Museumsnumre 93 - Støbejernsovne
Kakkelovnens historie, altså den oprindelige kakkelovn med kakler blev fortalt i nummer 79. Her kan historien om boligens opvarmning fortsætte med beretningen om støbejernsovnene. De kom frem i 1500-tallets slutning, da jernstøberier dukkede op i Europa. I Tyskland var man tidligt på færde, hvad jernstøbning angik og derfra importerede velhavende folk de nye ovne. I princippet bestod de af en kasse af støbejern på en sokkel, der var muret, eller ovnen hvilede på jernben fortil og på muren bagtil. Ligesom kakkel- og potteovne var ovnen opsat ved skorstenen, og man fyrede ovnen fra skorsten, der stod bag stuen. Bilæggerovn kalder man denne type. Jernovnens plader var tykke og havde flotte relieffer på pladerne, ofte var der tale om bibelske motiver. Ovnene fik store messingknopper skruet på foroven på de bolte, som holdt ovnen sammen. De var beregnet til at varme hænderne på og til pynt. De første støbejernsovne var luksus og blev hovedsagelig opsat på slotte, herregårde og i velhaveres byhuse.
Også Sverige fik i Småland en produktion af bilæggerovne og herfra importeredes ovne til Sjælland, mens man i det sønderjyske købte tyske ovne. I enevældens merkantilistiske samfund blev det en opgave at få en støbejernsproduktion i gang i den danske konges rige, som også omfattede Norge, hvor der var forekomster af jern. Allerede fra 1622 blev der udvundet og støbt jern i Norge, men det var først fra omkring 1700, at produktionen nåede et niveau, der efterhånden gav de norske ovne en stor udbredelse i Danmark. Ved importforbud af tyske og svenske ovne søgte man desuden at fremme den norske produktion af støbejernsvarer. Forbindelsen mellem Danmark og Norge var god. De skibe der førte korn til Norge tog ovnplader og træ den anden vej. I Nord-og Østjylland, på Fyn og Sjælland fik de norske jernovne hurtigt stor udbredelse, og til forskel fra tidligere blev ovnene brugt på landet, i bondegårdene.
Bilæggerovn fra Hassel Værk ca. 1680, Sæby Museum
Ovnene bar jernværkets navn Hassel, Bærum, Fossum, Fritzøe osv. samt relieffer af en ny slags. Motiverne er nu kongemonogrammer, kongens portræt, det norske rigsvåben, og som århundredet skred frem ses i oplysningstiden antikkens dekorationer og figurer på ovnenes plader.
Bilæggerovnen tabte efterhånden terræn til en ny type jernovn, vindovnen. Den store forskel var, at denne ovn var forsynet med en indfyringslåge fortil og med et røgrør til skorstenen, røret var ofte af kobber. Bilæggerens deroute hang sammen med at den åbne køkkenskorsten forsvandt til fordel for et komfur. Det var ikke ualmindeligt, at ovnen stod på en kasseformet sort træsokkel. Visse vindovne var høje, beregnet til at koge på, dvs. havde jernringe som på et komfur. For at forbedre varmeafgivelsen blev mange vindovne lavet i to eller tre etager. Set med vore dages øjne er mange af ovnene små kunstværker præget af tidens smag og stil.
Vindovn fra Fritzøe Værk. Ovnen bærer indskriften GUD OG DEN RETFÆRDIGE SAG II. APRIL 1801, Reventlow Museet
Da Norge gik tabt blev importen af ovne derfra formindsket, og i 1830-erne kom flere danske jernstøberier i sving, og de var i stand til at levere ovne. Der kom efterhånden fabrikker i hele landet: På Vesterbrogade i København, Meldahls Jernstøberi (1811), i Ålborg Henning Smidts Jernstøberi (1833), i Odense Allerups Jernstøberi (1838), i Århus Weiss Jernstøberi (1840), i Horsens Stallknechts Jernstøberi (1840), Ribe Jernstøberi (1848) samt i Middelfart J.S Hess (1853) og i Vejle i C.M. Hess (1876). De to sidstnævnte støberier blev slået sammen i 1928.
Heinrich Meldahl startede i 1811 et støberi i København. Det var i begyndelsen en filial af Næs Jernværk i Norge, men efter 1814 udviklede Meldahl virksomheden, som fik ry for produkter i god kvalitet. Ovnen, som Meldahl har tegnet, er fra et katalog 1811. En kentaur pryder ovnsiderne
Imidlertid blev vindovnen udkonkurreret af nye produkter, en stor variation af ovne blev fremstillet på de forskellige danske jernstøberier. Fælles for disse ovne var, at de var beregnet til fyring med koks eller kul, havde en større volumen, og kasseformen blev forladt til fordel for høje runde eller firkantede ovne. En årrække under Christian 8. og Frederik 7. var de høje såkaldte etagejernovne yndet. De blev efterfulgt af høje cylinderovne. Fra omkring 1890 kom cylinderovne med en jernkerne beklædt med jernplader. Helt nye mindre jernovne med emaljerede eller glaserede overflader, nemme at gøre rene, kom frem efter 1900. Nogle af de ovnstøberier som hævdede sig var Morsø i Nykøbing Mors, Hess i Vejle og Middelfart og Lange i Svendborg.
Etagekakkelovn fra omkring 1850, Horsens Museum
Cylinderformet jernovn med skønvirke dekorationer fra Langes Jernstøberi i Svendborg, Den Gamle By.
Jernovne finder man på mange museer. På frilandsmuseerne står de i autentiske rammer. Det samme gælder for Den Gamle By og herregårdsmuseet på Gammel Estrup. De gamle bymuseer har også mange ovne.
En cylinderovn med nu rustne jernplader, Morsø Jernstøberi ca. 1890
I dag har støbejernsovnen overlevet som brændeovn, og den er et supplement til opvarmningen på landet, hvor fjernvarme og gas ikke findes. Morsø Jernstøberi i Nykøbing producerer stadig gode brændeovne, som er langt mere varmeeffektive og miljørigtige end de pejseovne, som kan købes. Mange kender disse ovne med et egern på ovnsiden. Støberiet blev grundlagt i 1853 af N.A. Christensen. Virksomheden er flyttet uden for byen. Dansk Støberimuseum, en afdeling af Museum Mors, har nu til huse i en tidligere fabriksbygning og er et besøg værd.
Morsø producerer stadig de klassiske egern brændeovne, som i dag lever op til miljøkravene, Morsø Jernstøberi
Gamle støbejernsovne er blevet antikviteter og anskaffes af samlere og folk som indretter deres hjem med antikviteter. Ovnene kan i mange tilfælde stadig bruges og ovnværksteder istandsætter og sælger de gamle ovne. Antikke ovne er undtaget den nye bekendtgørelse fra 2016 om brændeovne.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her
[Historie-online.dk, den 24. september 2024]
