Menu
Forrige artikel

Odense Bys Museer får ny hjemmeside

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 2425

 

Midt i en coronatid er museerne afskåret fra den fysiske formidling i udstillinger, byvandringer og foredrag. Desto mere betydning har de digitale tilbud. Odense Bys Museers arbejde med tilgængeliggørelse af samling og vidensbase kunne derfor ikke lanceres på et bedre tidspunkt. På den nye hjemmeside giver museet adgang til hele bagkatologet af årbogsartikler og meget mere.

Hvert år skriver Odense Bys Museers medarbejdere en mængde artikler og bøger om H.C. Andersen, Carl Nielsen og ikke mindst Odense og Fyns historie siden oldtiden. Og det har de efterhånden gjort i mange år. I 1951 begyndte museet at udgive årbogen Fynske Minder, der i 2014 skiftede navn til Odense Bys Museer, mens H.C. Andersen tidsskriftet Anderseniana udkom første gang i 1933. Sideløbende har museet over årene udgivet en stor mængde bøger fra korte og populære udgivelser til videnskabelige fundfremlæggelser og doktordisputatser.

Denne store mængde viden gør hjemmesiden nu direkte og frit tilgængelig. De 70 årgange af museets årbog rummer knap 700 artikler og fra Anderseniana kommer lidt under 400. Alle årgange er blevet scannet, tekstgenkendt, opmærket og kategoriseret, og ligger nu som fuldtekst med billeder og noter. En række af museumsforlagets bøger er også lagt ind på siden, så brugerne for eksempel også kan få den nyeste viden om Odense i vikingetid og middelalder fra bogen Knuds Odense – vikingernes by (2017). I den kommende tid vil flere tekster komme online efterhånden som de relevante bøger fra bagkataloget bliver bearbejdet.

For at hjælpe brugerne rundt i den store vidensbase fremhæver siden nogle udvalgte artikler inden for forskellige emner. Hvis brugeren leder efter noget bestemt, er det muligt at søge i emneord eller fuldtekst og filtrere efter geografisk område og tidsperiode. Den interne navigation på siden skal være i orden, men det er forventningen, at mange brugere vil finde frem til de enkelte artikler direkte fra en søgemaskine. Der vil således dukke grundige og fagligt velfunderede artikler op i søgeresultatet, når uddannelsessøgende eller alment interesserede søger efter viden om specifikke emner inden for Fyns arkæologi, Odenses historie eller Andersens liv.

Siden lanceringen har artikler om vikingeringborgen Nonnebakken, pragtfund fra Fyns oldtid, middelalderudgravninger i Odense midtby og selvfølgelig de mange artikler om H.C. Andersen hørt til de mest læste. Højdespringeren er dog den forunderlige historie ”På fersk gerning” om en kvinde Odense politi anholdt en sen aften i 1790 for at give sig ud for at være en mand – hvorefter hun bramfrit fortæller, at hun både har været skræddersvend og husar – og endda har skrevet en bog om det!

Den ny hjemmeside giver også for første gang adgang til hele Odense Bys Museers samling omfattende mere end 400.000 genstande relateret til Fyns oldtid, Odenses historie, Den Fynske Landsby, mediehistorie, H.C. Andersen og Carl Nielsen. Det er muligt at søge på tværs i registreringerne eller se nærmere på de fremhævede, enestående genstande som bl.a. Odenses sølvskrin fra 1600-tallet, stenøksen fra Sarup eller H.C. Andersens papirklip. Visningen er stadig under udvikling og vil løbende blive forbedret med flere billeder og metadata om genstandene.

Prøv at se nærmere på odensebysmuseer.dk

[Historie-online.dk, den 27. januar 2021]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Kilder fra den danske kolonitid tilgængelige
Nyt medlem af DHF
TV-tips, uge 51, 2023