Museumsnumre 91 - Hilde og tøjrepæl
Hilder og tøjrepæle fandtes engang i mængder overalt i landet, og i dag ses de så godt som aldrig. Årsagen er at de ikke længere bruges og tillige er simple redskaber uden nogen affektions- eller samlerværdi. Men heldigvis findes de et sted, nemlig på frilandsmuseerne, som er det sted hvor vores gamle landbokultur er bedst bevaret og kan ses og opleves.
Husdyrhold og landbrug hørte sammen i gamle dage. Enhver gård havde en besætning, dvs. et antal husdyr bestående af heste, kreaturer, får, evt. geder og grise og hertil kom som det hed småredsel, dvs. fjerkræ. I skifter og fæsteprotokoller kan man se gårdens husdyr optegnet. Dyreholdet var en vigtig del af gårdens drift akkurat som planteavlen. Hesten præsterede den nødvendige trækkraft, køerne gav mælk og kød, fårene ditto samt uld, grisen gav flæsk og fjerkræet æg og kød. Hertil kom alt det øvrige, som kunne bruges: blodet fra grisen, fjerene fra fuglene, hornet og huden fra køerne osv. Men jord og dermed græsning var en begrænset ressource, og den måtte man fordele. I fællesskabets tid havde landsbyen vedtægter med regler for landsbystyret og markarbejde, græsning og hegn. Hver gård havde sin lod i landsbyens forskellige jordarealer – dvs. man havde del i agerjorden, i enge, skovlodder og tørvemoser. Man dyrkede jorden i fællesskab, aftalte hvornår der skulle pløjes, harves og sås, og hvornår der skulle skoves eller graves tørv. I dette fællesskab måtte man også have styr på husdyrene og regler for antal af kreaturer på fællesarealet.
Landsbyen og frem for alt kirkegården var indhegnet. Man skulle nødigt have svin til at gå og rode på kirkegården, så her byggede man høje stengærder. Den øvrige by havde gærder af træ. Også agrene var indhegnede. Når høsten var i hus opgav man ævred, dvs. man lod hegnene åbne, så dyrene kunne færdes på markerne. Dér hvor der var en alminding eller et overdrev, dvs. store fælles arealer, havde man en byhyrde, som skulle passe de dyr, der blev sendt på græs om foråret. Det var en stor fælles hjord. Hvert dyr var mærket med ejerens bomærke i et træstykke bundet om dyrets hals. Hyrden var en voksen mand. I hedeegne var det almindeligt, at får blev vogtet af halvvoksne drenge.
Det gjaldt om at udnytte de engarealer, man havde, så godt som muligt, og det skete ved at man benyttede tøjrepæle til de større dyr. Grisene kunne fodres i deres sti og blev sendt på olden i fællesskoven, mens får og geder også blev tøjret. Ænder og høns blev holdt ved gården, mens drenge og piger drev gæssene rundt til arealer, hvor der var græs.
Anskuelsestavle, fårene flyttes, Broager, Sønderborg Museum
Når man tøjrede dyrene, begrænsede man deres muligheder for at æde, og man måtte jævnligt flytte dem til et stykke, som ikke var afgræsset. Det var et stort arbejde for gårdens folk, og det skulle passes. Dyrene repræsenterede en stor værdi og døde et dyr pga. misrøgt, var det alvorligt. Den slags udløste ringeagt i fællesskabet og medførte utilfredshed hos jordejeren. Ja det kunne i alvorlige tilfælde ende med, at manden og hans familie blev sat fra gården og fæstet blev overdraget til en anden.
Ordet hilde kendes knapt i dag, men det betegner en genstand som hindrer et dyr i at bevæge sig frit. Udsagnsordet at hilde betyder at sinke, standse eller opholde noget. Hildens opgave var at forhindre fritgående dyr i at komme igennem de ofte vakkelvorne gærder og hegn ind til kornmarken. Der var hilder til kreaturer, heste, får og gæs.
Fårefodsbøjle af asketræ, Bornholms Museum
Lad os se, hvad museerne har i deres samlinger. Der er to typer, én brugt til af hæmme dyrets gang og én til at hæmme dyrets forsøg på med hovedet at komme til føde bag gærdet. Frilandsmuseet i Sorgenfri har en hilde til får. Det er en træklods med en bøjle af jern til fårets ben. En hilde til heste har Nationalmuseet, og den beskrives som en bøjet gren med træpløkke. Hilden blev sat om foden på hesten. Frilandsmuseet har en hilde til en gås. Det er en træklods til at lægge om benet på en gås eller gase. Den anden type hilde var et halsåg, en ramme af træ lagt om dyrets hals. De fleste hilder var af træ, men hilder af jern smedet hos den lokale smed forekom også. Da jorden blev udskiftet og gårdene udflyttet fra landsbyerne ophørte brugen af hilder.
Hilde af jern til kreatur, Bornholms Museum
Tøjrepæle var derimod også i brug efter landboreformerne. De var enten af træ eller af jern, og der hørte et tøjr og en tøjrekølle til udstyret. Pælens længden var 30 - 40 cm. Især i egne med malkekvæg brugte man tøjr. Træpælene var af eg, bøg, ask, elletræ eller andet træ og lavet på gården i huggehuset af bonden eller en karl. De var skåret med et hoved, som gjorde det muligt at fastholde tøjret. Jernpælene var enten af rundjern smedet med et øje eller af rundt eller firkantet jern med en gennemboring og en ring. Tit var tøjret forsynet med en jernkæde i stedet for reb, så hesten, koen eller fåret ikke kunne bide tøjret over. En helt speciel tøjrepæl af jern har Skive Museum. Den er nemlig smedet i spiralform, så den skal skrues ned i jorden for bedre at holde sig fast. Speciel er også en tøjrepæl i træ fra Ringsted Museum. Pælen er en gave og har følgende påskrevet med blyant: "Den 14. maj 1915. Menig 663 Larsen 14 Ball/Cmp, Slagelse". Indskrevet er også et vers fra biblen: Joh. 3., samt "En venlig hilsen til alle på Egesgård".
Tøjrepæl af træ, Ringsted Museum
Tøjrepæl af jern, Nordsjællands Museum
I vore dages landbrug er der ikke længere brug for tøjrepæle. Man ser aldrig en tøjret hest eller ko på marken. De fleste dyr går nu i løsdriftsstalde. Kun 25% af køerne kommer på græs, og de går på indhegnede arealer. De økologiske køer skal på græs, og økobønderne åbner dørene for gæster, så de kan glæde sig over synet af køer i galop, når de om foråret fra stalden slippes løs på de grønne marker.
Kunstneren Theodor Philipsen, en glimrende dyremaler, har her malet en række køer i tøjr. Året er 1888. Læg mærke til tøjrekølle og tøjr på græsset ved den forreste ko, Statens Museum for Kunst
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her
[Historie-online.dk, den 10. september 2024]
