Menu
Forrige artikel

Nye museumsdirektører udnævnt

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 2355

 

Kystmuseet har kurs mod fremtiden

Henrik Gjøde Nielsen er udnævnt til direktør på Nordjyllands Kystmuseum

Bestyrelsen for Nordjyllands Kystmuseum har udnævnt Henrik Gjøde Nielsen til direktør for Kystmuseet i en kombineret stilling som museumsdirektør og forskningschef. Henrik Gjøde Nielsen har siden 1. januar 2018 været konstitueret direktør for Kystmuseet.

Formand for museets bestyrelse Per Frank Hansen siger om udnævnelsen:

Vi har udpeget en direktør, som besidder den solide faglige og ledelsesmæssige erfaring, der er forudsætningen for et veldrevet museum, og har den offensive energi, der skal til for at drive museet frem i et stadigt mere komplekst landskab, der stiller flere og nye krav til museerne. Kystmuseet har i den forgangne år arbejdet på en ny strategi i samarbejde med Erhvervsservice Nord. Henrik Gjøde Nielsens indsats i den daglige drift og hans engagement i udviklingen af museets forretningsstrategi har overbevist bestyrelsen om, at Henrik Gjøde Nielsen er den rette mand på posten. Arbejdet med strategien er ikke færdigt, men et første resultat er ansættelsen af den nye direktør og forskningschef.

Henrik Gjøde Nielsen er ph.d. i historie, og har siden 1. februar 2015 været museumsinspektør og souschef ved Kystmuseet. Han har en lang og indgående erfaring med museumsarbejde i forhold til drift, forskning og formidling. Museets bestyrelse har med glæde konstateret, at Henrik Gjøde Nielsen allerede i konstitueringsperioden på væsentlige felter har optimeret museets drift. Forskningsmæssigt har den nye direktør et omfattende lokal-, kultur- og besættelseshistorisk forfatterskab bag sig, har virket som redaktør og anmelder, og har formidlet på alle platforme, fra udstillinger og foredrag over digital formidling til historiske skuespil og gadeteater.

Henrik Gjøde Nielsen siger om udnævnelsen:

Det er med stor glæde og forventning jeg tiltræder stillingen som direktør og forskningschef ved Kystmuseet. Kombinationen giver mig mulighed for både at stå i spidsen for gennemførelsen af museets nye, dynamiske strategi, og for den intensiverede forskningsindsats, som denne bl.a. medfører. Jeg ser frem til, at vi på Kystmuseet sætter farten op og udstikker en ny kurs, i samarbejde med en dygtig bestyrelse og et engageret og professionelt personale.

 

Ny direktør i Andelslandsbyen Nyvang er fundet

Det var et meget stærkt ansøgerfelt, der i løbet af januar søgte den spændende stilling som direktør for Andelslandsbyen Nyvang ved Holbæk.

Valget faldt på 52-årige Frits Thorainsson, der bor på Fyn, og som har en lang erfaring som leder bag sig. I de seneste år har han været direktør på Valdemar Slot på Tåsinge. I de år er der sket en stor udvikling med mange forskellige nye tiltag på Tåsinge. Det var bl.a. evnen til at udvikle nye muligheder, der gjorde, at et enigt ansættelsesudvalg pegede på Frits Thorainsson.

"Ansættelsesudvalget er enige om, at Frits med sin baggrund og kvalifikationer vil være den helt rigtige til at overtage jobbet som direktør for Andelslandsbyen, der bl.a. betyder et tæt samarbejde med de 18 ansatte og 450 frivillige. Den opgave er vi sikre på, at Frits kan løfte. Samtidig føler vi os overbeviste om, at Frits vil være manden, der vil stå for en god udvikling og spændende nye tiltag i Andelslandsbyen og sikre et godt samarbejde med kommune og andre kulturinstitutioner i Holbæk og omegn", siger Carsten Andersen, der er formand for Andelslandsbyen Nyvang.

"Jeg har fredag hilst på medarbejderne i Andelslandsbyen, og det har kun gjort mig endnu mere sikker på, at jeg har fundet mit ønskejob. Der ligger store udviklingsmuligheder i hele det store skønne område, og det glæder jeg mig til at udvikle sammen med frivillige, bestyrelsen og de ansatte", siger Frits Thorainsson.

[Historie-online.dk, den 5. februar 2019]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Heks - ordets magt!
Bogstakken, uge 18, 2022
Repræsentantskabsmøde