Nyt kulturhistorisk museum
Østsjællands Museums første særudstilling i museets nye museumsbygning på Rådhusvej 2, 4640 Faxe åbner nu. Du er inviteret med til at opleve fortællinger fra Stevns og Faxe kommuners mange særlige steder og kender måske selv til flere af de historier udstillingen rummer.
Østsjællands Museum åbner det nye museum med udstillingen; Liv, Landskab og Brutalisme, der tager udgangspunkt i det lokale med land, skov, kalk, by og havn. De mange fortællinger bliver via genstandene til levende udtryk for, hvordan lokalbefolkningen gennem de sidste 250 år har arbejdet og holdt fri.
Museets mere end 10.000 genstande er gennem tiden blevet indsamlet af lokale ildsjæle og museumsfolk. Igennem 2018 og 2019 har museet med flytningen til den nye museumsbygning kunnet sikre alle disse genstande på forsvarlig vis. Det fejrer vi også med denne udstillingsåbning.
Vi er flyttet ind i det tidligere Faxe Rådhus, og det er museets største ”genstand” med plads til magasiner, kontorer og ikke mindst de nye udstillingslokaler med plads til aktiviteter og arrangementer for borgerne i Stevns og Faxe kommuner og museets øvrige besøgende.
Museet inviterer til housewarming
Lørdag den 31. august 2019 klokken 14.00 – 17.00 kan du være med til at indvie det nye museum med aktiviteter og rundvisning i både udstillingen og bygningen. Det er for alle - store som små - fra Stevns og Faxe kommuner samt hvis du er turist fra ind- eller udland. Alle er velkomne og på åbningsdagen er der gratis entré og lidt til ganen.
[Historie-online.dk, den 28. august 2019]