord om, at der er forskel på kong Salomon og Jørgen Hattemager. Hattene var håndlavede og blev presset over en træform. Men efterhånden kom der maskiner, og det betød at også hatte blev et industriprodukt.

Fra starten af 1800-tallet kom den høje hat på mode. Det var en stiv sort hat med en forholdsvis bred skygge, og den blev båret af de fleste mænd i første del af århundredet. På H.G.F. Holms sirlige kobberstik fra København, ses promenerende borgere såvel som kuske og arbejdsmænd iført høj hat. Også søfolk bar en stiv høj hat med lav puld. Omkring 1850 blev hatten afløst af cylinderhatten, en finere høj hat. Den fik stor udbredelse i hele Europa og blev båret til jaket eller diplomatfrakke. Den høje hat var upraktisk, og man måtte transportere den i hatteæske. Især den silkebeklædte cylinderhat var kostbar. Den blev mest brugt i forretningslivet og blandt børsherrer. En særlig praktisk udgave af den høje hat var ”chapaux claque”, den sammenklappelige hat, velegnet til rejser.

Cylinderhat fra ca. 1870, Middelfart Museum

Bowlerhatten er en engelsk opfindelse, som kan dateres til 1849, hvor en adelig henvendte sig til sin hattemager, fordi han ønskede en anden type hat end den høje hat, han altid tabte under jagt til hest. Opgaven blev løst, og hatten blev sat i produktion af firmaet Bowler Brothers, deraf navnet. Bowleren blev hurtigt en stor konkurrent til den høje hat, og den blev modsat den høje hat populær i vide kredse.

Bowlerhat, fremstillet i England, Odense Bys Museer

Apropos vide kredse så var hatte til hverdagsbrug selvfølgelig de almindeligste. Inden for en række fag brugtes og bruges stadig særlige hatte under arbejdet. Skorstensfejerne har en sort filthat, som beskytter deres hoved under det snavsede arbejde. Kokke har en høj hvid bomuldshat og bagere en hvid bagerhue.

Skorstensfejerhat, Nationalmuseet

Arbejderklassens hovedbeklædning blev fra omkring 1850 kasketten. Kasketter blev lavet af vævet materiale, der blev klippet og syet sammen og forsynet med en skygge foran. Børn og voksne gik med kasket. Fra England kom omkring 1900 billige fabriksfremstillede ”caps” eller som de kaldtes her i Danmark ”sixpence”, måske fordi de oprindelig var syet af seks stykker stof. Søfolk, havnearbejdere, kuske og avissælgere bar en ”sixpence”, som kunne krølles sammen og ligge i en taske eller stor lomme. Men kasketter gik af brug efter anden verdenskrig. I de senere år har kasketter fået en stor renæssance i form af amerikanske kasketter, nemlig baseballkasket, farmerkasket og truckerkasket. De er tit produceret for at gøre reklame for forskellige firmaer, og følger den amerikanske mode, som har gjort personen med T-shirt og kasket til en omvandrende reklamesøjle. En anden type yderst praktisk og populær hverdags- og feriehat er bøllehatten. Den er i familie med kasketten, idet den er syet.  

Angående sommerhat så var stråhatten den mest udbredte sommerhovedbeklædning for mænd. Den blev brugt af såvel høstfolk og fiskere som af landliggere. Den kunne have lidt forskellige former, men var typisk en hat med en halvhøj puld og en bred skygge. Materialet strå tillod en vis udluftning og gav samtidig hovedet skygge. En særlig flad stråhat med smal skygge var den engelske ”boater”, oprindelig brugt i universitetsbyerne Oxford og Cambridge sammen med en ”blazer”, en kort jakke. En praktisk og smuk hat ved ”punting”, hvor man stager sig frem. Denne type stråhat findes bevaret på adskillige danske museer. De fineste stråhatte var de såkaldte Panamahatte, som var fremstillet af tætvævede plantefibre fra en sydamerikansk palmeart. De er trods navnet især blevet fremstillet i Equador.   

De flade stråhatte med sort hattebånd var i Danmark populære til festligt brug, f.eks. brugte man dem i Ærøskøbing ved fugleskydning. Mange ejere satte snor i hatten, da den let blæste af hovedet. Denne fine stråhat er fra Viborg og fremstillet i Frankrig, Viborg Museum

Vinterhatte var især lavet af skind og pels. En udbredt type brugt til søs og senere af statens ansatte i DSB var Helsingørhuen. Men også skindhatte med kasketskygge var almindelige, f.eks. brugt af folk i vejvæsenet. Nogle hatte kunne klappes ned om ørene, når frosten rigtig bed.

Vinterhat af skind, Djurslands Museum

Den bløde hat af filt blev fra 1900 meget populær, og mest populær var den brune filthat. Det startede med, at den blev brugt til jagt og en type ”homburger” blev fra Tyskland udbredt til England, hvor kongen Edward 7. tit og ofte bar en ”homburger”. En blød hat som også vandt frem i 1900-årene var den såkaldte ”trilby”. Den dukkede op i England i 1894 i forbindelse med et teaterstykke af dette navn. Karakteristisk for denne hat er at skyggen fortil er bøjet nedad og bagtil opad. Samme type er den såkaldte ”feodora” opkaldt efter et amerikansk teaterstykke fra 1882. Denne amerikanske type er populært kaldt ”gangsterhat” og den blev masseproduceret. Det store hattefirma Stetson stod for fabrikationen af mange ”feodora”-hatte.

Humphrey Bogart bar i filmen Casablanca en ”feodora” hat, måske en Stetson

En blød hat med smal skygge er den amerikanske ”pork pie”, som blev yndet af jazzmusikere og skuespillere. Navnet skyldes at hatten minder om den traditionelle amerikanske pie.

Visse firmaer har fået verdensry som producenter af kvalitetshatte. Stetson grundlagt 1865 i USA er lige nævnt, og i Europa er italienske Borsalino grundlagt 1857 et mærke, som kan fremhæves. En stor dansk hattefabrik lå i Skodsborg nord for København. Modeweg og Søn hed den og var grundlagt i 1913. Den lukkede i 1970.

Herrehatten blev upopulær i en lang periode fra ca. 1960. At gå med hat var nærmest pinligt eller grinagtigt. Unge mænd brugte ikke hat. Det handlede om ungdomsoprør og en enkel beklædningsstil, hvortil hatten absolut ikke hørte. På Langeland hed det, at man skulle passe på, når en bilist med blød hat kom kørende ud fra en sidevej, for så var der tale om en gammel mand.

I dag er herrehatten kommet tilbage. Man har igen forstået at hatten giver stil og personlighed. Hatte fremstilles på ny i Danmark, bl.a. på Christianshavn. Og en forening, Danske Modister og Hattemagere, er startet i 2011. De allerfleste hatte og kasketter importeres. De billige er oftest lavet i Asien. Den klassiske kvalitetshat er ligesom førhen dyr. Der er kun ganske få herrehatteforretninger tilbage, bl.a. i København, Kolding, Horsens og Århus. En af dem er Petitgas Efterfølger i Købmagergade i København, som har et godt udvalg af klassiske hatte. En anden gammel hatteforretning er C.L. Seifert, berømt for sit store salg af studenterhatte og uniformshatte. Herrehatte bæres i øvrigt lejlighedsvis af kvinder.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her

[Historie-online.dk, den 20. august 2024]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Museumsnumre 46 - Hofteholder
Museumsnumre 69 - Skydeskive og papegøje
Museumsnumre 61 - Køkkenskabe