Ny direktør i Den Gamle By
Julie Rokkjær Birch er ny museumsdirektør for Den Gamle By. 1. april overtog hun officielt nøglerne efter museets mangeårige direktør Thomas Bloch Ravn. Hun føler sig allerede hjemme, for Den Gamle By er, som hun siger, et hjem for vores fælles identitet og et nationalt holdepunkt.
Julie Rokkjær Birch starter med et klart fokus på at møde medarbejdere, samarbejdspartnere og ikke mindst det publikum, som Den Gamle By er til for.
”Min første, fornemmeste og i øvrigt vedvarende opgave handler om at mærke Den Gamle By og om at forstå udgangspunktet for at skabe fortsat fremgang. Det er en stor og mangfoldig virksomhed med fabelagtigt dygtige medarbejdere, trofaste støtter og en fantastisk historie og ånd, som jeg vil tage mig tid til at lære godt at kende. Det er vigtigt for mig at dyrke fællesskabet omkring opgaven.”
Hun ser Den Gamle By som et hjem for en fælles identitet. Et sted, som både kan berige det enkelte menneske og kvalificere den offentlige samtale.
”Den Gamle By er en uomgængelig samfundsaktør, som både tilbyder forankring og fælles hukommelse. Vi mennesker har brug for denne eventyrlige tidsrejse for at kunne forstå og løse samtidens og fremtidens udfordringer. Den Gamle By er et nationalt holdepunkt af afgørende betydning.”
Den nye direktør tiltræder midt i de politiske forhandlinger om en ny museumsreform. Hun lægger sig i forlængelse af sin forgænger Thomas Bloch Ravns arbejde og mener, det er hensigtsmæssigt at differentiere mellem forskellige typer af museer.
”Den Gamle By når med omkring en halv million besøgende årligt ud til en stor og mangfoldig skare af mennesker. Også de, som ikke normalt går på museum. Grundlæggende bør tilskudsfordelingen baseres på museernes betydning for samfundet og for de mennesker, der besøger dem, fremfor at det ender med en bureaukratisk, opgavebaseret tilskudsmodel”.
Hun håber, at de finanslovsmidler der udløber med udgangen af 2024 indtænkes i reformarbejdet. For Den Gamle By drejer det sig om godt fem millioner kroner, som blandt andet blev bevilliget til at drive museets store udbygning med moderne kvarterer. Da udgifterne til denne udbygning af Den Gamle By ikke forsvinder, skal de indtænkes i overgangsfasen fra det nuværende støttesystem til det nye.
”Ellers går vi en fremtid i møde, hvor det bliver svært at holde fast i vores markante bidrag til det danske museumslandskab”.
Julie Rokkjær Birch er 40 år og cand.mag. i Nordisk Sprog og Litteratur og Kunsthistorie ved Aarhus Universitet. Hun har tidligere været direktør på KØN og på Museum Jorn og har blandt andet også arbejdet som museumsinspektør på Skagens Museum og Skovgaardmuseet i Viborg. Hun sidder i bestyrelsen i Spar Nord Fonden og Kulturens Analyseinstitut og er en aktiv kulturdebattør.
[Historie-online.dk, den 3. april 2024]